EN 744 TIMERS DAG. NOTER FRA SVALBARD

#1: Jeg er ankommet til månen. Jeg skal bo i et krater. Ud af vinduerne på begge sider af huset kan jeg se stenvægge, næsten lodrette mure af sand og støv og kul. De rejser sig om huset som stivnede bølger i månehavet. Her er altid lyst. Jeg har endnu ikke set noget, der ligner mørke, men jeg bliver langsomt opmærksom på de helt små lysforskelle, som skabes af solens tætte cirkelbane på himlen. Den passerer rundt over mit hoved og tegner en langsom glorie af sollys over månedalen. Her skal jeg sove og vågne i 744 timer.

#2: Det tager lang tid at vågne. Jeg ligger langsomt i sengen og forsøger at fokusere på støvpartiklerne i luften. Jeg fortsætter med at vågne hele dagen, og når jeg, efter mange timers åbne og udadvendte øjne, lægger mig i sengen igen, forsøger jeg at dreje øjnene indad, så de ser på hjernen – sådan falder jeg i søvn.

#3: Jeg har været ude at vandre i dalens månelandskab og kan konstatere, at jeg over alt er omgivet af små iskolde vandløb. De æder sig driftigt gennem sten og støv, og vasker bløde mostuer frem. Vandet vasker mine hænder følelsesløse og det grønne forekommer mig ganske overnaturligt her på toppen af planeten.

#4: Ude ved kysten er der grønnere – med alt det græs er det som at være et helt andet sted. Månelandskabet fortrænges af rundere fjelde, og jeg tror, jeg ville kunne se rundt om horisontens krumning, hvis ikke det var for skyerne. De ligger utrolig lavt over øen, nogle steder kan man ane bjergtoppene gennem dækket – spidserne stikker op i det frie luftrum ovenover, hvor de projekteres af solen. Hernede er der fugtigt og skyggefuldt. Små stykker af skyen har løsrevet sig fra modermassen og sejler nu ganske hurtigt rundt kun få meter over jorden som flygtige hinsidige fartøjer.

#5: I det høje græs ved Pyramide-bjerget bliver jeg svimmel af varmen og halvblind af lyset. Blodet løber ned i tæerne, som bliver alt for store og jeg må tage skoene af. Der må være næsten 10 grader i dag, men de har rottet sig sammen og føles meget varmere. Jeg befinder mig i et forbilledligt efter-paradis, hvor byens bygninger emmer af evnen til at styrte i grus, og lever op til alle mine forventninger om forfaldsæstetik og frihedsdrømme.

#6: Ved bjerget ligger byen, som er opkaldt efter bjerget. Dets top har form som en enorm trappe, der ingen steder fører hen. Byens hospital, svømmehal, mine, kraftværk og havn hører fortiden til – bygningerne læner sig mod vejrets tålmodige udviskning af først den maling, nogen engang med omhu har smurt på, dernæst af selve træets farve og fibre, der hvor krakeleringerne blotter det mod vinden. Nogen har i stædig kamp mod forfaldet malet et rækværk blåt igen, men byens træværk falmer fortsat mod den specielle tone af hvidt, som kun træ kan få.

#7: I dag er himlen blå og skydækket ganske fint, kun få steder som et letopløseligt net der filtrerer det ultraviolette fra det blå. Nu hvor skyerne blotter himlen, der er som en kikkert, får jeg igen følelsen af at kunne skue uendeligt langt i alle retninger – stik gennem kloden til den anden pol, hvis jeg ser ned gennem mine fødder.

#8: Hvis jeg fokuserer for længe på en bestemt ting, kan jeg miste orienteringen – det er helt tydeligt at jeg ikke længere vender mod øst – og mit blik indsnævres. Tingen bliver midtpunkt for en forarbejdning af verden, den fortrænger andre tings potentiale og overtager al meningsdannelse. Dens tekstur intensiveres og spreder sit system som et filter over mit blik – dens form bliver en maske, jeg ser verden gennem. Når jeg ser ned gennem mine fødder, krummer kompasstjernen lige der, hvor jeg står, og nord-syd-øst-vest er her      er et filter.

#9: I en gammel balletsal i Pyramiden hensygner en tretten år gammel agurk i en vindueskarm. Den er ikke faldet af planten, men har i overlevelsens navn skiftet sin grønne ham ud med en mørk gyldenbrun skorpe, som får den til at ligne en gigantisk rosin. Således er agurken blevet en mester i koncentration. Ingen forstyrrende elementer har afbrudt dens kontemplation, og i tretten år er den hensvundet uafbrudt uplukket i dyb meditation.

#10: I det kraftige modlys ligner du en gammel engel; gennemblæst, blegnet, og brunligt hvid. Dine lemmer er blevet gennemsigtige og lader sig uden modstand penetrere af ilden fra lyset og ilden fra et blik.

#11: Dyret er en smuk historie, en mystisk besøgende fra det ukendte undersøiske som bekræfter frygt og fantasi hos sine beskuere; satinbetrukket gab med sylespidse æderedskaber til findeling af føden i fløjlsbløde omgivelser. I ansigtets faste kapsel glor et nydeligt udskåret, kraftigt lakeret træøje rundt på Pomor museets tyste omgivelser – kunne man mon ved en obduktion af dyret finde andet end rødt stof           rødt materiale, støvet satin
et sidste måltid          måske et redskab glemt i dyrets indre under udstoppelsen?
Dyret er en smuk gæst, som poserer upåklageligt i en forestilling om havet.

#12: Det må være gået utroligt stærkt da de rømmede byen – hospitalsskabene er stadig fyldt med journaler, borde og skuffer med medikamenter og præparater i smukke alarmerende farver. Kabinetterne med ubrugte kanyler, de døde planter, en suppetallerken med borsjtj indtørret til cement, billeder af byens fodboldhold, børnetegninger af birketræer, et flygel bag et scenetæppe, som han viser mig.

#13: Her lugter af linolie, og jeg er lidt nervøs, mens jeg observerer støvpartiklerne i lyset fra vinduerne. Luften føles som sand i mine næsebor, og jeg trækker kun nødtørftigt vejret.
Bagerst i hallen er der et fugtigt, brunt kontor, som lugter af vådt brød. Papiret har overtaget og ligger i dynger på gulvet og disken, hvor det langsomt males til papirmel i luften.

#14: De gik vel ind og ud her hver dag, flere gange om dagen, og de sad og spiste de samme steder, mens de mødte de samme andre mennesker. De gik striber gennem rummet og efterlod sig et indforstået vejnet af vaner, der efterhånden også lod sig indprente i parketgulvets overflade som stier af slid. Når jeg går rundt herinde nu, er jeg i en skov, hvor klæbrigt spindelvæv, jeg ikke har fået øje på, på sætter sig på mit tøj og i mit ansigt, når jeg går.

#15: Jordens overflade er klar og afklædt, bjergene er geometriske muligheder, og på dette sted passer industribygningerne bedre ind, end i noget andet landskab. De er minimale forlængelser på viddernes massive nedslebne kroppe – grå, blå og røde proteser på landskabets urgeometri.

#16: Smeltevandet gemmer sig i havet – som en vendekåbe. Det er sommer og vandet er en slags forsvinding, når det farer henover og former et furet forsvindingspunkt i isen. Bræen stræber gennem landskabet som en råbjergmile af is. Den har indvendige vener under mine fødder, som distribuerer forsvinding over alt. Råbjergmile har et hjerte af sten.

#17: Når jeg sidder på mit værelse og ser på tapetet, har jeg aldrig været alene før. I alle retninger er der langt tilbage. Jeg ved, at kedsomhed er en nødvendig tomhed i selvet, og jeg har i denne 744timers dag siddet længe ved vinduet og ladet mig imprægnere gul og blå af lys. Alligevel forestiller jeg mig skyggen fra træer og små mørke rum, og det er en slags fysisk savn, som sidder i kroppen.