0
0
Back to All Events

OPEN CALL: MIDLERTIDIGE KUNSTPROJEKTER TIL TOLDKAMMERGÅRDEN


 Foto: Kulturhuset Toldkammeret i Helsingør.

Foto: Kulturhuset Toldkammeret i Helsingør.

I samarbejde med Kulturhuset Toldkammeret i Helsingør har Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst et ønske om at afprøve forskellige kunstneriske greb for at aktivere indgangene til "Toldkammergården".

Derfor søger de to partnere nu to billedkunstnere til at udarbejde skitseforslag til to midlertidige kunstprojekter særligt ved indgangene til ”Toldkammergården”. Udfordringerne i dag er, at folk let kommer til at overse huset bag den lukkede facade og de ”usynlige” indgangspartier.

Arbejdet begynder nu
De to billedkunstneres skitseforslag skal udvikles i perioden fra januar til marts 2018. I denne periode vil de to udvalgte kunstnere blive inviteret til besigtigelse og videre research på Kulturhuset Toldkammeret. Til marts vil en styregruppe for projektet vurdere de to skitseforslag, og hvis skitseforslagene bliver godkendt, skal de realiseres og installeres i perioden fra april til maj 2018. De to kunstprojekter skal være installerede i Toldkammergården i en periode på fire måneder hen over sommeren 2018.

Ansøgningsvejledning og ansøgningsskema:
Læs ansøgningsvejledning og find ansøgningsskemaet her.

Projektet er igangsat på baggrund af en ansøgning fra Kulturhuset Toldkammeret til puljen kunst i det offentlige rum. Læs mere om puljen Kunst i det offentlige rum

Yderligere oplysninger
Specialkonsulent Inger Krog, Statens Kunstfond, tlf.: 33 74 45 30, ikr@slks.dk.


Fra fæstning til offentligt rum
- Baggrundsinformation til Open Call for billedkunstnere


Toldkammeret er Helsingør Kommunes familiekulturhus. Selve Toldkammeret er en fredet bygning fra 1891, der grundet sit formål som Toldkammer fremstår fæstningsagtigt, og derfor kan være svær at finde ind i.  Det indre gårdrum – Toldkammergården er et smukt brostensbelagt rum, med to indgange; hovedindgangen gennem den overdækkede port ligger lige over for stationen og den anden port leder direkte ud i byens gågadesystem.

Gården fungerer som er kulturtorv, med Café, aktiviteter for børn og familier, koncerter, festivaller, gadeteater og meget mere. Udfordringerne i dag er, at folk let kommer til at overse huset bag den lukkede facade og de ”usynlige” indgangspartier.

Formål
Med dette projekt ønsker vi at signalere ”du er velkommen her”. ”Kom og vær med”. Til de to kommende kunstprojekter ønsker vi, at der er fokus på indgangspartierne, der kan ses både ude fra gaden og inde fra gården hvor overvejelser omkring belægning, lys, way-finding m.m. kan indgå. Et midlertidigt kunstprojekt skal etableres med et blik for forbipasserende, brugerne og bygningen.

Da det drejer sig om et midlertidigt projekt er det begrænset, hvordan et kunstprojekt fysisk kan installeres, da alle materialer skal kunne fjernes igen. 

Vi tilbyder…
Toldkammerets Billedskole har værkstedsfaciliteter, så Kulturhuset Toldkammeret drømmer om at kunstnerne vil bruge faciliteterne i Toldkammeret, når kunstnerne skal bygge deres værker.

Læs rapporten Fra Fæstning til offentligt rum
Se flere fotos fra Toldkammeret