Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING ”METAMORPHOSER”


  • Sophienholm, Kgs. Lyngby Nybrovej 401 Kongens Lyngby, 2800 Denmark (map)

Christine Overvad Hansen, Faidra’s Fury (2021). Foto: David Stjernholm.

Pressemeddelelse, august 2022

Intet i verden forgår, må I tro, men det hele forandres, bliver forskelligt fra før… Men selvom der flyttes rundt på de enkelte dele, forbliver dog summen den samme.
— Citat fra Ovids sang XV, vers 254-258

Udstillingen METAMORPHOSER er en samling af kunstneriske ytringer i en samtid, hvor alt er til forhandling, kan forvandles og morfes, hvor det biologiske og det digitale fusioneres, hvor køn og identitet transformeres og hvor vi forsøger at finde en samhørighed med naturen.

Syv samtidskunstnere, der hver især har markeret sig på den danske og den internationale kunstscene de seneste år, deltager på udstillingen, kurateret af Kunsthistoriker Jane Løvschall Dolmer og Barbara Læssøe Stephensen, chef for Sophienholm. “Vi er utrolig stolte over at kunne bringe så markante danske samtidskunstnere sammen på en udstilling under et tema, som i den grad har vist sig at være aktuelt. Da vi først fik øje på tendensen – at forvandlinger og metamorphoserne var så stærkt til stede i samtidskunsten – havde vi virkelig gode værker at vælge imellem, og genremæssigt vil udstillingen derfor vise både tegning, skulptur, installation, maleri, video og sågar performance”, siger kurator Jane Løvschall Dolmer.

Kinga Bartis, The only way out is through (2020). Pressefoto.

Hos Nanna Abell genopstår eller omdannes hverdagsobjekter til menneskelignende skikkelser og giver liv til et reklamebanner eller en campingstol. Christine Overvad Hansens skulpturer går i symbiose med mekaniske motorer og blander materialer som epoxy, pels, bronze og sågar salt og æteriske olier. I Kinga Bartis’ malerier flyder elementerne og menneskerne sammen, mens Helene Nymanns har vakt stor opmærksomhed med sine videoværker, der endda forsøger at skabe forandringer hos beskueren – med hjælp fra antikkens Medusa.

Metamorphoser er et klassisk græsk begreb for ting, der smelter sammen, og et interessant fællestræk ved værkerne udvalgt til udstillingen er, at de kredser om og trækker på antikkens myter. Sif Itona Westerberg er repræsenteret med to af sine kendte relief-parafraser over antikkens Dionysosfigur, Amalie Smith leder med infrarødt kamera efter farve og liv i Akropolis’ figurer og Johanne Helga Heiberg går endnu længere tilbage med sine illustrationer til et digt forfattet for over 4000 år siden. “METAMORPHOSER er en samtale med den samtid, vi er en del af, og vi stræber efter, at udstillingen både afspejler og udvikler samtalen. Et særligt nysgerrigt blik kastes på det fænomen, at antikkens og middelalderens myter og fabler ofte bliver inddraget, bearbejdet og taget under genbehandling: Hvad er det, kunstnerne ser i antikken og de klassiske myter? Og hvordan kan de tolkes ind i en nutidig kontekst?”, udtaler Barbara Læssøe Stephensen.

Udstillende kunstnere: Nanna Abell, Christine Overvad Hansen, Kinga Bartis, Helene Nymann, Sif Itona Westerberg, Amalie Smith, Johanne Helga Heiberg

Udstillingsperiode: 20. august – 6. november 2022
Åbningstider: Tirs-fre: kl. 11-20, lør-søn: kl. 11-17.

Udstillingen er gjort mulig med støtte fra: Augustinus Fonden, Arne V. Schleschs Fond, Grosserer L.F. Foghts Fond og Statens Kunstfond. Tak til File Under Pop for farvesætning.

Earlier Event: August 19
JAVIER ALVAREZ SAGREDO