Kinga Bartis, detail. Foto: Anders Sune Berg.

Pressemeddelelse, juni 2022

I Kinga Bartis’ værk er nærmest alt i bevægelse. De ting, som vi sædvanligvis skelner fra hinanden, flyder her sammen. En menneskekrops omrids sløres i havets strøm. Havet glider over i himlen. En fugls vingeslag gribes af vinden og går i et med skyerne. Bartis’ værker er som økosystemer. Intet kan anskues isoleret. De forskellige elementer er ikke afgrænsede af klare konturer. De vibrerer. Alting er ikke blot animeret. Tingene er også så sammenvævede, at de animerer hinanden.

Med Bartis’ udstilling Shores of Selves på Tranen præsenteres en verden, hvor alt har et selv, men selvet er i forandring og uden afgrænsning. En ting kan have et selv, men kan også dele det med andre. Bartis maler ikke blot mennesker, dyr, planter, havet, himlen og himmellegemerne i sig selv. Bartis maler også, hvad de er for hinanden. Stedet, hvor et element ender og et nyt begynder, er flydende ligesom kysten, hvor hav møder land – som omfavnelse, som sammenstød, som sex, som kamp. Det samme gælder malerierne og gulvtæppet på udstillingen, der nok indtager hver sin plads, men samtidig flyder over i hinanden.

Bartis voksede op i det ungarske mindretal i Transsylvanien, Rumænien, og siden som immigrant i Ungarn, hvor hun tog en kandidat i samfundsvidenskab, inden hun flyttede alene til Danmark, hvor hun tog sin anden uddannelse på kunstakademiet i København. Som sådan har hun ofte tænkt på sociologen Georg Simmels begreb om den fremmede, der føler sig fraværende i sine nærmeste omgivelser: Uden et sted hun kan kalde sit hjem, og et modersmål, der dækker hendes livsverden. Hendes mest flydende sprog er at finde i malerierne, hvor kultur, normer, grænser, hierarkier, regler og sågar naturlove er i skred. Kunstnerens biografi er en indgang til værkerne, men de handler ikke om ét liv, men adskillige liv og livsformer.

Mennesket i Bartis’ malerier er ikke blot udflydende og uadskilleligt fra dets omgivelser. Menneskefiguren er også i flere malerier på Shores of Selves mangfoldiggjort. Bartis udforsker kroppe, hvor det enkelte menneske udfolder sig som et hav af figurer; eller et hav af figurer opsluges og omsluttes af blot et legeme. Menneskene antager ofte velkendte skikkelser, der dog forandrer sig til uigenkendelighed. Der er den moderlige krop, der bliver født af og giver liv til vandplanter. Der er den sensuelle krop, der ikke bare elsker med andre kroppe men med alt, hvad den er omgivet af. Der er den billedskønne krop, hvis hoved og organer muterer på monstrøs vis og knopskyder som en blomst. Og så er der et væld af munde, øjne og vaginaer, der alle er så åbne mod verden, at de ikke er forankret i noget legeme overhovedet. Rodløshed bliver i malerierne ikke bare dyrket som tab, men som åbning mod et rigt rum af muligheder og flertydighed; som en anden måde at tænke, at føle og at være i verden på – ligesom eksempler i plante- og dyreriget på bevidsthed uden hjerne, følelser uden centralnervesystem og forplantning uden kønsorganer.

To motiver, der er sammenvævede og danner en rød tråd i Bartis’ værk, er krop og vand. Som Bartis bemærker, er der en lang tradition fra Botticellis Venus’ fødsel til Ingres’ Kilden for at afbilde vand som kvindens element, og ikke desto mindre er de to forblevet strengt adskilte. Ligegyldigt hvor meget kvinderne bader, forbliver de tørre. Både vandet og kvinden er passive ressourcer, som man ved, hvor man har. Hos Bartis forholder det sig omvendt. I et maleri er havet i selve menneskekroppen, som kigger mod horisonten. I andre malerier er kroppene i havet. I Bartis’ malerier er, hvad der forstås ved såvel kvinde som ved vand mindre definerede og til konstant forhandling.

Bartis’ malerier er figurative og samtidig abstraherede. Figurer dukker op i vandskabet, forsvinder i det, hæver sig over det, går i et med det eller går under. Det er billeder på både individ og verden i hastig transformation. Omgivelserne er omskiftelige, og overlevelse kræver og kalder på konstant forvandling. Det være sig som metamorfose, tilpasning eller camouflage. Men det er også billeder på en verden, hvor krop, identitet, art med mere er flydende og hierarkier udviskes. En ting glider over i en anden, måske endda sin modsætning – ligesom forgrund og baggrund i billederne udviskes eller bytter plads.

En række af tidens store overlappende temaer og debatter lurer under overfladen: Diverse feminismer, køn, seksualitet, posthumanisme, økologi, biodiversitet, havvandsstigninger, migration, plante- og dyrerigets intelligens og sensibilitet med mere. Men Bartis positionerer sig ikke klart i en eksisterende debat. Hun er snarere optaget af, hvordan et tema glider over i, oplyser og skygger for et andet tema. Bartis’ værker kan virke højaktuelle. Samtidig genkalder de interkønnede guder, metamorfoser og aseksual reproduktion, som man kender fra græsk mytologi og andre kosmologier, såvel som evolutionære teorier om menneskets oprindelse i verdenshavet og fremtidsvisioner om en oversvømmet verden.

– Toke Lykkeberg, Leder af Tranen.

Kinga Bartis (f. 1984) er født i Transsylvanien, Rumænien, og bor og arbejder i København. Bartis dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2018. Blandt hendes seneste udstillinger kan nævnes soloer i København hos Galleri Nicolai Wallner og Outpost Gallery samt gruppeudstillingen Soil.Sickness.Society på Rønnebæksholm i Næstved.

Tranens udstillingsprogram: Shores of Selves er er en del af Tranens program med ekstemporær kunst. Fokus er på den del af samtidskunsten, som ikke er fokuseret på samtiden. Når alt fra økosystemer til teknologi udvikler sig med stadig højere hastighed, bliver samtiden flygtig og uhåndgribelig. Den skrumper. Til gengæld vokser vor viden om fortiden konstant. Spekulationer om fremtiden tager til. Spørgsmålet om, hvor vi befinder os idag, bliver til et spørgsmål om, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Som del af denne bevægelse er megen samtidskunst ikke længere kontemporær, hvilket bogstaveligt talt vil sige ’med tiden.’ I stedet er den ’ekstemporær’, altså ’ude af tiden’ eller samtiden.

Fernisering: Torsdag d. 9. juni, 2022. Kl. 17-19.30.
Udstillingsperiode: 10. juni - 18. september, 2022.

Udstillingen er generøst støttet af Statens Kunstfond og Knud Højgaards Fond.