Back to All Events

FORENSIC ARCHITECTURE "VIDNER"


  • Louisiana, Humlebæk Gl Strandvej 13 Humlebæk, 3050 Denmark (map)

Forensic Architecture, Bombing of Rafah – Multiple images and reconstructed bomb clouds are arranged within a 3D model of Rafah, Gaza.

Pressemeddelelse, maj 2022

Vidner er den femte udstilling i serien Arkitekturens værksteder Louisiana og præsenterer Forensic Architecture, som på ingen måde minder om en traditionel tegnestue. Her praktiseres retsteknisk arkitektur med det formål at undersøge krænkelser af menneskerettigheder og forbrydelser begået af stater, udøvende magter, militær og virksomheder.

Forensic Architecture er ledet af arkitekt Eyal Weizman, og tæller, foruden arkitekter, billedkunstnere, forskere, softwareudviklere, journalister, jurister og animatorer. I samarbejde med græsrodsorganisationer, internationale NGO’er og medieorganisationer repræsenterer deres efterforskninger mennesker, der er berørt af blandt andet politiske stridigheder, politivold, grænsekonflikter og miljøskadelig virksomhed.

Forensic Architecture analyserer rum i ordets bredeste forstand og bruger arkitektens metoder til at se på verden. At visualisere og tegne i 3D skal ikke alene rekonstruere et rum, men også dokumentere det, der har fundet sted. Deres arbejde ligger langt fra, hvad vi forbinder med normal praksis på en tegnestue. Forensic Architecture giver stemme til materialer, strukturer og mennesker ved at oversætte og formidle deres vidnesbyrd og fortælle deres historier i billeder og lyd. I det øjeblik forbrydelse og bevismateriale bliver rumligt analyseret, får de et visuelt format. I den forstand er Forensic Architecture også en æstetisk praksis, der forsker i, hvordan information kan fremstilles og formidles. Efterforskning og fremstilling af vidneudsagn er afhængig af måden, hvorpå en hændelse sanses, dokumenteres og præsenteres.

Forensic Architecture, Hebron, Testimonies of Violence, 2018-20.

Forensic Architecture, Airstrikes on M2 hospital in Aleppo, Syria, 2016. Sammenstilling af billeder og videoer dokumenterede deres indbyrdes sammenhæng og gjorde det muligt at lokalisere bygningen i Aleppo.

Forensic Architecture, Airstrikes on M2 hospital in Aleppo, Syria, 2016. Sammenstilling af billeder og videoer dokumenterede deres indbyrdes sammenhæng og gjorde det muligt at lokalisere bygningen i Aleppo.

Vidner, spor, data
Udstillingen på Louisiana består af tre dele. I den første del, Vidner, præsenteres de forskellige typer vidner, spor og data, der udgør kernen i arbejdet hos Forensic Architecture. Et stort videoværk viser, hvordan forskellige vidnesbyrd dokumenteres og fremstilles i arkitektoniske modeller.

Udstillingens anden del, Sansemåder, fortæller om arbejdet med at aflæse forandringer i materialer som fx mursten, blade eller røgskyer – materielle vidner. Her vises metoder som 3D-modellering, feltarbejde, machine learning, opbygning af billedrum og rekonstruktioner. I Louisianas Skulpturpark og i udstillingens anden del er to rekonstruktioner af gerningssteder opført i skalaforhold 1:1:

Den ene rekonstruktion er et rum ramt af droneangreb i Miranshah i Nord-Waziristan i 2012, hvor fire mennesker blev dræbt. Tusinder af civile er blevet dræbt af amerikanske droner i området siden 2004, men CIA har hverken be- eller afkræftet hændelserne. Forensic Architecture har kortlagt et enkelt angreb og demonstreret, hvordan man kan påvise angrebene og de civile tab.

Den anden rekonstruktion er en internetcafe i Kassel, hvor 21-årige Halit Yozgat bliver skudt og dræbt af en nynazistisk gruppering. En agent fra den tyske indenrigsefterretningstjeneste (Verfassungssschutz) var til stede på caféen, men hævdede ikke at have overværet selve mordet. Rummet er bygget op for at rekonstruere agentens vidnesbyrd og efterprøve politiets egen rekonstruktion af agentens færden. I denne del af udstillingen bliver vi ført ind i bevisførelsen mod agenten, ind i Forensic Architectures egen retssal.

Udstillingens tredje del, Omrejsende vidner, fortæller om vidner, der dokumenterer deres forsøg på at krydse grænser i Europa. Spørgsmål om migration og grænsepolitik udfolder sig sammen med øjenvidnets dokumentation og oplevelser og Forensic Architectures kortlægning af deres rejser.

Forensic Architecture, The Murder of Halit Yozgat, 2017. 21-årige Halit Yozgat blev i 2017 skudt og dræbt på en internetcafé i Kassel af en nynazistisk gruppering. Tegnet 3D-model klippet sammen med optagelser fra en rekonstruktion af gerningsstedet.

Retsteknisk arkitektur
Set i forhold til den etablerede efterforskning af konflikter og forbrydelser arbejder Forensic Architecture med en række utraditionelle og anderledes metoder, der belyser hændelser med udgangspunkt i rum. Udstillingen fokuserer på det at vidne som en rumlig praksis. Vidner og vidneudsagn kan være andet og mere end voce viva, det talte ord, i en retssal. Og alle materialer, som eksempelvis blade, støv og mursten, kan vidne. Forensic Architecture undersøger og giver stemme til materielle spor ved at bruge open source data og analysere dem via banebrydende metoder, som de til dels selv har udviklet. Eksempelvis metoden ’stedsspecifikt vidnesbyrd’, hvor efterforsker og vidne, ved hjælp af 3D-modeller, sammen rekonstruerer de rum, hvor traumatiske begivenheder har fundet sted. At fortælle gennem rum hjælper vidnet til at huske, og gør det muligt for Forensic Architecture at visualisere bevisførelsen.

Deres vigtigste kilder er typisk offentligt tilgængeligt materiale fra sociale medier, blogs, statslige hjemmesider, kilder med satellit-data, nyhedssites mv. Ved at bearbejde disse data og gøre efterforskningerne tilgængelige på nettet og ved at udstille udvalgte sager på gallerier og museer bringer Forensic Architecture efterforskningen ind i en ny type retslokale.

Forensic Architecture, Shipwreck at the Threshold of Europe, Lesvos, Aegean Sea, 2015. En helikopter kredser over det forliste skib. Foto: Amel Alzakout.

Udstillingsperiode: 20. maj – 23. oktober, 2022.
Åbningstider: Tirs-fre: kl. 11-22, lør-søn: kl. 11-18.

Louisiana Lecture m. Eyal Weizman: Lørdag d. 21. maj kl. 15 kan man opleve Eyal Weizman i koncertsalen. Her lancerer Informations Forlag Weizmans bog Retsteknisk arkitektur: vold på tærsklen til sporbarhed.

Louisianas arkitekturudstillinger er støttet af den filantropiske forening Realdania. ARKITEKTURENS VÆRKSTEDER: FORENSIC ARCHITECTURE – VIDNER er tilrettelagt af museumsinspektør Kjeld Kjeldsen og kurator Mette Marie Kallehauge. Udstillingsarkitekt er Luise Hooge Lorenc.