PORTAL 2/3 | MENTAL KORTLÆGNING

Billetkontor.

Dette er anden del, ud af en serie på tre, om mit afgangsprojekt fra Arkitektskolen; et moderne kunstmuseum kaldet Portal. I første indlæg skriver jeg om Portal som koncept, og i dette går jeg i dybden om de steder, Portal flytter ind.

I Portal er det første sted, du kommer til, og det eneste sted du har en adresse til, billetkontoret på havnen. Denne del af havnen har ingen åbenlys funktion. Her er meget åbent… nærmest øde, som en asfaltørken. Billetkontoret ligger som en del af en kort perlerække af barakker, hvoraf den ene er en pølse”vogn”. Engang imellem kan det virke som om, at alt liv i Kalundborg er koncentreret i denne pølsevogn. Den nærmeste portal ligger i en gade, der fører ind mod den mere centrale bydel. Rendestenen er gul af cigaretskodder i den første del af gaden, der bebos af de brune beværtninger; Café Lillebælt og Havtasken.

Bordellet.

Ved siden af har Tony frisørsalon, grill og slikbutik på stribe; alle med samme pizzaria-skiltning der kun differentieres ved navn. “Tony’s frisørsalon” … jeg forestiller mig, at man får serveret pizza til sin klipning og føler mig sært draget. Foran er Tonys røde Mercedes anno ’84 parkeret. Det ser sgu meget fedt ud med det røde i det italienske flag, sammen med den gamle røde spand.

Første portal ligger lidt længere nede af gaden, flankeret af to huse med blafrende “Til salg”-skilte på. Det må være det sjette “Til salg“-skilt på denne gade. Vinduerne er sorte og støvede som døde øjne. Sådan er det her – enten er vinduerne sorte og døde, eller også er de lukkede til med gardiner og persienner. Det gør, at man på en måde føler sig uvelkommen. Her er ingen mennesker… Det er husene, de døde objekter, der møder dig, og det er husene, der er lukket helt af.

Byhus ved kirke.

Denne lille, krogede gade starter ved mødet med et vindue, hvori der udspiller sig et teaterstykke. Persiennen er bagtæppet og vindueskarmen er en storslået scene, befolket af støvede træelefanter og andre eksotiske væsner. Huset, som vinduet sidder i, ligner et dukkehus, der ligger i en gade fyldt med andre dukkehuse. Sådan en gade hvor stokroser cementerer idyllen, og hvor fuglene pipper nærmest demonstrativt. Det må være sådan, at det føles, at træde ind i Paradis; den ultimativt perfekte verden, hvor du i starten er høj på at blive modtaget af lyset, men hvor du, efter et stykke tid, istedet blot finder dig blændet.

Hus på Møllegade.

Klemt inde mellem Kirkebakken og Møllebakken ligger en lille gade, i hvad der føles som en dal. Vender man blikket mod himlen, er den farvet grøn af store trækroner, der våger over dig, i hvad der føles som en stor, moderlig omfavnelse. Det før så blændende solskin deles, splittes og filtreres til det til sidst er et lys, jeg kunne bade i for evigt.

Portalen i Møllegade lukker dig ud på Møllebakken, gennem den snævre skrånende baghave. Det er som om, at Edens Have findes her på bakken, hvor alt får lov til at svulme og gro, uden de store spor af interventioner. Fra denne bakke findes der den bedste udsigt udover byens røde tegltage og fjorden, hvor industrien søvnigt pulser fra skorstenene i baggrunden.

Foroven krager kragerne, og bag buskene handles der med små hvide poser af den lokale ungdom.

Butik.

Langs foden af Møllebakken ligger den gamle gågade med butikker. Det er for nyligt smukt sat istand, med granitfliser, asymmetriske gadelamper og moderne bybænke, som en gave til byen der skulle lokke menneskene tilbage hertil. Men gågaden er søvnig. Det er som om, at alle på én gang har besluttet sig for at tage på stranden, men ingen har inviteret dig. I starten af gågaden går det meget godt, her er stadig liv med BR, Bog & idé og Hennes og Mauritz. Men så kommer man til statuen – hun står dér med sin kommunale krop og glaserede mosaikker som et fugleskræmsel, der advarer folk mod at gå videre, for hvad der venter længere fremme er blot kebab, lokaler til leje og Folkekirkens Nødhjælp.

Væg.

På et af mine besøg til Kalundborg sad jeg på stationen, under stationsrestauranten Den Tykke Kok og betragtede Føtex’s baggård med europaller, og blå og grønne stålcontainere på algedækkede beton-fliser. Baggården ligger klods op af en række gamle stokrose-byhuse, og det er som om, at nogen har taget et billede af to forskellige gader, klippet dem over og sat dem sammen på ny. Jeg husker, at jeg tænkte, at lige netop dette scenarie, var sgu egentlig et meget godt billede på byen.

Den næste portal ligger ikke i Føtex’s, men i Kvickly’s baggård. Udgangen er i gården, som tilhører nabokarréen. Fra baggården ender man på en slidt gade, der fungerer som forbindelsesled mellem by og havn. Det føles som om, at gaden ligger i evig skygge, selvom de mange skødesløst, lagentildækkede vinduer indikerer noget andet.

Maleren.

For enden af den gamle by, melder den nye bydel sin ankomst med shoppingcenter og fremragende parkeringsmuligheder. Det er her, at gaderne stopper, og vejene begynder. Det er her, at fortovene og vejene er lidt for brede, og det er her, at der er for mange forhaver til bygninger, der ikke burde have forhaver. Her er der alt, hvad hjertet begærer: Shoppingcenter, Føtex, Lidl, Kvickly, XL-byg og alle slags bilforhandlere. Og så er det her, at bilerne kører lidt for stærkt, og hvor malerens hus i øvrigt er sat til salg.

Villa-Villa-Kulla.

Vejen ender med en Rema1000 i et broget område, der er svært at definere. Som nabo til, eller rettere på, Rema’s parkeringsplads ligger en finurlig villa med fine detaljer, der stikker i alle mulige stilretninger. Der er et citat, der har hængt ved mig – nemlig ét der hænger et andet sted i byen henover en dør: ”Ved luens magt, nedsank i grus, det hundredaarig gamle hus. Gid nu det ny, vi her har bygt, må stå til fjerne tider trygt.” Jeg ser på dette hus og tænker: Kære ensomme hus der blev bygget med så meget kærlighed. Hvis du bare ikke lå her, havde du været millioner af kroner værd. Nu er du taget som gidsel af Rema, forladt og slidt står du der med en trillebør, fyldt med brunt vand, en tilgroet have med tidsler, havegang tildrysset med vindblæst affald, og på hegnet hænger der skæve postkasser proppet med gamle gennemblødte reklamer.

Varmeværket.

Længere nede af vejen, ved baneovergangen ringer en klokke én gang i timen, når toget kører forbi. Her ligger endnu en bygning der, som Rema, ikke bidrager positivt til naboernes huspriser. Det her er varmeværket, der ikke varmer mere; for nu er det nedlagt. I stedet for varme ligger der ødelagte cykler og hjulkapsler hist og her, mens ukrudt langsomt men sikkert bryder asfalten op.

Bådebyggeren.

Nu er vi nået til byens port. Alle der ankommer til byen kommer igennem her, hvad enten de er med bil eller tog, og langs det rustfarvede banelegeme byder de store industrihaller og stakke af containere dig velkommen. Imellem mastodonterne er der et kig ned til et havnebassin, hvor en stor tanker ligger og vugger. Her, rundt om hjørnet, ligger et lille, skævt træhus, som en slags lillebror til sine naboer. I huset er vinduerne stoppet til med retroskilte, fiskekroge og alskens habengut. Men på døren hænger der et skilt; butikken kunne ikke klare det længere, og også her er der stille.

Jernbanebygningen.

Turens sidste og smukkeste bygning står langs banen og ligner noget, der engang har haft en tilknytning hertil. Men nu står den ensom og tom. Dens eneste makker er en malplaceret campingvogn, som står ved dens side. Det er som om, at campingvognen holder øje med dig gennem dens fedtede ruder, og fortæller dig, at her må du ikke være.

Fra Banebygningen kan man se byen på afstand. Den smukke femtårnede kirke bagerst, og vandtårnet der ligner en skakbrik på toppen af Møllebakken, flankeret af et uheldigt beton-etagebyggeri. I front ligger byens vene, banen og havnen og minder os om, at engang var Kalundborg en vigtig færgeforbindelse til Århus, men i dag virker det mest af alt blot som en endestation.

Dette var mit mentale kort, og nu skal jeg hjælpe andre med at tegne deres eget. Dette gør jeg via en wayfinding strategi, som jeg vil præsentere for jer i næste og sidste indlæg.