0
0
Back to All Events

SOPHIE DUPONT "THIS WILL ALSO CHANGE"


  • Overgaden - Institut for Samtidskunst, København 17 Overgaden Neden Vandet København, 1414 Denmark (map)

Pressemeddelelse, 9. august 2017

På sin første store soloudstilling præsenterer Sophie Dupont et todelt univers, der forholder sig til det horisontale og vertikale. I en blanding af performance, skulptur og video skaber kunstneren et udstillingslandskab med udgangspunkt i disse to elementære retninger, som mennesket overordnet set erkender sig selv igennem.
 
Sophie Dupont er for de fleste mest kendt for sine poetiske, æstetiske og fysisk krævende performances, hvor hun med kroppen som forudsætning og redskab udfører et enkelt handlingsforløb eller et ritual, der undersøger relationen til både omgivelser og publikum.
 
Til sin første store udstilling trækker Dupont både på velkendte greb fra sin praksis, ligesom helt nye elementer tilføres. Udstillingen er centreret omkring de to navigationspunkter: Det horisontale og det vertikale. Publikum inviteres til at gøre sig erfaringer med de to retninger, som vores krop og sind erfarer verden igennem. I udstillingens forreste rum mødes man af en stor karrusel med fem platforme, der hver bærer på en skulpturel udformning af en følelse. Tilsammen bliver installationen et register over store følelser og sindstilstande – vrede, kærlighed, frygt.
 
Det bagerste rum tager den vertikale orientering under behandling og fokuserer på det stabile og rolige ved vores konstante vejrtrækning. Igennem forskellige medier og materialer visualiseres åndedrættets rytme og skaber et meditativt rum, hvor der er plads til fordybelse.
 
Som bindeled mellem de to udstillingsdele præsenterer Sophie Dupont en række skulpturelle, geometriske former i materialer som jern og glas, der alle har kunstnerens egen massefylde.
 
Med This Will Also Change giver Sophie Dupont et sanseligt, æstetisk og kropsligt bud på, hvordan vi som mennesker kan forstå os selv i en omskiftelig verden. 
 
På åbningsaftenen indvies udstillingen med en performance, der starter ved Christianshavns Kanal, og som samler og fuldender visse af udstillingens elementer. I løbet af udstillingsperioden vil Sophie Dupont endvidere aktivere udvalgte værker med performances. Se Overgaden.org for specifikke tidspunkter.
 
Sophie Dupont (f. 1975) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2007 og har tidligere studeret dans på London Contemporary Dance School. Dupont har performet og udstillet på en lang række museer, festivaller og gallerier i ind- og udland, heriblandt Statens Museum for Kunst; Horsens Kunstmuseum; New Studio, London; Petra Gut Contemporary, Zürich; Forma y Sustancia, Guatemala City; Art Claims Impulse, Berlin; og EXTRA:Festival International De Performance, Mexico City.

Udstillingsperiode: D. 26. august - 22. oktober 2017.
Fernisering: D. 25. august kl. 17-20.