0
0
Back to All Events

PREMIERE OG PLADEUDGIVELSE "FAVNTAGER"

  • Husets Biograf, København 13 Rådhusstræde København K, 1466 Denmark (map)
 Lars Bech Pilgaard og Mathias Winther Kjeldsen FAVNTAGER (videostill).

Lars Bech Pilgaard og Mathias Winther Kjeldsen FAVNTAGER (videostill).

Pressemeddelelse, 7. februar 2018

FAVNTAGER er skabt af musiker Lars Bech Pilgaard og filmskaber Mathias Winther Kjeldsen og er en tværæstetisk udforskning af tid, teksturer, klange og kontraster. 1. marts fejres FAVNTAGER med en gratis filmvisning, foredrag ved The Overheard og koncert med Nicole Hogstrand i Husets Biograf, København. Jan Sneum er aftenens vært.

Lyd og tid mellem performance og stoflighed
Det seneste sindrige samarbejde mellem musiker Lars Bech Pilgaard og filmskaber Mathias Winther Kjeldsen, der tidligere har fundet sammen om projektet Cykeltouren (2016), opstod ud fra et absurd, nærmest barokt ønske om at forene nutid og fortid i billeder og lyd. Idéen om at udfordre perspektiver på tid og den kunstneriske fremstilling af samme har med FAVNTAGER manifesteret sig i flere lag: Projektet består både af en kortfilm og en vinyludgivelse med alternative versioner af lydsiden fra filmen, som herudover aldrig vil blive genindspillet eller genopført live. 1. marts markerer både premieren på den cirkulære og drømmeagtige kortfilm, der agtpågivende tager greb med tanker inspireret af Nietzsche og Foucault, og den fysiske udgivelse af en 7” vinyl, der indeholder processerede versioneringer af Pilgaards kompositioner. Vinylen udgives i et begrænset oplag med guldpræget cover udført af Århus Bogbinderi.

Premieren og pladeudgivelsen tilfører på den måde projektet en fysisk dimension, der inviterer til samtale og fællesskab om kunst på tværs af scenekant og lærred. For at åbne denne samtale yderligere har Pilgaard og Kjeldsen inviteret lydkunstnerne og -forskerne Marie Højlund og Morten Riis, der under navnet The Overheard arbejder med grænserne mellem kunstnerisk praksis og teoretisk forskning af lyd som oplevelse. The Overheard vil før filmvisningen give et kort foredrag, der perspektiverer atmosfære og stemning i FAVNTAGER til deres eget arbejde med grænserne mellem lyd, tid og sted. Efter filmvisningen vil multiinstrumentalist Nicole Hogstrand (Halvcirkel, Trio Kå m.fl.) opføre en koncert inspireret af filmens behandling af barokke teknikker. Aftenens vært, musikformidler Jan Sneum, vil binde programmet sammen og moderere en Q&A med Pilgaard og Kjeldsen i samspil med The Overheard, der rammesætter filmskabernes processer, inspirationer og tankerne omkring lyd i feltet mellem performance og stoflighed.

Om FAVNTAGER
Musiker Lars Bech Pilgaards guitarkompositioner afsøger teknikker inspireret af barokken, men uden at blive forsøg på at genskabe traditionen. Tværtimod flyder Pilgaards karakteristiske guitarspil som gennem en kanal mellem tid og rum for at give instrumentets akustiske lyd en ny stoflighed. Med smukke og mættede billeder skudt på barokherregården Selsø Slot fremmaner instruktør Mathias Winther Kjeldsen et stillestående, illusorisk univers som visualiseringen af den intense lydside. Her vokser dampende teksturer og kontraster frem under de svulstige facader og danner drømmeagtige indtryk i en atmosfære, der er tæt af sammenstød mellem det kontrollerede og utæmmede, det naturlige og unaturlige. Der danses hen over paradokset i at genbruge brugt tid for at lade det skete blive usket og se nyt skabes. Tilsammen bliver lyd og billede en skildring af et ikke-sted i en ikke-tid frem for en lineær fortælling. Ligesom den evige vekslen mellem dag og nat bevæger filmens karakter sig fra de fine, lyse slotsstuer og ned i den grove, mørke kælder i en cirkulær spejling. Filmens begyndelse bliver en forlængelse af dens afslutning som en evighed i et øjebliksbillede, der både anerkender og udfordrer tiden som altomsluttende FAVNTAGER.

 Lars Bech Pilgaard og Mathias Winther Kjeldsen FAVNTAGER (videostill).

Lars Bech Pilgaard og Mathias Winther Kjeldsen FAVNTAGER (videostill).

Om filmskaberne
Lars Bech Pilgaard (f. 1984), opvokset i Ringkøbing og uddannet ved solistklassen på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Har sit virke som musiker og komponist i et væld af forskellige sammenhænge: fra teater over lydkunst til andre tværgående projekter, der helst afviger fra traditionelle kunstformers afgræsninger. Har siden 2009 medvirket på flere end 25 udgivelser og turneret i store dele af verden. Modtog en nominering som “Årets Musiker” til Steppeulven 2018.

Mathias Winther Kjeldsen (f. 1987), opvokset i Gøttrupstrand i Nordvestjylland og uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus i sang og musikpædagogik samt fra Københavns Universitet i geologi og geoscience. Med sin bredspektrede baggrund har han givet sig hen til de visuelle udtryksformer, hvor han med rødder i musikken (Maskinvåd m.f.l) skaber de visuelle landskaber, han ser i det soniske, og har fra selvlært basis produceret en række musikvideoer, kunstfilm og dokumentariske kortfilm.


FAVNTAGER har premierevisning og udgivelsesdato d. 1. marts 2018 kl. 19.00. Kortfilmen har en varighed af 10 minutter og vises to gange i løbet af premiereaftenen: kl. 20.30 og kl. 22.00.

Program:
Kl. 19.00: Dørene åbnes, og der bydes på et gratis glas naturvin v/ Volatil
Kl. 20.00: Velkomst ved Jan Sneum
Kl. 20.10: Foredrag ved The Overheard
Kl. 20.30: Filmvisning
Kl. 20.40: Q&A med Pilgaard og Kjeldsen. Moderator: Jan Sneum med The Overheard
Kl. 21.00: Koncert: Nicole Hogstrand
Kl. 22.00: Ekstra filmvisning

Der er gratis entré.
FAVNTAGER er støttet af Statens Kunstfond.