ET KIG IND I FREMTIDEN

Når man går i skole, får man sig nogle helt specielle rutiner. Man ved, hvornår man møder, man ved, hvornår man tager hjem. Man ved, hvad der virker, og hvordan man får det hele til at passe sammen. Jo længere man kommer ind i sin uddannelse, jo mere sikker bliver man i sine egne rutiner. Men nogle gange har man brug for at blive rusket lidt i.

Lige op til sommerferien havde jeg et forløb på designskolen om place branding med to gæsteundervisere: henholdsvis Mads Quistgaard og Christian Pagh. Det var et rigtig godt forløb. Det var godt struktureret, opgaven var relevant, og vores to undervisere var super skarpe – en fantastisk kombination. Jeg var mildest talt rigtig glad for forløbet. Den sidste dag fik jeg en god snak med Mads, og snakken faldt på praktik og specielt sommerpraktik. Den dag var jeg flyvende.

Det første jeg gjorde den efterfølgende dag, var at smide ham en mail, hvori jeg spurgte, om vi skulle gøre noget ved den praktik, som vi jo havde snakket om. Efterfølgende var jeg som en 14-årig teenagepige, der tjekkede sin mail hvert femte minut, og efter et par mails og opringninger fik jeg endelig det svar, som jeg havde håbet på: ”Vi ser frem til, at du starter d. 3. august kl. 9.15.”

Urgent.Agency er et nyt firma, stiftet af Mads Quistgaard og Christian Pagh. Det er en form for designbureau, der arbejder i feltet mellem grafisk design, kulturdesign og byplanlægning. Det er et spændende felt at lægge sig i; de kan adressere problemstillinger, som er relevante lige nu, arbejde på projekter der rækker ud over de typiske felter, og lave opgaver der tager det bedste fra begge verdener, samtidig med at de kan have fingeren på pulsen. Det er et vildt interessant sted, med vildt interessante mennesker.

Efter at have modtaget mailen, var jeg flyvende igen i ca. to timer. Så kom alle tankerne. Tanker der ville gøre dette indlæg virkelig langt og kedeligt, så derfor prøver jeg her at gøre det kort. Der var ca. tre kategorier af tanker: den første handlede generelt om, at jeg ikke var god nok, f.eks: ”Du er ikke god nok, du har faket det indtil nu, og nu bliver du opdaget,” anden kategori omhandlede min egen personlighed, som f.eks ”Hvad hvis nu de ikke kan lide dig? Du passer sikkert ikke ind”, og den tredje kategori drejede sig om mere specifikke og mere nørdede ting, som ”Hvad nu hvis de bruger et grid, som du ikke kan finde ud af at bruge?” Det var angstprovokerende at skulle starte et nyt sted, i en ny by, og ude i den rigtige “virkelighed”. Jeg var ret spændt mildest talt.

Fællesbillede af hele Urgent.Agency (det er mig i farverne).

Da jeg endelig skulle starte der, måtte jeg hurtigt erkende, at jeg havde taget fejl. Fyrene på Urgent.Agency var de flinkeste og bedste til at tage imod mig og til at hjælpe mig i gang. Pludselig sad jeg dér, på et rigtigt kontor, med rigtige mennesker med rigtige jobs, og skulle løse rigtige opgaver til den virkelige verden. Det var en mærkelig følelse at blive en del af det her, og det var mærkeligt at blive tildelt en opgave og vide, at det jeg sad og skulle lave nu, tre dage senere ville blive præsenteret for rigtige mennesker, der betalte rigtige penge for det. Jeg oplevede at have en helt anden form for ansvar, end hvad jeg før har prøvet.

I skolen bliver der gjort meget ud af, at man er studerende, og at man har ansvar for egen læring, men det ansvar skifter fuldstændigt, når man er på en rigtig arbejdsplads. I stedet for kun at have ansvar for sig selv, har man ansvar for en masse mennesker, penge og for et led i en større proces. Det handler overhovedet ikke om én selv længere. Det var overvældende at blive kastet ud i helt fra starten, når jeg nok egentlig havde forventet, at meget af tiden i min praktik bare ville gå med at hente kaffe til de andre. Men det var lige præcis det aspekt, jeg synes var så fantastisk, – at der var tillid til en ny person, som de egentlig ikke kendte særligt godt. At de stolede på mig og mine evner nok til at lade mig starte nye projekter op med f.eks. Kunsten i Aalborg og Post og Telemuseet i København. Det var en virkelig fed følelse.

Mads Quistgaard (tv.) & Christian Pagh (th.) snakker til designmessen North Modern | Fra @Urgent.Agency

En anden ting, jeg havde set frem til ved at skulle i praktik i den virkelige verden, var at finde ud af om den proces, man lærer på skolen, overhovedet kan bruges. Som en slags validering af min egen arbejdsproces – hvad kan man forvente, når man er færdig?

En af de største forskelle mellem designskole og bureau er, at man på en arbejdsplads ofte arbejder på mange projekter ad gangen, hvorimod at vi på designskolen kun har én opgave ad gangen. Personligt synes jeg både, at der er fordele og ulemper ved skolens metode: vi lærer at håndtere alle dele af en proces, og vi får lov til at gøre det mange gange, så vi føler os mere og mere tilpasse i den, og i hvordan at vi forholder os til den. Samtidig kunne det være spændende at bryde det op engang imellem og prøve at arbejde på flere projekter samtidigt. De fleste af os gør det nok lidt i forvejen i fritiden, men det er på en måde noget andet.

Reseachtur | Kunstmuseet Kunsten i Aalborg som netop nu er ved at blive ombygget.

På Urgent.Agency fungerede det rigtig godt at hoppe frem og tilbage mellem projekterne. Jeg var hele tiden på ca. tre projekter: identitetsdesign for Kunsten i Aalborg, et projekt med Post og Telemuseet i København og bureauets egen identitet. Der var et naturligt flow i at arbejde på et projekt, aflevere det til præsentation og så begynde at arbejde på næste projekt, imens jeg afventede, hvad næste skridt skulle være. Der var altid noget at gå i gang med og ikke meget død tid.

En ting der gik op for mig, mens jeg var i praktik, var også, at jeg faktisk ikke er færdig på min skole endnu. Det lyder mærkeligt, nu når jeg skriver det, men når man går i skole, får man nogle gange følelsen af, at man ca. er på samme niveau som alle andre, og at man kan sådan ca. det hele. Man er på hjemmebane. Men når man pludselig arbejder med rigtigt uddannede designere, så indser man den smertefulde sandhed, at man ikke kan det hele, og at man bare er studerende.

Det var intimiderende at deltage i brainstorms og konceptudvikling, fordi jeg ikke havde den samme referenceramme som de andre. De kastede rundt om sig med navne på designere, kunstnere, designhistoriske stilarter og typografer i et tempo og omfang, som jeg slet ikke kunne hamle op med. Jeg var handlingslammet. Jeg tog mig selv i at være passiv i vores brainstorms, hvilket ikke plejer at være et problem, men jeg indså, at jeg blev nødt til at komme ud med det og fik en snak med de andre om problemet, og det var dem, der fik mig til at indse, at jeg endnu bare er elev. Jeg er ikke færdiguddannet, jeg har ikke mange års erhvervserfaring, jeg har stadig en hel del at lære, og det er faktisk helt okay. På en måde er det en skræmmende følelse, at der er så lidt tid tilbage af min uddannelse, men samtidig føler jeg, at jeg skal nå så meget.

Urgent var rigtig gode til at få mig til at føle mig som en del af holdet ved at tage mig med til udgivelse på Plethora Magazine.

Alt i alt har det været en helt vildt interessant oplevelse at få et sneak peak ind i fremtiden, at se hvad man måske kan forvente og få en lille reminder på, hvad man skal arbejde videre med. På min sidste dag hos Urgent.Agency besluttede jeg mig for at interviewe Mads Quistgaard om hans mening om studerende, og om hvor design er på vej hen. Læs hans tanker herunder:

Hvad synes du er det mest interessante ved designbranchen lige nu?
Indtil nu har design været opdelt i bestemte discipliner, som man kunne være dygtig til: f.eks. grafisk design, industrielt design, arkitektur o.lign, men det er tydeligt, at disse discipliner nu blandes og merges. Det samme sker på tværs af alle discipliner, og det er i høj grad båret af teknologi men også uddannelse og kommunikationsplatforme. Der er en stor conversion igang, hvor tingene blandes. Det er interessant, for pludselig har arkitekten ikke den eneste ret til at udtale sig om, hvordan man bygger et samfund – det har designeren og antropologen også. Denne flerstemmighed synes jeg er fantastisk. Det er en kæmpe mulighed for kreative mennesker og tænkere, og så er det i og for sig ligegyldigt, om du er grafisk designer, illustrator, eller hvad du er.

Det er som sagt bl.a. båret frem af teknologien; nogle har diskuteret og kritiseret det som ”the rulership of the amateur.” Altså at alle kan komme til orde, og at alle kan co-create, men jeg føler, at det er nogle år siden, at det var en egentlig debat. Nu er det meget sådan, at hvis du har noget på hjerte, så kan du finde nogle redskaber eller samle et team, og så kan du gøre en forskel. Nu var jeg til Index Award i går, og et sindssygt godt eksempel er ham her den unge fyr, der startede da han var 15, nu er han 21, som gerne ville redde verdenshavene. Han er en mand med en vision men også en mand med en design toolbox, der går i gang, fordi design er gået fra at være en disciplin til at være et approach. Det har vi snakket om længe, men nu føler jeg virkelig, at det sker, og det er helt vildt interessant. Jeg tror, at det kommer til at accelerere hurtigere og hurtigere.

Designfest på papirøen | Ved Urgent var det heller ikke kun arbejde hele tiden.

Hvad betyder denne nye designdisciplin for de studerende?
Det betyder, at hvis du er gammel i gårde, så har du en masse erfaring, og det er vildt fedt, men langt hen ad vejen er der rigtig mange problematikker, som du ikke har kendskab til, selvom du har erfaring. De studerende ser det ligeså godt som jeg, fordi at tingene ændrer sig hurtigere og hurtigere, og det er både vildt vanskeligt at navigere i, men det giver os også en masse muligheder i det at identificere problemerne. Måske er det der, hvor fokus kommer til at ligge i fremtiden, og det er vi alle sammen gode til; at identificere problemer. Det kan man sige er den store mulighed for de studerende.

Hvordan skal de studerende reagere på dette?
Gå med livrem og seler, prøv at identificere fremtiden og verden, som den er, og for alt i verden behold din kritiske sans, for den er sindssygt vigtigt. Udover det er det bare helt vildt vigtigt at opdyrke minimum én disciplin, for det er vildt vanskeligt at agere, hvis du ikke kan noget – så man ikke bare snakker, men så man har et tool til at udtrykke sig og til at få ting til at ske. Jeg har også lidt en hjemmebrygget teori, og den lyder, at det er rigtig vanskeligt at lære et sekundært sprog bedre end sit modersmål. Sådan tror jeg også, at det er med design. Du bliver simpelthen nødt til at finde én ting, som du kan mestre, så når du skal mestre den næste ting, så ved du, hvor langt du kan nå. Det er jo sådan med indlæringskurver, at man lærer mest i starten, og til sidst så lærer man meget meget lidt, men det er sgu vigtigt at komme der ud, hvor det bliver langt og kedeligt.

Til sidst en kæmpe tak til Mads Quistgaard, Benjamin Wernery og Birk Marcus for at tage godt imod mig og for at have tillid til mig.