EMMAS ILLUSTRATIONER

Emma Willum Foltinger tegner hverken karikaturer eller virkelighedstro portrætter. De sort/hvide ansigter er noget derimellem. De er mennesker med fisk eller stjerner i håret, blækspruttearme ud af øjenhulerne eller afskårne lemmer. Der er skaldede såvel som behårede, kvinder såvel som mænd, og der er mennesker, der fremstår androgyne.

Når jeg kigger på Emmas tegninger, ser jeg karakterer, der har været ude for noget, karakterer der handler. Et menneske æder en rå makrel, et andet menneske holder om et tredje menneskes pande. Jeg har et håb om, at Emma en dag vil lave en (billed)bog. De historier, hun fortæller med sine illustrationer, gør mig nysgerrig. Jeg får lyst til at lære dem at kende.

Jeg har været veninder med Emma siden dengang, vi gik i gymnasiet sammen. Dengang skete det ikke sjældent, at jeg sad med hånden i vejret og med en pegefinger, der strålede af terperi og skoleartighed, mens Emmas hånd var rettet mod papiret, hvor ansigter, dyr og kroppe pludselig trådte frem. Jeg misundte denne håndsretning, fantasien og hendes sans for komposition. Hun startede senere på Margretheskolens aftentegnekursus og har gået på Den Skandinaviske Designhøjskole. Nu er Emma 23 år og studerer ‘Kommunikationsdesign’ på Designskolen i Kolding, hvor hun er på sit andet år. Af og til føler jeg, at jeg har fået lov til at overvære Emmas kunstneriske fødsel. Nu ser jeg hende vokse.

Jeg ser, i Emmas illustrationer, en interesse for forholdet mellem menneske og dyr. Endnu ved jeg ikke, om det er dyret, der influerer mennesket eller omvendt, men denne tvetydighed er spændende og foruroligende, og det er dén, jeg længes efter at udforske. Fisk kan svømme rundt i pigehår, men de kan også sprælle og bløde i en menneskemund. Og en blæksprutte kan synes at bevæge sig indefra et menneske og ud, fremfor udefra og ind.

Som betragter bliver ens logiske sans sat på prøve, jeg prøver at forstå billederne med min skolede analytiske sans, men sandheden er, at tegningerne opsætter helt nye logikker, som betragteren må acceptere, for at forstå karaktererne. Sådan har jeg lært noget om kunst af Emmas tegninger: At man altid skal læse et billede ud fra billedets egen logik.

Hvor indholdet i illustrationerne er legende, alternativt logiske og ikke realistiske, er formen til gengæld disciplineret, struktureret og sikker. Indhold og form bliver et dikotomisk modsætningspar, hvor uregelmæssighed står over for regelmæssighed, hvor leg står over for struktur, og uro over for ro. Emma skaber sine tegninger med blæk eller tusch i sort/hvide motiver, tegner konturer skarpt op og udfylder felter med sort, og skaber dybde med præcist afsatte prikker eller streger. Sådan spiller tegneteknikken op mod motiverne: Den kan fremstå rolig og enkel, samtidig med at motiverne fremstår modsat.

Ser man fx. på illustrationen af fisken, der bliver spist af et menneske, opstår det foruroligende blandt andet i, at et så voldsomt motiv kan afbildes så sikkert. Formen er hele tiden ved at krakelere på grund af sit indhold. Jeg synes, at det er et ekstremt interessant felt at undersøge i billeder. Og hvis hun ikke er klar over det, vil jeg sige det nu: Kære Emma, jeg er fan.

Jeg viser jer Emmas tegninger, fordi jeg synes, at de kan noget særligt. Jeg ved, at Emma også arbejder med mange andre designområder end tegning, som fx. typografi og tryk, men her har jeg valgt at fokusere på hendes illustrationer. De sidste tre billeder er dog de nyeste tryk. Jeg har desuden stillet hende følgende spørgsmål:

Hvad tænker du om dét kun at benytte sorte tegneredskaber til dine illustrationer?
Jeg elsker at benytte sorte tuscher, når jeg tegner. Det gør at jeg slapper mere af, fordi jeg ikke kan hviske ud og lave noget om 100 gange, indtil det er perfekt. Så bliver illustrationerne også mere rå at se på. Og så er det også skønt at lave små detaljer med en helt tynd tusch, hvilket er lidt sværere med blyant eller andre tegneværktøjer.

Hvor henter du inspiration til dine tegninger henne?
Jeg tegner for det meste, hvad jeg har i hovedet, hvis man kan sige det sådan. Jeg syntes, det er spændende at tegne, hvad jeg tænker på, dét man ikke bare kan tage et billede af. Jeg bliver nødt til at få det ned på papir, for at det bliver ‘virkeligt’. Jeg har altid syntes, at ansigter var enormt spændende at tegne, fordi der skal så lidt til for at ændre et udseende. Og udtryk siger rigtig meget. Men på det sidste har jeg fokuseret rigtig meget på monstre, fordi at det igen er sjovt at tegne noget, der ikke findes, så man kan skabe noget, som ikke kan se ‘forkert’ ud. Men samtidig har de menneskelige karakteristika, som kan minde om at tegne ansigter.

I kan følge Emma på hendes instagram: @emmawillum. Kh Siw.