Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "VILLA TIL RAGNA OG FRANKA"


  • Esbjerg Kunstmuseum, Esbjerg Havnegade 20 Esbjerg, 6700 Denmark (map)
Franka Rasmussen "Begyndende kaos" (vægrelief), 1989. Torben E. Meyer.

Franka Rasmussen "Begyndende kaos" (vægrelief), 1989. Torben E. Meyer.

Forunderlige møbellignende skulpturer, værker i overraskende materialer, store billeder, skabt i stof, der hænger ned fra loftet, og vævede tæpper, som foldes i rummet og bliver til telte, man kan gå ind i. Det er blot nogle af de interessante elementer, man kan opleve i Villa til Ragna og Franka.

Udstillingen er et pirrende sansebombardement, der samtidig rejser spørgsmål om, hvor grænserne mellem kunst og hverdagsgenstande går, og om, hvordan man skelner mellem kunstværk og kunsthåndværk. Projektet undersøger således, hvordan hverdagens materialer, som vi alle kender, kan opleves på nye måder gennem kunsten, så kunstoplevelsen bliver fysisk og kropslig og dermed appellerer til alle vores sanser.

Som pionerer undersøgte Franka Rasmussen og Ragna Braase mellem 1950’erne og 1980’erne mulighederne i utraditionelle skulpturmaterialer. De skabte stoflige relieffer og næsten arkitektoniske skulpturer af både tekstiler, måtter, børster, garnnøgler og mange andre hverdagsmaterialer. Med Villa til Ragna og Franka kastes der et fornyet blik på disse to foregangskvinder og deres fokus på materialernes status i kunsten. Deres arbejder væves i udstillingen sammen med samtidskunstneriske værker, hvor eksempelvis Ragna Braases 3-dimensionelle vævede strukturer dekonstrueres i Mette Winckelmanns nye, rumlige malerier, der bl.a. gennem brugen af mønstret tekstil aktiverer bagsiderne i et greb, som overskrider maleriets traditionelle mediespecificitet. Det samlede resultatet er en form for totalværk, der også omfatter en sammenvævning af betydninger og tanker. På den måde er det projektets ambition at aktualisere Ragnas og Frankas værker og vise, hvordan deres eksperimenter stadig kan tale til publikum i dag.

Ragna Braase "Afrikanas hus", ca. 1981. Fotograf: Torben E. Meyer.

Ragna Braase "Afrikanas hus", ca. 1981. Fotograf: Torben E. Meyer.

Udstillingen er kurateret af kunstnerne Charlotte Thrane og Torgny Wilcke, som har benyttet deres egne og 13 andre kunstneres værker som komponenter i et nyt samlet værk, en totalinstallation, der bl.a. også omfatter et stedsspecifikt lydværk af Steffen Levring, installeret i elevatoren mellem de to udstillingssale. På den måde er der tale om en kunstnerisk overtagelse af museets rum, hvor grænserne mellem kunst og objekt, værk og udstilling, kunstner og kurator er ophævet, og hvor museet fungerer som et eksperimentarium for nye kunstneriske undersøgelser. Dermed er der heller ikke tale om en kunsthistorisk funderet undersøgelse af Ragna Braases og Franka Rasmussens praksis. Udstillingen udgør snarere en kollegial hyldesten kunstnerisk omfavnelse af de to ’grandes dames’. Franka og Ragna er så at sige blevet inviteret ind i samtidskunstens hus, ind i en nybygget ’villa’, der i vid udstrækning består af nye værker, som ikke kunne være blevet til uden deres mellem 30 og 50 år gamle arbejder. Med udstillingsprojektet skabes der således også nye forbindelser på tværs af generationer og udtryksformer samtidig med, at der rettes et fornyet fokus på materialernes betydninger og muligheder i samtidskunsten.

Deltagende kunstnere: Thomas Bang, Ragna Braase, Poul Gernes, Hannah Heilmann, Ellen Hyllemose, Karen Havskov Jensen, Marianne Jørgensen, Johanne Skovbo Lasgaard, Steffen Levring, Pernille With Madsen, Ninna Bohn Pedersen, Franka Rasmussen, Charlotte Thrane, Torgny Wilcke og Mette Winckelmann.

Udstillingen ledsages af tre små bøger, som er redigeret af Torgny Wilcke og Charlotte Thrane: Én bog om Ragna Braase, én om Franka Rasmussen samt én udgivelse om deres fælles ’villa’. Pris per stk.: 25 kr.

FAKTA:
Franka Rasmussen (1907-1994) (Franziska Paula Konstante Rasmussen) blev uddannet som maler og tegner ved Kunstgewerbeschule i Frankfurt 1928-29. Hun flyttede senere til København og blev tilknyttet Kunsthåndværkerskolen, hvor hun ved siden af sin egen kunstneriske praksis underviste fra 1935 til 1976. Hun arbejdede med tekstil som sit egentlige udtryksmiddel og eksperimenterede med såvel naturinspirerede gobelinteknikker som med nye strukturalistiske teknikker og udtryksformer.

Ragna Braase (1929-2015) blev bl.a. uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København 1954-57. I begyndelsen af sin kunstneriske praksis virkede hun som maler med fokus på det spontant-abstrakte formsprog. Senere gik hun over til vævning. I de vævede værker arbejdede hun med skulpturelle og rumlige elementer i form af søjler og teltlignede strukturer med en både stram og fabulerende ornamentik.

Fernisering: Fredag d. 6. oktober kl. 17.30–19.00.
Udstillingen kan ses på Esbjerg Kunstmuseum til d. 14. januar 2018 og vises efterfølgende på Kastrupgårdsamlingen. Udstillingsprojektet er støttet af Statens Kunstfond og Montana.