KREATIVITET ELLER LYKKEPILLER?

Der er piller mod mange ting; hovedpinepiller, lykkepiller, p-piller, sovepiller og euforiserende piller. Alle piller, som kan resultere i varige mén. Men skal alting behandles med piller, eller er der andre alternativer?

Min interesse indenfor kunst som en alternativ behandling opstod i mit møde med min mors nyindkøbte Mandala mindfulness malebog, som angiveligt skulle være stressreducerende og samtidig virke beroligende på kroppen. Grundlæggende var jeg tilbage til dengang, jeg som lille malede i malebøger og aldrig kunne male indenfor stregerne på motivet, men alligevel kunne jeg sidde stille og i en fordybet ro og koncentration i mange timer.

Jeg har ikke et behov for at reklamere med det, men heller ikke et behov for at feje det ind under gulvtæppet og gemme det væk. Jeg har et sårbart sind, og det har præget mig meget de sidste to år. Jeg er ekstra sensitiv, hvilket vil sige, at mit sind og mine sanser er ekstra følsomme overfor udefrakommende påvirkninger. Det er et personlighedstræk, som hver 5. dansker har. Det er medfødt og kategoriseres ikke som en psykisk sygdom. Et sensitivt sind er et sind, hvis nervesystem reagerer mere følsomt på stimulation og bearbejder indtryk med større dybde. Jeg stiftede første gang bekendtskab med betegnelsen ‘sensitivt sind’ for et års tid siden. Jeg har altid været meget følsom, har reflekteret og tænkt meget, og i nogle tilfælde følt andre folks smerte og kriser mere end de selv har. Indtil for knap et år siden så jeg på den side af mig selv med et kritisk blik. Jeg følte, at min sensitivitet gjorde, at jeg blev begrænset på en række områder, og så var jeg grundlæggende bare godt træt af at ‘føle’ så meget hele tiden.

Et par af mine egne små illustrationer om hvordan jeg med kreativitet kan skabe balance og ro.

Derfor var den selvkritik og usikkerhed, jeg udviklede i mit sind, med til at starte en mindre lavine, der stille byggede sig op og udviklede sig til angst. Angst som for to år siden kom fuldkomment bag på mig, og som rystede min grundvold godt og grundigt. Jeg husker allermest følelsen af at være skræmt overfor den nye tilstand, som min krop og mit sind havde indtaget. Min angst viste sig i første omgang ikke som noget psykisk, men som et fysisk greb, der trykkede i mit bryst, og som hele tiden strammede sig omkring mit hjerte. Den ene frygt tog den anden. Et hav af ubehagelige tanker og bekymringer voksede i mit sind, og sammen med frygten om aldrig igen at ‘føle sig normal’, kom frygten for at der rent fysisk virkelig var noget i vejen med mig.

Det kan være svært at åbne op og tale frit om sådan nogle ting. Både fordi de er personlige, men også fordi at psykiske lidelser ofte er tabubelagte. Jeg husker, at jeg skammede mig over ikke at ‘være’ normal, over at have det svært og over ofte ikke føle, at jeg passede ind. Der gik lang tid, før jeg fik åbnet op for det og for mig selv, overfor andre end en psykolog, men det blev den største befrielse. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke handlede om, at folk skulle have oplevet noget lignende, for at kunne forstå hvordan jeg havde det, men at der oftest var en gensidig forståelse, fordi at mange andre sidder med de præcis samme spekulationer og følelser, som jeg gjorde dengang.

På to år har jeg lært en masse om mig selv. Jeg har fundet ud af, at jeg er meget påvirkelig overfor udefrakommende frekvenser, og at mit sensitive sind ofte gør, at jeg hurtigere kan føle mangel på overskud, blive stresset og at det derigennem kan udløse min angst. Jeg har ikke lært at styre det, men jeg har fundet en måde, hvorpå jeg kan stimulere og balancere det, så jeg kan reducere det og holde det så meget, som overhovedet, på afstand.

Jeg har et behov for at være kreativ. Det har jeg altid haft. Men de sidste år har jeg benyttet det kreative felt på ny. Som en form for alternativ behandling for mit eget indre. Som en medicin der går ind og giver mit sind en balance og ro i hverdagen.

Kreativt værksted på Museum Ovartaci.

Der har den seneste tid været et stort fokus på alternative behandlingsmetoder. Behandlinger hvor man tilbyder psykisk syge kreative eller kulturelle muligheder. Behandlinger som Danmark ikke har haft støtte til, trods en øget interesse. Kunstterapi er en form for alternativ behandling, og det bruges i høj grad på Museum Ovartaci i Risskov, Aarhus, som er tilknyttet Psykiatrisk Hospital. Her er tilknyttet atelier og værksteder for indlagte og udskrevne patienter; faciliteter som benyttes i stor grad. Værkstederne kan give den enkelte mulighed for at gå ind i en kreativ proces; f.eks. ved at male, væve, modellere eller sy. Vedkommende kan derved hjælpe sig selv til at skabe ro gennem selve skabelsen, og måske kan det medvirke til en reducering af hendes eller hans psykisk lidelse – man giver altså den enkelte plads til at udtrykke sig selv på et andet plan end f.eks. gennem samtale. På Museum Ovartaci har de en kunstsamling på over 8000 værker, hvoraf størstedelen er skabt af patienter.

Psykiatrisk Hospital i Risskov er det første og ældste psykiatriske behandlingssted i Danmark. Dengang blev stedet grundlagt med formålet at være et sted, hvor folk kunne ‘komme sig’, stille og roligt. Dette formål er ofte en central rolle i lindringen af psykisk lidelser, men dog ikke et formål som praktiseres i en særlig grad længere, grundet mangel på ressourcer.

Behandlingssteder, som udbyder kunstterapi eller anden form for kreativ- og kulturel behandling, er under øget pres og risikerer at lukke pga. manglende penge til at tilgodese de omkostninger, der er, og derudover at der mangler dokumentation og statistikker for, hvor mange der reelt oplever deres lidelse som reduceret efter en kreativ udfoldelse.

Keramikværksted på Museum Ovartaci.

Men jeg ved, at det hjælper. Jeg har ikke brug for statistikker eller andre tal for at vide, hvor markant en forskel det har gjort for mig. Jeg har, siden jeg husker, skrevet meget. Dagbog, digte, noveller og en enkelt roman, og ordene har på mærkelig vis altid indfundet sig som en naturlig del af, hvem jeg er. I gymnasiet havde jeg en enorm skrivelyst, og jeg producerede rigtig mange tekster, men efter min afgang blev skolegangen byttet ud med et fuldtidsjob, som jeg dengang følte fyldte meget. Jeg brugte i hvert fald ikke tiden nær så meget på at være kreativ, som jeg førhen havde gjort det. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det, men i dag kan jeg godt se, at jeg kørte meget på autopilot og ikke rigtig var særlig meget til stede.

Mine tanker, refleksioner og følelser har altid fyldt meget, men efter at jeg blev mere bevidst om, hvordan min krop var begyndt at reagere og til tider forsøgte at tvinge mig til mere, end jeg kunne, trådte jeg ind i en selvbehandlingsproces. Jeg har altid gerne villet gøre tingene selv, og jeg holdt ikke meget af idéen om, at jeg skulle overlade mig til systemet i håb om at de kunne prøve at ‘fikse mig’. For jeg var jo fikset. Jeg var kørt ud på et sidespor, og jeg havde en klar idé om, at jeg skulle få mig selv på rette kurs igen. For et halvt års tid siden gik det op for mig, at for at kunne rette op på min kurs, når jeg i perioder slingrede ud og sprang flere frekvenser over, skulle jeg finde ud af, hvad der gav mig balance. Det førte mig tilbage til mine tekster. Mine ord.

Rammeværksted på Museum Ovartaci.

Igennem dem kan jeg se en udvikling. Jeg kan se mig selv vokse, og jeg kan følge og føle mig selv. Det har givet mig en enorm ro, i og med at det får mig til at føle, at jeg kan stå fast. Hvis ikke et sted, så i mine ord. Jeg kan udtrykke mine inderste neuroser, tanker, spændinger og følelser, og ofte virker de ikke nær så overskuelige og skræmmende, når de står foran mig på papiret. Der er de, og overfor er jeg. Sådan føles det nogle gange. Det er lidt som om, at jeg kan distancere mig fra de mange tanker og det evige mylder af indtryk, som jeg ofte overfyldes med, hvis jeg bare får dem nedskrevet foran mig.

Jeg ved, at kultur, kunst og kreativitet hjælper på sindet. Selvom der ikke findes mange beviser for det, så er det en alternativ behandling, som ingen bivirkninger har. Jeg vil langt hellere have nøglen til et kreativt værksted end en recept på lykkepiller stukket i hånden. Sindet er sårbart, og det kræver tid at hele de brud, der opstår. Der skal gives mere plads, og der skal støttes mere op omkring en alternativ form for behandling. Alle kan have et behov for at sætte sig ned efter en lang arbejdsdag og male i en Mandala Mindfullness malebog, også uden at have stress, angst, depression eller nogen anden form for psykisk lidelse. Men bare gøre det, fordi det skaber en ro og et holdepunkt for sindet for et kort øjeblik. Den pause og den ro er vigtig for alle for at kunne skabe balance i sit liv. At skrive, tegne, male, forme, bygge, danse eller synge; alle udtryksformer er med til at gøre noget ved os. De fleste har noget, en ting, en hobby eller lignende, som de mener skaber en balance og en ro for dem i deres liv. Det er sådan, jeg har det med at være kreativ. Når jeg skriver, tegner, maler, eller på anden vis er kreativ, er jeg fuldstændig afslappet. Det er min medicin, som jeg har et behov for hver dag at få, for at føle, at jeg som menneske kan fungere med et afbalanceret sind. Jeg har lært at affinde mig med det sind, jeg nu engang har, accepteret og sagt at det er ok. At jeg er ok. Og ikke mindst har jeg lært at sætte pris på mine mere sårbare side, for min sårbare side har været med til at holde min kreative side kørende og i live.

Atelier på Museum Ovartaci.