Back to All Events

UGO RONDINONE "ENSOMHEDENS SPROG"


  • Arken Museum for Moderne Kunst, Ishøj Skovvej 100 Ishøj, 2635 Denmark (map)
Ugo Rondinone, ensomhedens sprog, 2014-2016. Foto: Stefan Altenburger.

Ugo Rondinone, ensomhedens sprog, 2014-2016. Foto: Stefan Altenburger.

Pressetekst, December 2017

Slumrende klovne i massevis med kække hatte på sned og funklende, festlige dragter er flyttet ind på ARKEN. Klovnene er skabt af den schweiziske kunstner Ugo Rondinone og er omdrejningspunktet for stjernekunstnerens store soloudstilling.

ARKENs 150 meter lange Kunstakse danner rammen om udstillingen. 45 hyperrealistiske klovne afstøbt efter mandlige og kvindelige modeller udgør installationen ensomhedens sprog fra 2014. Almindeligvis er klovne glade, energiske og underholdende, men her er de det modsatte: Trætte og passive. De stråler af melankoli, netop fordi de ikke indfrier vores intuitive forventning til den sjove klovn. De er bare mennesker, der akkurat er trådt ud af rollen og klovneskoene. Eller er på vej ind i rollen og netop skal til at snøre skoene – fanget i et øjebliks ro inden forestillingen begynder.

En kunstner er, før alt andet, en person som er stormende forelsket i det visuelle.
— Ugo Rondinone.

Ensomhedens sprog er et portræt af en enkelt persons dag, gengivet i 45 handlinger. De har alle fået en selvstændig titel i nutid. være til. trække vejret. sove. drømme. vågne op. stå op. sidde. høre. se. tænke. stå. gå. tisse. bade. klæde sig på. drikke. prutte. skide. læse. grine. lave mad. dufte. smage. spise. gøre rent. skrive. dagdrømme. huske. græde. tage en lur. røre. føle. stønne. nyde. flyde. elske. håbe. ønske. synge. danse. falde. bande. gabe. klæde sig af. ligge. Hver inaktive klovn er stand-in for én af disse handlinger. Tilsammen udgør de et endeløst 24-timers loop.

Intuitiv fryd og medfølelse

Ugo Rondinone, achtundzwanzigsterjunizweitausendundsechzehn, 2016. Foto: Courtesy, kunstneren.

Ugo Rondinone, achtundzwanzigsterjunizweitausendundsechzehn, 2016. Foto: Courtesy, kunstneren.

Ugo Rondinones arbejde pendulerer mellem et romantisk syn på den virkelige verden og en eksistentiel iagttagelse af det indre følelsesliv. Han spiller på vores intuitive og impulsive genkendelse af motiver som fx en klovn, et træ eller en regnbue. Netop regnbuen signalerer primært skønhed, frigørelse og uskyldighed. Derudover fortæller regnbuen en fundamental politisk historie om personlig frihed, som symbolet par excellence på LGBT+-miljøet og homoseksuelles rettigheder.

Det enkle, solide budskab er, at du har lov til at elske den, du elsker. Det er en  almenmenneskelig rettighed, som nok tages for givet i Danmark, der som bekendt var verdens første land til at indføre borgerlige vielser for homoseksuelle. Rettigheden er dog ikke alle forundt, så der er stadig frihedskampe, der skal kæmpes. Regnbuen taler et globalt, visuelt sprog, som vækker medfølelse, fryd og kampgejst.

Jeg tror på kunstens åndelige og magiske kraft. Når kunst skabes på ny, genskabes vi med den.
— Ugo Rondinone.

Signaturværker i stort format

Udstillingen er blevet til i tæt samarbejde med Ugo Rondinone. Kunstneren har nøje placeret hvert enkelt værk i et forløb, der inviterer den besøgende på en vandring igennem et animeret drømmelandskab. Foruden ensomhedens sprog tæller udstillingen flere store signaturværker. Eksempelvis værket vind måne fra 2011: Et seks meter højt træ i aluminium beklædt med hvid emalje. Værket er en afstøbning efter et 2000 år gammelt oliventræ, der fortsat står i Basilicata-regionen i det sydlige Italien. Der er den egn, som Ugo Rondinones slægt kommer fra. Et andet omfattende værk i udstillingen er den store stedsspecifikke vinduesinstallation kærlighed skaber os fra 1999, som fylder Kunstaksen med lys i alle regnbuens farver. Værkets intensitet afhænger af døgnets rytme, og effekten er derfor stærkest midt på dagen.

Ugo Rondinone, wind moon, 2011. Foto: Courtesy, kunstneren.

Ugo Rondinone, wind moon, 2011. Foto: Courtesy, kunstneren.

Også det farvestrålende maleri otteogtyvendejunitotusindogseksten fra 2016 er malet i alle regnbuens farver. Værket, der er malet med en airbrush-teknik, har en optisk effekt, som får maleriet til at danse for øjnene af os. Træ, glas, aluminium og maling er materialerne i værket the open fra 2014. Maleriet er udformet som et blændet vindue, der både spejler os og tilbyder et kig ind i et blåt tomrum. Endelig omfatter udstillingen også det underspillede værk ro fra 2006 – et par udslidte klovnesko, der understreger spændingen mellem showtime og tæppefald.

Udstillingen er tilrettelagt i samarbejde med Ugo Rondinone og Frahm & Frahm.

Et vellykket kunstværk handler ikke om noget;
det er noget i sig selv.
— Ugo Rondinone.

Om Ugo Rondinone
Ugo Rondinone er født i Brunnen, Schweiz i 1964 af italienske emigranter. Han har boet og arbejdet i New York siden 1999. Med få virkemidler iscenesætter han velkendte figurer og symboler, så de forskydes, og vi ser på dem med nye øjne. Han udtrykker sig i vidt forskellige materialer og medier. Han er kendt for sine totalinstallationer, videoværker, fotografier, kæmpemæssige tegninger, malerier og skulpturer.

Rondinone er en entreprenant og driftig kunstner, der arbejder som kurator ved siden af sin kunstneriske praksis. Fælles for alle hans værker er, at de taler til både hjertet og hjernen. Udgangspunktet i hans praksis er menneskets forhold til naturen og den menneskelige natur.

En film om Ugo Rondinone, produceret af Louisiana Channel, kan ses her.

Ugo Rondinone, ensomhedens sprog, 2014-2016. Foto: Courtesy, kunstneren.

Ugo Rondinone, ensomhedens sprog, 2014-2016. Foto: Courtesy, kunstneren.

Earlier Event: December 15
JAVIER TAPIA "CARGO"