0
0
Back to All Events

SKULPTURLANDSBY SELDE 2017


  • Da Winti, Selde 14 Furvej Roslev, 7870 Denmark (map)
 Eva Koch "Seldes Ungdom", 2017.

Eva Koch "Seldes Ungdom", 2017.

Pressemeddelelse, d. 4. oktober, 2017:

Skulpturlandsby Selde – en platform for skulpturforsøg i det offentlige rum – danner fra september til december 2017 rammen om en stor videokunstudstilling i det offentlige rum af en række internationalt anerkendte kunstnere. Udstillingen er et eksempel på, hvordan man kan revitalisere en landsby gennem kunst og kultur.

Uden for metropolerne er der kun begrænsede muligheder for at møde samtidskunsten. Men i Selde, en landsby med 350 indbyggere, sker der noget helt unikt. Gennem en årrække er Selde blevet et kendt og anerkendt samlingssted for nationale og internationale professionelle kunstnere, der bruger byen som både arbejds- og udstillingsrum. Det er sket efter udtrykkeligt ønske fra borgerne i landsbyen ved Fursund, 25 km. nordøst for Skive.

Kunst i Dagli’brugsen og i private hjem
I 2017 er skulpturlandsby Selde befolket af videokunstnere, som bruger byen og borgerne som materiale til videoproduktioner. Kunstnernes værker er installeret i det offentlige rum på forskellig vis, f.eks. som projektion på en husvæg, projekteret op i et vindue i et privat hjem eller i Dagli’brugsen, på plejehjemmet, i skolen osv. Alle værker er skabt i og omhandler tematisk livet i Selde. Kunstneren Jette Gejl Kristensen har eksempelvis fulgt de lokale landmænd over et helt år og skabt et mosaisk værk, hvor årstidernes forskellige arbejde på markerne flettes sammen. Den aarhusianske videokunstner Katja Bjørn, der også var en del af Kulturhovedstadsudstillingen De Syv Dødssynder, har skabt og filmet møder mellem mennesker i den lokale brugs, hvor værket også bliver vist.

Kurator Marianne Jørgensen fortæller:
”Den stedsspecifikke kunst, som Selde får i disse år, skaber et enestående samarbejde mellem kunstnere og borgere. Kunsten gør noget ved byen og de borgere, der deltager i projektet. Og den gør noget ved kunstnerne. Kunsten giver aktivitet i byen, og tomterne forvandles fra åbne sår til aktiver, hvor kunstnere kan skabe skulpturelle rum. Vi går den mørke tid i møde, og videokunstværkerne vil lyse op i byen.”

Selde-mentor arbejder sammen med kunstnerne
De inviterede kunstnere arbejder med forskellige greb inden for videomediet, fx dokumentar, spillefilm eller mere teknisk eksperimenterende. Produktion af videoerne er sket i tæt samarbejde med byens beboere på den måde, at hver kunstner har fået en Selde-mentor, som har sørget for dem under deres besøg.

Selde er unik. Her udvikler landsbyens offentlige rum sig gennem kunst og kultur. Mentorordningen er desuden ægte borgerinddragelse. Projektet er vokset over de sidste fire år og vil fra 2019 ændre sig til at blive en biennale, dvs. en tilbagevendende udstilling hvert andet år. Skulpturlandsby Selde Biennalen 2019 bliver den første biennale.

Fmd. Kultur- og fritidsudvalget i Skive Kommune, Ditte Staun, udtaler:
”Skulpturlandsby Selde har bidt sig fast, giver genlyd, trækker tråde og inspirerer. Den er en del af Skive Kommunes Kulturpolitik ”Kultur med Vilje”, og sammen med projekterne Gentænk Landsbyen og Grassland er den en vigtig del af vores engagement i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. I hele Nordsalling, i Åsted, Selde, Junget og Thorum arbejder borgere og kunsterne sammen om at skabe det, jeg kalder ’rodfæstet foranderlighed’ gennem kunsten og med kunstnere. Det skaber nye måder at gøre ting på, motiverer og spreder ringe i vandet.”

De deltagende kunstnere er: Elina Brotherus - Eva Koch - Eva La Cour - Hanne Nielsen & Birgit Johnsen - Jette Ellgaard - Jette Gejl Kristensen - Katja Bjørn - Kenneth A. Balfelt - Michael Mørkholt - Sonja Lillebæk Christensen - Clara Morks - Aron Skoog - Signe Vad


Læs om udvalgte værker fra Skulpturby Selde 2017 her:

 Elina Brotherus "HELLO-CHORUS (6’12”)", 2017.

Elina Brotherus "HELLO-CHORUS (6’12”)", 2017.

Elina Brotherus "HELLO-CHORUS (6’12”)"
Elina Brotherus har taget udgangspunkt i, at hun vidste, at Selde er en by, hvor indbyggerne er meget interesserede og involverede i kunst, så hun ønskede at lave et borgerinvolverende kunstværk. Værket er inspireret af et musikværk fra 1960’erne af den svenske Fluxus-kunstner Bengt af Klintberg kaldet Canto 4 (Hello-Chorus): “A party of about 100 persons walk out into a forest at sunrise, climb up to the treetops and call and sing a hello-chorus.”

Hun udvalgte den lille central bakke Møllebakken, som har en lille skov, som snart skal skæres ned. 14 mennesker inklusiv kunstneren tog imod invitationen til at klatre op I træerne kl. 6 om morgenen. Det var et bredt udsnit af befolkningen I byen – fra 5 til 70 år, drenge og piger, kvinder og mænd.

 Eva Koch "Seldes Ungdom", 2017.

Eva Koch "Seldes Ungdom", 2017.

Eva Koch "Seldes Ungdom"
Eva Kochs bidrag til Skulpturlandsby Selde, 2017, videoinstallationen Seldes Ungdom, er et levende kunstnerisk portræt af alle børn og unge i Selde. Hun har ønsket at synliggøre den næste generation; de unge mennesker der vokser op i den smukke lille by på kanten af Limfjorden, og som vil bære dette landskab med sig livet igennem. Eva har filmet byens unge, og i videoinstallationen viser hun dem i fuld størrelse som et ubrudt loop, hvor det ene portræt glider over i det andet.

Værket bliver vist i byens hovedgade mellem Dagli’Brugsen og den gamle kro. Brugsen er byens centrale indkøbsmulighed og bliver dagligt besøgt af Seldes borgere og folk fra oplandet (der vises af til brugsen fra landevejen). Værket handler om at synliggøre de unge, både for byen og for hinanden, som et billede på de ressourcer, der ligger i landsbyen, der er den største landsby på Fursundegnen. Kunstnerens drøm har været at visualisere stedets styrke og potentiale. Der skrives og tales meget om fraflytning og om udkantens problemer. Hun ønsker i stedet at sætte fokus på det store aktiv som de ca. 70 unge mennesker, der i dag går i Seldes skole og daginstitutioner, udgør.

 Eva la Cour "Vejrfænomenologi og Videohistorik", 2017.

Eva la Cour "Vejrfænomenologi og Videohistorik", 2017.

Eva la Cour "Vejrfænomenologi og Videohistorik"
Fornemmelsen af længsel er knyttet til Eva la Cours møde med landsbyen Selde. Hun siger: ”Landsbyen kæmper med fraflytning og med at bevare både den lokale brugs og folkeskole, og både materielt og narrativt er det som om denne kamp indskriver fortiden som en tilstedeværende del af nutidens Selde.”

Vejrfænomenologi og Videohistorik er titlen på hendes skulpturelle videoværk installeret på det tidligere gartneri. Det, der fangede hendes opmærksomhed her, var et stort vandbassin og måden vandspejlet stille lå der og animerede de omkringstående træers bevægelser i vinden og skyerne på himlen.

 Hanne Nielsen og Birgit Johnsen "Der er andre verdener at vise", 2017

Hanne Nielsen og Birgit Johnsen "Der er andre verdener at vise", 2017

Hanne Nielsen og Birgit Johnsen "Der er andre verdener at vise"
Værket tager udgangspunkt i de ofte stereotype og ensidige mediebilleder, dels fra verdens mange brændpunkter, dels fra 'Udkantsdanmark'. I Der er andre verdener at vise blandes disse to konfronterende repræsentationer, så Selde transformeres til et af verdens brændpunkter. Landsbyens små velkendte facetter ændrer derved også karakter i fiktionaliseringen og kan enten forekomme hverdagsagtige og idylliske – eller skræmmende, alt efter øjet, der ser: om det er individet i forhold til landsbyen, landsbyen i forhold til hovedstaden, hovedstaden i forhold til landet eller landet i forhold til verden.   

 Jette Gejl "Interwoven Landscapes", 2017.

Jette Gejl "Interwoven Landscapes", 2017.

Jette Gejl "Interwoven Landscapes"
Jette Gejl har siden begyndelsen af april filmet forskellige landbrugsstrategier i det flotte landskab omkring Selde. Med et fastfrosset kameraperspektiv har hun fulgt fire udvalgte landmænd ved Selde. De er filmet i løbet af vækstsæsonen, mens de kører med de forskellige maskiner i deres vanlige virke i markerne i forhold til årets gang. I videoværket Interwoven Landscapes væves de forskellige landbrugsmaskiner og markerstrategier sammen i genkendelige mønstre. Det vævede mønster henter sin inspiration i den danske folkekulturs mange mønstre og væveteknikker og peger på det sympatiske sociale netværk, som mænd og kvinder i landbrugslandet Danmark altid har indgået i. Værket indskriver sig i traditionen af landskabsmaleriet og især dansk realisme med kunstnere som L.A. Ring og H.A. Brendekilde som hovedinspiration, frem til Poul Anker Bechs fænomenale dystopiske landskabsmalerier fra Nordjylland.

Interwoven Landscapes er støttet af Kunstrådet i Aarhus og SIS Selde (Den Selvejende Institution Skulpturlandsby Selde). De medvirkende landmænd er Agro Seeds (som består af Rasmus, Ole og Henry), Morten og Anni Kristensen, Peter Kristensen og Ove Brokholm Lund.

 Jette Ellegaard "Det bevæger sig", 2017.

Jette Ellegaard "Det bevæger sig", 2017.

Jette Ellegaard "Det bevæger sig"
”Der er ikke plads til floskler om Udkantsdanmark i Selde. Her hedder det Vandkantsdanmark, og de mennesker jeg møder på min vej, bor på egnen af en grund, af et valg og ikke fordi de aldrig turde søge væk eller sakkede bagud. Jeg møder den samme sang hos ung som gammel, og derfor stod det hurtigt klart for mig at det bærende element i mit videoværk skulle være noget i bevægelse.”

Jette Ellegaard har ladet en drone filme børnenes daglige drift fra luften. Ved brug af dette perspektiv bevares en anonymitet – barnet i bevægelse bliver billedet på et barn og ikke billedet af en bestemt person. I den efterfølgende redigering er optagelserne sammenføjet med et udvalg af arkivdokumenter, billeder og breve fra seldeborgeres album, egne fotografier og lyde, hun har optaget i byen.

 Sonja Lillebæk Christensen "Forener / Adskiller", 2017.

Sonja Lillebæk Christensen "Forener / Adskiller", 2017.

Sonja Lillebæk Christensen "Forener / Adskiller"
Sonja Lillebæk Christensen har valgt dette hus/garageværksted, fordi det efter sigende er det hus i Selde, hvor den eneste ”rigtige” fisker, Jens Meyer (tidligere pedel), boede for over 20 år siden. Det undrer kunsteren, at ingen fra byen Selde, så tæt på vandet, brugte det som arbejdsplads. I videoen ser vi studieoptagelser af en gennemsigtig beholder med vand fra fjorden som løbende forandrer konsistens, landskabsbilleder fra fjorden ved Selde samtidig med at en voice-over-stemme byder alle indenfor til en indre monolog om tvivl og om, hvad klister egentlig har af gøre med dette skønne sted ved Limfjorden. 

 Clara Denmark "Plant Ultima Hominis", 2017.

Clara Denmark "Plant Ultima Hominis", 2017.

Clara Denmark "Plant Ultima Hominis", 2017
”Som at træde ind i en drøm” vil være en nærliggende karakteristik af filmens univers. Man følger en isoleret, grøn mands rutine, som foregår i skoven og i hans lille hjem, bestående af en himmelseng, et vaskekar, et laboratorium og en lænestol. Hans liv forløber i et monotomt mønster, indtil han en dag møder et andet væsen. En kvinde.

Filmen udspiller sig som en koreografi, hvor man i en naiv fortolkning af det arketypiske møde mellem en mand og hans anima bliver ført igennem en legende, følsom, naiv og symbolpræget fortælling.

Farven er grøn.


Tid og sted for udstillingen:
Flere af kunstværkerne kan ses hele dagen indtil midnat, mens andre først kan ses, når solen er lavt på himlen, og tusmørket kommer. Det anbefales at starte sin tur gennem byen kl. 15.00.

Se også Selde Seriøst TV, en youtube-kanal om en lille by på kanten af Limfjorden:Billedkunstner Signe Vad laver en tv-kanal til Skulpturlandsby Selde, hvor man gennem fragmenter kan opleve landsbyen. Se tv kanalen på: www.seldetv.dk.

Guidede ture:
Der er rundvisninger i til videokunsten i Skulpturlandsby Selde i efterårsferien fra 14.-22. oktober 2017. Desuden vil der være rundvisninger til videokunsten i Skulpturlandsby Selde:

Søndag den 29. november 2017 | Lørdag den 4. november 2017 | Søndag den 12. november 2017 | Søndag den 18. november 2017 | Søndag den 26. november 2017.

Rundvisningen begynder kl. 15 på Da Winti (Furvej 14, Selde, 7870 Roslev) med en kort fortælling om udviklingen af kunsten i Skulpturlandsby Selde og – hvis ønsket – kaffe og kringle. Derefter går man rundt med en lokalguide til de 12 videokunstværker i Seldes offentlige rum. Turen varer ca. 1,5 timer og koster 50 kr. (Børn er gratis). Kaffe og kage i Da Winti koster 50 kr.

Ønsker man at gå turen på egen hånd, uddeles der gratis foldere om videoværkerne og deres placering i Selde i Dagli`Brugsen, Da Winti og Seldeco.

Videokunstudstillingen arrangeres af SIS Selde (Den Selvejende Institution Skulpturlandsby Selde). Udstillingen er støttet af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Statens Kunstfond og Skive Kommune.