Back to All Events

SIGURÐUR GUÐJÓNSSON "LIGHTROOM" 📷


  • Regelbau 411, Thyholm Hovedvejen 1 Thyholm, 7790 Denmark (map)

Sigurður Guðjónsson, Lightroom. Foto: Mikkel Kaldal.

Pressemeddelelse, januar 2022

Den 18. januar 2022 åbner Regelbau 411 udstillingen LIGHTROOM af islandske Sigurður Guðjónsson. Udstillingen præsenterer en rejse ind i teknologiens kerne og en undersøgelse af dens relikvier.

Gennem syv videoinstallationer reflekterer Guðjónsson over apparater og maskiner, der er blevet overhalet af den teknologiske udvikling og efterhånden henstår som erindringer fra vores kollektive fortid.

I værkerne går tiden langsomt. Sagte og rungende billeder afslører bevægelser og forandringer i teknologiens indre processer og synliggør en ellers uset sekvens af rytmer, spejlinger og mønstre.

På tærsklen mellem genkendelige mekaniske aktiviteter og abstrakte billeder fokuserer Guðjónssons værker på elektroniske komponenter, der løsrives fra hverdagslivet og træder frem i et nyt og poetisk lys.

Sigurður Guðjónsson, Lightroom. Foto: Mikkel Kaldal.

Sigurður Guðjónsson, Lightroom.
Foto: Mikkel Kaldal.

Sigurður Guðjónsson, Lightroom. Foto: Mikkel Kaldal.

I Regelbau 411's bunkere genoplives disse aktiviteter, blottet for deres oprindelige funktioner og værdi. I processen forskydes vante opfattelser af fortidens genstande og objekterne omdannes fra almindelige hverdagsobjekter til mystiske artefakter, der rummer usete kræfter med påmindelser om svundne tider.

Vi opfatter ofte den teknologiske udvikling som en proces, der truer med at bryde vores forbindelser til fortiden. Med udgangspunkt i moderne teknologi – digital video og lyd – skaber udstillingen sammenfletninger mellem fortid og nutid og bringer nyt liv til fortidens ruiner.

Sigurður Guðjónsson, Lightroom. Foto: Mikkel Kaldal.

Sigurður Guðjónsson, Lightroom. Foto: Mikkel Kaldal.

Sigurður Guðjónsson, Lightroom. Foto: Mikkel Kaldal.

Sigurður Guðjónsson, Lightroom. Foto: Mikkel Kaldal.

Sigurður Guðjónsson arbejder med levende billeder og installationer, hvori nøje konstruerede lydlandskaber skaber organiske synergier mellem lyd, visualitet og rum. Værkerne udspiller sig i feltet mellem menneskeskabte konstruktioner, maskiner og teknologisk infrastruktur, ofte i samspil med naturlige elementer. Heri skabes immersive kompositioner, der engagerer beskueren i synæstetiske oplevelser.

Udstillingen er kurateret af Matilde Best og Simon Thykjær.

Udstillingsperiode: 18. januar - 13. marts, 2022.
Åbningstider: Hver dag fra kl. 10-17.
Regelbau 411 har gratis entré.

Udstillingen LIGHTROOM er generøst støttet af Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Knud Højgaards Fond, Nordisk Kulturfond, Færchfonden og Det Obelske Familiefond.