0
0
Back to All Events

OPEN CALL: TRAVERS - KUNSTEN PÅ TVÆRS


  • travers.world København (map)
 Første del af projektet TRAVERS finder sted i Glyptoteket i København. Foto: Kim Nilsson.

Første del af projektet TRAVERS finder sted i Glyptoteket i København. Foto: Kim Nilsson.

Pressemeddelelse, september 2018

Torsdag d. 30. august lanceres det storstilede, tværkunstneriske projekt TRAVERS, der i løbet af de næste to år giver professionelle kunstnere mulighed for at udfordre deres vanetænkning, udvide deres kunstneriske sprog og opsøge samarbejder, der kan bane vej for nye tværkunstneriske værker.

TRAVERS er udviklet af Louise Beck (scenograf og kunstnerisk leder af scenekunstplatformen OPE-N) og Anna Berit Asp Christensen, (kurator, kunstnerisk leder af SPOR festivalen i Århus og SCENATET; ensemble for kunst og musik). Som kunstneriske ledere af TRAVERS forener de deres brede erfaring fra den eksperimenterende musikscene og det frie scenekunstfelt. Det ambitiøse toårige program er muliggjort af en toårig bevilling fra Statens Kunstfond.

TRAVERS henvender sig til alle udøvende såvel som skabende kunstnere og andre aktører inden for kunstens verden, der ønsker at være med til at udvikle og udvide kunsten på tværs af kunstarterne. Fra sommeren 2018 til sommeren 2020 tilrettelægger TRAVERS workshops, symposier, readings, showcases og saloner, der ikke kun zoomer ind på forskellige indgange til det tværkunstneriske samarbejde, men også åbner for en nye former for dialog med publikum. En lang række banebrydende kapaciteter fra ind- og udland er med til at løfte projektet og drive det frem. Sammen med deltagerne vil de hen over to år udfordre formater, metoder og samarbejdsformer, for derved at være med til at berige mødet mellem kunstnere og kunstarter. TRAVERS er et løbende projekt, der stopper undervejs, for at fordybe sig i specifikke temaer og kunstneriske tankesæt. Det toårige forløb er gratis at deltage i, og man kan stige af og på undervejs. De deltagende kunstnere vælges på baggrund af et OPEN CALL.

INVITATION TIL FACE THE PAST
Første stop på den toårige rejse bliver i slutningen af november 2018, hvor TRAVERS slår lejr på Glyptoteket i København. Omringet af samlingens fantastiske skæbnefortællinger, går de camperende kunstnere, på opdagelse i hvad der definerer deres fortid, og hvordan begrebet historiefortælling kan udfordres. Hvordan genforhandles kulturarven og hvordan kan genfortællingen af fortællingen skabe udgangspunkt for nye fortællinger? Hvad vil det sig at være en del af en fælles historie? Hvad hvis det magtfulde persongalleri, der manifesterer fortidens storhed - og som derfor er repræsenteret på Glyptoteket - i virkeligheden er et tilfældigt sammenrend af karakterer, der lige var på markedet, da samlingen skulle sammensættes? Hvilke tilfældige hændelser legitimerer nutidens blik på fortiden? Og hvad kræver det at blive sat op på en piedestal i verdenshistoriens arkiv?

Disse og mange flere spørgsmål er med til at sætte dagsordenen for TRAVERS’ første arrangement på Glyptoteket. Ugens program rammesættes af toneangivende danske og internationale kunstnere, som alle er optaget af genfortællingens tematik, og som på Glyptoteket vil arbejde på lige fod med de andre deltagende kunstnere og stille sig selv til rådighed for deres processer og idé udvikling.

Opholdet byder også på et sideprogram af gæsteoptrædener og afsluttes lørdag d. 1. december i et åbent værksted, hvor publikum og alle involverede aktører får indblik i de spirende tværkunstneriske fortællinger, som er opstået på Glyptoteket.

Vi glæder os til at se jer.
De bedste hilsner Anna Berit Asp Christensen og Louise Beck.


FAKTA OM TRAVERS

TRAVERS er initieret af Anna Berit Asp Christensen og Louise Beck med det formål at etablere en tværkunstnerisk platform, hvor professionelle kunstnere fra alle kunstretninger kan mødes og arbejde sammen uden at være styret af tidsbegrænsende processer, konventionelle produktionsrammer eller fastlåste formater og arbejdsmetoder.

Anna Berit Asp Christensen er kunstnerisk leder af SPOR festivalen i Århus og SCENATET; ensemble for kunst og musik. Louise Beck er kunstnerisk leder af scenekunstplatformen OPE-N og produktionsenheden OperaNord. Herudover består det faste hold bag TRAVERS af projektkoordinator og dramaturg Christine Juhl Sørensen, researcher Rikke Lund Heinsen og kreativ producent Martel Ollerenshaw.

De tre store stop i det toårige forløb repræsenterer på sin vis tre tidszoner, som definerer aktiviteternes forankring, perspektiv og fokus. Det første stop er på Glyptoteket i København, hvor de deltagende kunstnere under overskriften FACE THE PAST står ansigt til ansigt med deres fortid. Det næste stop er i maj 2019 på DOKK1 i Århus, hvor det tematiske udgangspunkt er MEET THE PRESENT, og det sidste stop finder sted i juni 2020 på to kunstinstitutioner i København under overskriften CONFRONT THE FUTURE.

FAKTA OM FACE THE PAST

TRAVERS har indbudt toneangivne kunstnere fra ind – og udland, til at rammesætte og facilitere de samarbejdsrum, der etableres på Glyptoteket. Kunstnerne kommer fra meget forskellige baggrunde og har på hver deres måde banet vejen for nye og radikale måder at genfortælle fortællinger på; enten fordi de har taget fat i tabubelagte beretninger fra fortiden, eller fordi de har gjort op med den konventionelle historiefortælling i deres kunst:

Tue Biering: Dansk sceneinstruktør og forfatter.
Jens Haaning: Dansk billedkunstner.
Joshua Oppenheimer: Amerikansk filmskaber.
Lola Arias: Argentinsk forfatter, film og sceneinstruktør.
Tris Vonna Michell: Engelsk lyd- og performance kunstner.
Aljoscha Begrich: Tjekkisk dramaturg og scenograf.
Jennifer Walshe: Irsk komponist, performance- og billedkunstner.
Trond Reinholdtsen: Norsk komponist og vokalist.

Udover de nævnte kunstnere, vil en lang række andre kunstnere også bidrage med performative indlæg og oplæg i løbet af ugen på Glyptoteket.

OPEN CALL: De kunstnere, der har lyst til at deltage aktivt på Glyptoteket kan tilmelde sig her.
Andre interesserede kan møde op i løbet af ugen og følge med i det åbne program på Glyptoteket her.

Mere information kan fås ved henvendelse til info@travers.world