MED KROPPEN SOM REDSKAB #5

Jeg er igang med at undersøge den danske performancescene, for jeg vil finde ud af, om der findes en speciel dansk eller skandinavisk performancetradition.

Jeg gør det, fordi jeg kan mærke, at der, over de sidste år, har været en meget intens energi i det danske performancemiljø, som er vokset markant, men også fordi jeg på mine rejser har mødt mange mennesker, der specifikt har spurgt ind til en dansk tilgang til performancekunsten. En tilgang som fornemmes som en generel strømning, der løber mod totalinstallationer og det at arbejde med scenarier og fiktioner.

I sidste kapitel af min serie “Med kroppen som redskab” blev jeg øjeblikkeligt blæst omkuld af værket “My Body is a Barrel of Gunpowder“. Jeg blev dybt involveret af oplevelsen, og den står endnu som en helt ren og klar erindring, som jeg stadig er nysgerrig på og fascineret af. For et par uger siden havde jeg lidt den samme oplevelse til ferniseringen af Jeannette Ehlers‘ udstilling “Sat it loud” i Nikolaj Kunsthal.

Det er sjældent, at jeg har så store og omfavnende kunstoplevelser, men for tiden kommer de åbenbart med mindre mellemrum end før. Jeg vidste med det samme, da jeg havde set udstillingen og performancen “Whip it good”, at jeg havde lyst til, at netop hendes arbejde skulle udgøre det 5. kapitel i “Med kroppen som redskab”. Jeannette havde heldigvis lyst til at være med, så her kommer vores samtale om hendes praksis og metoder.

“Whip it good” | Nikolaj Kunsthal, 2014 | Photo: Anne Riber.

Vil du ikke starte med at lave en kort introduktion til din praksis?
Min praksis består hovedsageligt at foto- og videoværker, der ofte er manipulerede og bearbejdede. Igennem de seneste år har jeg fokuseret på tematikker omkring modernitetens mørke side; den transatlantiske slavehandel, som er fundamentet for den globale verden, vi lever i. Med udgangspunkt i min egen dansk/vestindiske baggrund har jeg haft et ønske om at kaste lys over det fortrængte kapitel om Danmark som slavenation, da det har en afgørende betydning for vores samfunds strukturer.

Din udstilling “Say it loud” åbnede i fredags med en performance, hvor du piskede kul op på et stort lærred. Du medvirker også selv performativt i mange af dine videoværker. Ser du dig selv som performancekunstner eller videokunster?
Jeg ser først og fremmest mig selv som billedkunstner eller billedskaber. Jeg vil helst ikke sættes i bås, for jeg benytter mig af alt fra levende billeder og fotos, til live performance, lyd og indimellem også skulpturelle objekter. Det vigtigste for mig er, at jeg er præcis i mit arbejde – dvs. bruger det rigtige medie til at udtrykke de ting, jeg gerne vil sige. Og derfor kan det skifte fra projekt til projekt. Jeg har haft flest idéer til videoproduktioner, fordi mediet appellerer til den måde, som jeg oftest tænker på, men det er også rart at afprøve nye veje og inkorporere andre kunstneriske metoder og udtryk i min praksis. På den måde åbner jeg op for nye idéer og indfaldsvinkler.

“Atlantic (Gate Of No Return)” & “Atlantic (Endless Row)”, 2009.

Hvorfor var det vigtigt for dig at udføre den performative handling fysisk på udstillingen i Nikolaj Kunsthal, når værket også bliver vist som videoinstallation i resten af udstillingsperioden?
Jeg blev spurgt, om jeg ikke ville lave en liveperformance til kunstarrangementet BE.BOP 2013 i Berlin sidste år. Indtil da havde jeg kun foretaget performative handlinger i trygge omgivelser i mine egne manipulerede videoer, så jeg skulle lige overtale mig selv til at tage skridtet videre og gøre det. At optræde live er dog ikke fremmed for mig, da jeg har optrådt i mange forskellige sammenhænge som barn og ung, men jeg havde aldrig afprøvet den side af mig i en billedkunstnerisk kontekst. Så det var egentligt meget naturligt at åbne op for slusen og give mig hen til live act bare på en helt ny måde. Jeg kunne desuden inddrage publikum radikalt anderledes live end gennem video. Det var en fantastisk udfordring for mig, og det har også givet noget helt nyt til mit overordnede projekt.

Efter en samtale med en veninde indså jeg, at performancen havde mange visuelle kvaliteter, der også kunne virke som videoproduktion, og derfor besluttede jeg mig for at lave en videoversion. Den har naturligvis ikke den publikumsinddragende dimension, som min liveperformance har, men den kan til gengæld noget andet og er f.eks. optaget på en helt bestemt og meget betydningsfuld location, i Vestindisk Pakhus i København, der hvor alt gods fra Vestindien; sukker, tobak spiritus etc. blev lastet. I dag fungerer pakhuset som Den kgl. Afstøbningssamling fyldt med de her hvide gipsskulpturer. Det er et ret vildt historisk og kulturelt clash.

“Black Bullets” | Video still | 2012.

Et af de temaer, du arbejder meget med, er identitet. Hvordan bruger du performative greb til at diskutere det?
Mine værker undersøger identitet på forskellige måder, og da mit udgangspunkt ofte er personligt, ligger det lige for at bruge mig selv, hvilket jeg gør i flere af mine arbejder. Jeg har også brugt min far som performer i nogle værker netop af samme grund. Dette greb bruger jeg for at skabe en intimitet og et nærvær i forhold til det emne, jeg tager op. Tit er det historiske tematikker, jeg bringer på bane, men ved at bruge mig selv eller min familie, får historien den aktualitet, som jeg ønsker at formidle til min samtid. Jeg bringer tematikken på niveau med virkeligheden, så du kan mærke den og forholde dig til den. Så den ikke bare ligger og svæver som en eller anden fjern historisk uvedkommende sag.

“Whip it good” | 2013.

Du benytter dig ofte af digitale greb i dine værker. Der er eksempelvis et værk, hvor du danser som en digital silhuet, et andet værk hvor du danser rundt i en stor hal, men hvor du er klippet ud, så man kun kan se dig i spejlingerne i rummet og et tredje med en 3D-animation af blodtilførslen til en hjerne. Hvordan bruger du det digitale og hvorfor?
Som billedkunstner er det selvfølgelig vigtigt for mig at undersøge alternative måder at skabe billeder på. Det er også vigtigt for mig, at den historie eller stemning, jeg gerne vil formidle, hænger sammen med billedmaterialet. Det behøver slet ikke at være narrativt. Samspil eller modspil i billede og indhold skal bare fungere på den rigtige måde. Og hvad den rigtige måde er, kan jeg ikke give en opskrift på, det er tit noget, der opstår i processen. Men jeg går meget op i at bruge forholdsvis enkle og rene greb uden på den måde at forsimple mit budskab. Ofte sker der faktisk det, at helt enkle greb kan skabe en stor betydningsmæssig kompleksitet. Når jeg f.eks. fjerner noget fra billedet, peger jeg jo samtidig på dét, som ikke er der, hvilket kan generere en interessant spænding imellem billede og indhold. En stor del af arbejdet består i at finde den helt rette konstellation.

“Black Magic at The White House” | Video still, 2009.

Ser du dine videoværker som dokumentation eller selvstændige værker?
Jeg ser helt klart mine videoværker som selvstændige værker, ligesom jeg ser min liveperformance som et nyt selvstændigt spor i mit arbejde, som jeg glæder mig til at udforske endnu mere med tiden.