Back to All Events

SMK I THY: NANA FRANCISCA SCHOTTLÄNDER "LANDSKABNINGER"


  • SMK Thy (Doverodde Købmandsgård), Thy Fjordstræde 1 Hurup Thy, 7760 Denmark (map)
SMK Thy, Doverodde Købmandsgård. PR foto.

SMK Thy, Doverodde Købmandsgård. PR foto.

Pressemeddelelse, april 2019

SMK Thy åbner sæsonen på Doverodde Købmandsgård

SMK Thy er klar med sit program for 2019. Sæsonen skydes i gang med en stor og rumlig installation af kunstneren Nana Francisca Schottländer, en fortælling om SMK’s rolle som nationalgalleri i Danmark samt aktiviteter i hele påskeferien for alle aldre. Sæsonåbning er den 13. april på Doverodde Købmandsgård.

SMK Thy, Doverodde Købmandsgård. PR foto.

SMK Thy, Doverodde Købmandsgård. PR foto.

Statens Museum for Kunst er i fuld gang med at rejse penge og planlægge ombygningen af det gamle pakhus, der skal blive til en filial af SMK i Thy. Men allerede nu åbner museet for de første aktiviteter på Doverodde Købmandsgård. SMK har lagt sidste hånd på programmet i Thy i 2019.

”Vi er meget glade for, at vi nu kan byde thyboerne og alle interesserede inden for til de første aktiviteter. Vi brugte 2018 på at lære thyboerne at kende og få deres input til, hvad SMK i Thy skal kunne. Det har vi arbejdet på at konkretisere, og nu er vi klar til at vise de første aktiviteter frem,” siger Mikkel Bogh, direktør for SMK.

Sæsonen skydes i gang d. 13. april med velkomsttaler og en artist talk med Mikkel Bogh og Nana Francisca Schottländer.

Udstillinger med præg af Thy
Hele sæsonen præsenterer SMK en rumlig installation under navnet Landskabninger, der er udviklet af den danske kunstner Nana Francisca Schottländer. I installationen, der strækker sig gennem flere rum, er der fokus på Thys særlige kendetegn som vand, vind og jord. Kunsteren undersøger ved brug af egen krop, hvordan mennesker formes af landskaberne omkring os, og hvordan vi former dem tilbage generation efter generation.

På Købmandsgården præsenterer SMK også museets historie og fortællingen om landets nationalgalleri. Præsentationen diskuterer emner som national selvforståelse, og hvad der er med til at skabe den. Hvordan kommer den nationale selvforståelse til udtryk i kunsten? Og hvilken rolle spiller geografisk tilhørsforhold, etnicitet og køn for vores forestillinger om (dansk) identitet?

Sand. Nana Francisca Schottländer, Landskabninger, 2019.  Foto: Frida Gregersen.

Sand. Nana Francisca Schottländer, Landskabninger, 2019.
Foto: Frida Gregersen.

Vind. Nana Francisca Schottländer, Landskabninger, 2019.  Foto: Frida Gregersen.

Vind. Nana Francisca Schottländer, Landskabninger, 2019.
Foto: Frida Gregersen.

Påskeaktiviteter for store og små
Påskeferien byder også på en række andre aktiviteter på Doverodde Købmandsgård. Temaet er hav, storm, blæst og solskin efter inspiration fra den kendte maler Jens Søndergaard. Her vil to af SMK’s kunstnere, Mette Vangsgaard og Tine Hecht-Pedersen, stå klar med akvarel, maling, farvekridt og materialer, så alle kan komme forbi og eksperimentere. Værkstedet er gratis.

Desuden vil der være familieture og omvisninger hver dag i påskeferien. Og de små kan spille vendespil og lægge SMK-puslespil. Der er åbent hver dag i ferien, fra den 13. april til den 22. april kl. 11-16.

Flere aktiviteter resten af året
Landskabninger og præsentationen om Statens Museum for Kunst løber fra den 13. april til og med efterårsferien i oktober. I løbet af året vil der komme flere aktiviteter – blandt andet med et stort åbent arrangement under overskriften SMK Fridays den 7.-8. juni, hvor der er fokus på kunst og natur. I september åbner SMK for en uges aktiviteter om Dansk Guldalder.

Fakta om Statens Museum for Kunst
SMK er Danmarks nationalgalleri og hele landets kunstmuseum.

Statens Museum for Kunst arbejder på at gøre museets store samling af kunst tilgængelig for langt flere danskere. Derfor ønsker SMK at bringe kunstsamlingen ud til flere dele af den danske befolkning – og derfor drømmer SMK om at åbne en filial på Doverodde Købmandsgård i Thy.

Vand. Nana Francisca Schottländer, Landskabninger, 2019. Foto: Frida Gregersen.

Vand. Nana Francisca Schottländer, Landskabninger, 2019. Foto: Frida Gregersen.


Sæsonåbning på SMK i Thy: 
Landskabninger af Nana Francisca Schottländer.

Oplev en en rumlig installation under navnet Landskabninger, der er udviklet af den danske kunster Nana Francisca Schottländer. I installationen er kunstneren optaget af Thys særlige kendetegn som vand, vind og jord. Hun undersøger ved brug af egen krop, hvordan mennesker formes af landskaberne omkring os, og hvordan vi former dem tilbage generation efter generation.

Sæsonåbning: 13. april, 2019. Kl. 11-16.
Velkomsttaler, omvisninger, åbent værksted og artist talk med Nana Francisca Schottländer. 
Udstillingsperiode: D. 13. april – 20. oktober 2019.

Find yderligere info på Smk.dk