0
0
Back to All Events

SONJA LILLEBÆK CHRISTENSEN "TJEK IND – TJEK UD" 📷


  • M100, Odense Søndergade 26, kld. Odense, 5000 Denmark (map)
 Sonja Lillebæk Christensen (fra venstre) “En brudt cirkel, en hånd og en guldudmunding,” 2018, “Blå cirkler, Coleus (plante som vender væk fra solen) i glasvase, spiral (666)," 2018 og “En brudt cirkel, en vase, hænder og Judaspenge,” 2018. Foto: Kirstine Mengel.

Sonja Lillebæk Christensen (fra venstre) “En brudt cirkel, en hånd og en guldudmunding,” 2018, “Blå cirkler, Coleus (plante som vender væk fra solen) i glasvase, spiral (666)," 2018 og “En brudt cirkel, en vase, hænder og Judaspenge,” 2018. Foto: Kirstine Mengel.

Pressemeddelelse, november 2018

Sonja Lillebæk Christensens soloudstilling Tjek ind - tjek ud vil man kunne se digitalredigeret og manipuleret maleri og video, med udgangspunkt i noget måske virkeligt.

Om udstillingen fortæller Sonja Lillebæk Christensen;
”Serien af malerierne, eller mere præcist print, er digitale bearbejdelser, som collage, hvor den på forhånd givne ramme på maleriet er ekspanderet. Malerierne, fra en start, tager udgangspunkt i en blanding af surrealisme og noget man vel kan kalde russisk plakat æstetik fra starten af sidste århundrede. Egentlig ikke som en hyldest… men snarere som en nysgerrighed på at forstå det som er indforstået og det som til tider er uforståeligt, gennem at ”gøre det”. Og jo, lidt en hyldest er det… men ud fra en tillæring og en skoling i kunstens historie over årene. Ja, modernismen ligger som en slags norm inden for faget kunst… men som jeg, gennem tiden, også har lært at elske.

I malerierne har jeg arbejdet med genkendelige elementer som hver især har en betydning, i hvert tilfælde for mig, og derefter har jeg blandet dem sammen i forsøget på at komponere en ny betydning. Automatisk vil en associations fortælling og fortolkning går i gang, hvor den der kikker på værket, vil prøver at ”regne den ud”, men hvor det hele ender, vides ikke.

 Sonja Lillebæk Christensen “En brudt cirkel, en vase, hænder og Judaspenge," 2018. Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

Sonja Lillebæk Christensen “En brudt cirkel, en vase, hænder og Judaspenge," 2018. Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

 Sonja Lillebæk Christensen (fra venstre) “Blå cirkler, Coleus (plante som vender væk fra solen) i glasvase, spiral (666)," 2018 og “En brudt cirkel, en vase, hænder og Judaspenge," 2018. Foto: Kirstine Mengel.

Sonja Lillebæk Christensen (fra venstre) “Blå cirkler, Coleus (plante som vender væk fra solen) i glasvase, spiral (666)," 2018 og “En brudt cirkel, en vase, hænder og Judaspenge," 2018. Foto: Kirstine Mengel.

 Sonja Lillebæk Christensen (fra venstre) “En brudt cirkel, guld, en hånd og et porcelæns dukkehoved,” 2018 og “En cirkel, hænder (Michelangelo), en fjer, knappenåle og en udmunding,” 2018. Foto: Kirstine Mengel.

Sonja Lillebæk Christensen (fra venstre) “En brudt cirkel, guld, en hånd og et porcelæns dukkehoved,” 2018 og “En cirkel, hænder (Michelangelo), en fjer, knappenåle og en udmunding,” 2018. Foto: Kirstine Mengel.

Videoen, som egentlig er en installation af flere elementer sat sammen, har titlen ”Budbringer til oplandet”. På en skærm vises hovedhistorien med en hvid krage, en hånddukke, som basker rundt mest i forstæderne til København, men med en enkel afstikker til Vestdanmark og midten af Danmark (Odense). Den hvide krage snakker et moderne effektivt kommunalt mellemledersprog som er fuld af småhysterisk optimisme og varm luft. Den fortæller os at alt snart bliver bedre, meget bedre. Der er bare lige noget vi skal have overstået først, nogle besværligheder vi lige skal overvinde. Så bliver alt skønt. I en anden selvstændig del af installationen, en video vist via projektor på væg, er kragen, hånddukken, nu sort med faretruende udbredte vinger, placeret i et landskab sammensat af ting fra virkeligheden. Her har lydsporet et lidt foruroligende åndedræt og en hjertebanken der bare bliver ved og ved. Installationen består også af rødt LED-skilt hvor en rullende tekst beroliger os med at alting nok snart skal blive bedre…”

 Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet,” 2018. Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet,” 2018. Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

 Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet," 2018 (videostill). Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet," 2018 (videostill). Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

 Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet," 2018 (videostill). Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet," 2018 (videostill). Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

Videre fortæller Sonja Lillebæk Christensen om sit liv og kunstneriske virke;
”Jeg er født på Grenå sygehus og er opvokset mest i midt og Vestjylland. Jeg har med min nuværende adresse i København, hvor jeg har boet i 15 år, boet i alt 23 steder gennem mine 45 år. Jeg gik ud af skolen efter 9. klasse og derefter har jeg arbejdet som opvasker, med rengøring, i slagterbutik, serveret og været i lære som kok. Derefter kom jeg på en paragraf 43 gennem bistanden hvor jeg fik lov til at tage fire år på Århus kunstakademi med klassisk billedkunstundervisning. Jeg er uddannet billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi i 2003. Jeg er gift, på 15. år, med billedkunstner Christian Schmidt-Rasmussen, min tidligere lærer på akademiet. Vi har en hund sammen og tre sammenbragte sønner som alle er flyttet hjemmefra.

Jeg arbejder hovedsaglig med video som tager udgangspunkt i noget erfaret fra den verden jeg er eller har været en del af. Gerne i en samfundsmæssig sammenhæng hvor jeg vender normer på hovedet fordi jeg er af den overbevisning om at normer også er med til at ekskludere og være grobund for et ”os” og ”dem” samfund. Og et sådan samfund er jeg ikke tilhænger af selvom det er sådan verden og magt er bygget op”.

 Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet,” 2018. Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet,” 2018. Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

 Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet," 2018 (videostill). Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet," 2018 (videostill). Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

Fakta
Sonja Lillebæk Christensen er uddannet på det Jyske Kunstakademi i 2003. Hun har udstillet mange steder i ind- og udland. Hun er udover udstillingen i M100 aktuel på de to udstillinger, Transit (2018-2019) på KØS, Køge og Intra Station, The Others Fair, Torino, Italien. Tidligere har Sonja Lillebæk Christensen bl.a. udstillet på Overgaden, Kbh, Galleri Tom Christoffersen, Heltborg Museum, Thy, Kunsthal Nord, Den Frie Udstillingsbygning, Kbh, NordArt2017 Danish Pavillon, Carlshütte Büdelsdorf, Tyskland. I 2007 1. Pris vinder af Brygger J.C. Jacobsens Portrætpris, PORTRÆT NU!.

Udover sin egen kunstnerisk praksis er Sonja Lillebæk Christensen en del af det kunstnerdrevne Udstillingssted Sydhavn Station, København SV., som startede op i 2012. Desuden har hun været udstillingsansvarlig på Samtidskunst Platformen på Vestjyllands Kunstpavillon i perioden 2015-16.

Udstillingen Tjek ind – tjek ud har modtaget støtte til produktion af værker fra Statens Kunstfond, Projektstøtteudvalg for Billedkunst. M100 er støttet af Statens Kunstfonds pulje opstart af nye udstillingsplatforme, Det Obelske Familiefond og Odense Kommunes Kulturpulje 2018.

Fernisering: Fredag d. 30. november, kl. 17-19 (artist talk: kl. 16.30) | Facebook event
Udstillingsperiode: 30. november - 20. december 2018.
Åbningstider: Torsdag: kl. 16-20 og lørdag-søndag: kl. 13-16.

 Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet,” 2018. Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

Sonja Lillebæk Christensen
“Budbringer til oplandet,” 2018.
Foto: Sonja Lillebæk Christensen.

 Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet,” 2018. Foto: Kirstine Mengel.

Sonja Lillebæk Christensen “Budbringer til oplandet,” 2018. Foto: Kirstine Mengel.

Ubestemmelige steder

Tekst skrevet i forbindelse med Sonja Lillebæk Christensens videoværk ”Budbringer til oplandet” udstillet på M100, Odense. Skrevet af Theis Vallø Madsen.

Mellem byen og oplandet ligger dét, den danske billedhugger Willy Ørskov (1920-1990) kaldte ”terrain-vague” eller det ubestemmelige terræn. Det er et grænseområde mellem byen og landet, hvor forskellige ting hober sig op. Man kan se disse ubestemmelige steder, når man kører i tog. Jernbanesporene forlænger udkantens terrains vagues fra forstæderne og industrikvartererne til perronen, hvor selve byen begynder for den togrejsende. Disse grænseområder er sjældent kønne at se på. Halvtomme områder med spredte bevoksninger, banelegemer, vinduesløse husfacader, rabatter med dynger af skrald, baghuse, baggårde og baghaver med et kort kig ind i stuen i husene langs sporene. Det er områder, som byen har vendt ryggen.

Men Sonja Lillebæk Christensens lille hvide ”kragefugl” er ovenud begejstret! I videoværket ”Budbringer til oplandet” fortæller en lille hvid fugl om en lys fremtid, hvor offentlig transport og andre velfærdsprojekter skaber nye muligheder for folk i oplandet. Den er vild med infrastrukturen og det, den støder op til. Det gælder både stationerne, togene, deres navne og det åbne land, som ligger og venter på at blive annekteret. Det gælder også rejsekortets tjek ind/tjek ud-skive, som skinner på stationerne som en stor blå sol. Fuglen kan se muligheder. Den har idéer, strategiplaner og gode hensigter. Den vil tilgodese alle, inddrage alle, skabe en god stemning, og skabe et demokratisk samfund, hvor alle bliver hørt. Kunstnere kan lave gynger, og landsindsamlinger kan klare resten. Det lyder som new public management, positiv psykologi og empatisk ledelse i en særlig absurd aftapning. Det er en form for magtsprog, som virker ved at foregive, at magten er ligeligt fordelt. Dem, der er mere lige end andre, er det nødigt og kun af hensyn til fællesskabets bedste. Fuglen glemmer belejligt, at magten ligger i selve definitionsretten: til at bestemme, hvad der er det gode. At tale om oplandet forudsætter, at der er et centrum.

Den pep-talk'ende fugls rejse afspejler en interessant kamp om de endnu-ikke definerede steder, som foregår hele tiden og i hele landet. Skal grænseområderne rettes op, eller skal de forblive steder for uorden og uforudsigelighed. Det gælder fysiske steder såvel og andre institutionelle og sociale rum. Terrains vagues er interessante, fordi deres ubestemmelighed giver plads til noget nyt. De er grimme og ofte ufremkommelige, men selve funktionsløsheden giver plads til det, der ikke passer ind i byens orden. Randområder kan derfor blive centrum for alt dét og alle dem, der af forskellige grunde ikke finder sig tilrette i det, fællesskabet eller magten definerer som "midten".