Back to All Events

TARYN SIMON "AN AMERICAN INDEX OF THE HIDDEN AND UNFAMILIAR"


  • Louisiana, Humlebæk 13 Gl Strandvej Humlebæk, 3050 Denmark (map)
Taryn Simon, An American Index of the Hidden and Unfamiliar, 2007. Hvid tiger (Kenny), selektiv indavl. Turpentine Creek Wildlife Refuge and Foundation, Eureka Springs, Arkansas. Archival inkjet, 94,6 x 113 cm.

Taryn Simon, An American Index of the Hidden and Unfamiliar, 2007. Hvid tiger (Kenny), selektiv indavl. Turpentine Creek Wildlife Refuge and Foundation, Eureka Springs, Arkansas. Archival inkjet, 94,6 x 113 cm.

Med fotografiserien An American Index of the Hidden and Unfamiliar (2007) markerede den amerikanske kunstner Taryn Simon (f. 1975) sig som én af sin generations væsentligste fotografer. Fotografiserien kan i efteråret opleves på Louisiana, hvor den vises som en del af museets udstillingsrække Louisiana One Work.

Om netop denne serie skriver forfatteren Salman Rushdie: I en historisk periode, hvor mange gør sig store anstrengelser for at skjule sandheden for den brede befolkning, udgør en kunstner som Taryn Simon en uvurderlig, modsatrettet kraft. Demokratiet har behov for synlighed, ansvarlighed, lys... På en eller anden måde har Simon overtalt en god håndfuld beboere af skjulte verdener til ikke at fare i skjul når lyset tændes, som kakerlakker og vampyrer gør, men at posere stolt for hendes invaderende linse...

An American Index of the Hidden and Unfamiliar portrætterer det amerikanske samfund ved en afdækning af en række steder, der kun har det til fælles, at de normalt er utilgængelige for den brede offentlighed. Serien omfatter så forskellige motiver som radioaktivt affald nedsænket i vand, en udgave af Playboy Magazine i blindskrift, buret, som en dødsdømt fange kan bevæge sig i udendørs, levende HIV-virus, en indavlet albino-tiger og opbevaringsstedet for nytrykte dollarsedler.

Bag hvert enkelt fotografi ligger en årelang research, der har skaffet kunstneren adgang til disse sjældent viste steder og som afsluttende kulminerer i ét enkelt fotografi med tilhørende tekst. Taryn Simon afdækker USA’s skjulte steder som en spion, men projektet er drevet af en fascination af det sjældne eller kuriøse som hos en samler.

Tilsammen giver fotografierne et dybt fascinerende indblik i skjulte strukturer og mekanismer, der gemmer sig under overfladen i USA's nationale kultur, og som udgør landets fundament, mytologi og daglige funktioner. Simons billeder tegner et splintret portræt af en nation, hvor videnskab, religion, medicin, underholdning, natur, sikkerhed og politik forbinder sig på overraskende måder.

Ideen til projektet fik kunstneren i perioden efter terrorangrebene den 11. september 2001, hvor de amerikanske myndigheder og medier i jagten på masseødelæggelsesvåben var optaget af at opspore og afdække skjulte informationer uden for USA's grænser. Midt i denne informationskrise valgte Taryn Simon at vende blikket indad mod USA og undersøge sit lands egne, indre grænser og kontrasten mellem de særligt udvalgtes og den almindelige borgers adgang til viden. Med sit portræt af USA's skjulte infrastrukturer har Taryn skabt et værk, der undersøger adgangen til information og viden som et grundlæggende asymmetrisk forhold.

Selv siger Taryn Simon: ”Hvordan mon absolut gennemsigtighed egentlig ville se ud? Jeg kan ikke forestille mig, hvilken form den ville have. Og om den overhovedet er mulig. Projektet var et forsøg på at se centrum med mine egne øjne. Men det, du ender med at indse, er, at du ikke kan komme til centrum – hvem ved, om der overhovedet er et centrum. Et fotografi er altid blot endnu et udgangspunkt for at se på noget, på et tidspunkt, hvor du var tættere på end de fleste mennesker...”.

Earlier Event: October 15
MIKA ROTTENBERG "CHEESE"
Later Event: November 2
PERFORMANCESERIE: "AUTO FLT AP OFF"