Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "EFTER VI ER GÅET"


  • Vandrehallen (Hillerød Bibliotek), Hillerød 1 Christiansgade Hillerød, 3400 Denmark (map)
Jakob Hunosøe "Spejl reflekterer dør", 2017.

Jakob Hunosøe "Spejl reflekterer dør", 2017.

Pressemeddelelse:

I Vandrehallens udstilling, ”Efter vi er gået”, undersøger 4 billedkunstnere den materielle verden omkring os, når vi selv er fraværende. Det er både urovækkende, humoristisk, sanseligt og poetisk.

Steder gemmer på vidnesbyrd om os mennesker. Som små ledetråde om, hvem vi er, sætter vi hver dag spor efter os i de mange forskellige sociale rum, som vi indgår i. Vores levevis kan spores i de ting, vi omgiver os med, og efterlader på vores arbejdsplads, i hjemmet, på gaden osv. Og ofte er det, når vi har forladt et sted, at vi paradoksalt nok synes at være mest tilstede.

Men hvad sker der egentligt, når vi er fraværende? Hvor meget kan vi kontrollere den virkelighed, vi forlader, og hvor meget tager tingene over, og lever deres eget liv? Det undersøger de fire billedkunstnere, Søren Assenholt, Nanna Debois Buhl, Jacob Hunsøe og Thomas Søegaard Böstrøm på udstillingen, ”Efter vi er gået”, i Vandrehallen på Hillerød Bibliotek.

Fælles for de fire kunstnere er, at sammenhængen mellem ting og steder er centrale som undersøgelsesfelter. Hos Søren Assenholt er det ubemandede bibliotek rammen om et destabiliseret kontorlandskab, hvor det kontrolløse tager over i personalets fravær. Også Jakob Hunosøe udfordrer tanken om det, vi kender, i sine spøgefulde fotografiske eksperimenter, hvor ting fra hjemmet ikke opfører sig helt, som de plejer. I Nanna Debois Buhls bidrag er Københavns gader det stedsspecifikke omdrejningspunkt for en poetisk undersøgelse af, hvordan gadeskrald kan kortlægge en bys eget liv. Og hos Thomas Søegaard Boström er ”stedet” barndommen, som han genbesøger, og prøvende giver et tidsbillede af gennem ting fra genbrugsbutikker og sine egne børns gemmer.

Fernisering: lørdag d. 20. maj kl. 13-14.30 | Facebook event
Åbningstider: Man.-tors. kl. 10-18. Fre.-lør. kl. 10-14. Søn. uden for betjeningstid er der kun adgang, hvis man er tilmeldt låner på Hillerød Bibliotek.