Back to All Events

SYS HINDSBO "SMÅ OG STORE SKITSER"


  • Skitsehandlen, Faaborg Torvet 3 Faaborg, 5600 Denmark (map)
Sys Hindsbo gennemgår sine skitser i sit atelier i Fjællebro på Midtfyn. Pr foto.

Sys Hindsbo gennemgår sine skitser i sit atelier i Fjællebro på Midtfyn. Pr foto.

Pressemeddelelse, januar 2020

Sys Hindsbos små, sorte skitsebøger indeholder et væld af menneskekroppe, dyr, planter, skulptur-tegninger og forskellige detaljestudier, bl.a. fra sine rejser i Italien. Skitsehandlen viser nu et udvalg af Sys Hindsbo løsrevne skitser sammen med tre kæmpestore skitser til ikke-realiserede malerier.

De løsrevne sider fra kunstnerens skitsebøger bliver solgt (indrammede) fra udstillingsåbningen lørdag d. 18. januar og senere på Skitsehandlens hjemmeside skitsehandlen.dk.

Indblik i kunstnerens arbejdsproces
Sys Hindsbos skitsebogs-skitser og store skitser giver et særligt indblik i kunstnerens arbejdsproces i atelieret i Fjællebro på Midtfyn. Hun har engang fortalt, at billederne tager sit udgangspunkt i en stemning eller et instinkt snarere end en klar idé. Dyr og mennesker finder sammen i absurde eller humoristiske situationer. Hun tegner billedernes figurer med en tynd streg, som herefter bliver rettet til, visket ud, eller tegnet over. Nogle tegninger går igen i malerier, mens andre bliver i skitsebøgerne som en grafisk note om et sted, en stemning eller en ting. Skitserne er mere nøgne end malerierne, og de koncentrerer sig ofte om en enkel figur eller en enkel detalje, som f.eks. et ben eller et ansigtsudtryk.

Sys Hindsbo gennemgår skitser i sit atelier i Fjællebro på Midtfyn. Pr foto.

Sys Hindsbo gennemgår skitser i sit atelier i Fjællebro på Midtfyn. Pr foto.

Sys Hindsbo: Skitse af en mand og en kat. Fra en større skitse. Pr foto.

Sys Hindsbo: Skitse af en mand og en kat. Fra en større skitse. Pr foto.

Modellerede kroppe
Kunstnerens billeder er ofte fyldt med kroppe. Skitsernes dyre- og menneskekroppe har vægt og fylde, og det skyldes sandsynligvis kunstnerens oprindelige uddannelse som billedhugger. Uddannelsen krævede, at man tegnede og modellerede efter levende model ofte i flere timer om dagen, og skitserne viser, at kunstneren har en intuitiv forståelse af sit motiv som en tredimensionel ting i et rum. Billedernes kropslighed er tydelig, når man selv står over for de store malerier eller tegninger, hvor dyrene og figurerne møder os en-til-en, og man finder samme fortrolighed i skitsernes få og koncentrerede streger.

Sys Hindsbo: Skitse af et får. Fra skitsebogen. Pr foto.

Sys Hindsbo: Skitse af et får. Fra skitsebogen. Pr foto.

Om kunstneren:
Det er en landskendt og bredt anerkendt dansk kunstner, som indleder Skitsehandlens udstillingsprogram i 2020. Grafiker og billedhugger Sys Hindsbo (f. 1944) er uddannet på Kunstakademiets Billedhuggerskole 1962-1965, Grafisk Skole 1965-1969 samt på Skolen for mur- og rumkunst i 1970. Hun har en lang række solo- og gruppeudstillinger bag sig, har illustreret flere bøger og haft flere tillidshverv og formandsskaber i dansk kunstliv, bl.a. som medlem af Akademirådet 1984-90, medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1989-2002, formand for Akademirådet 1999, Akademirådets præsident 1999-2002 og formand for de to billedkunstneriske udvalg i Statens Kunstfond 2002-2005. Hun er en del af kunstnergruppen Decembristerne, og hun har været en væsentlig del af udviklingen af Det Fynske Kunstakademi, hvor hun underviste på den grafiske linje fra 1983 til 1998. Hun flyttede til Fjællebro på Fyn i 1983.

Fernisering: Lørdag d. 18. januar, kl. 12-13.
Kunstneren vil være tilstede ved åbningen, og Skitsehandlen giver et glas vin/æblemost.
Udstillingsperiode: D. 18. januar - 15. februar, 2020.