0
0

PER KIRKEBY "RADERINGER"


  • BORCHs Butik, København 22 Bredgade København, 1260 Denmark
Per Kirkeby, "Untitled", 2016 (akvatinte, stregætsning, tørnålsradering, 91 x 78,5 cm, edition på 12, serie af 10).

Per Kirkeby, "Untitled", 2016 (akvatinte, stregætsning, tørnålsradering, 91 x 78,5 cm, edition på 12, serie af 10).

Per Kirkeby annoncerede i 2015 slutningen på sin karriere som maler. Grafikken er heldigvis stadig en særdeles levende del af Kirkebys kunstneriske virke, og vi glæder os til at vise to store monotypier samt en serie raderinger fra 2016.

Samarbejdet mellem Kirkeby og Niels Borch Jensen Værksted for Kobbertryk går tilbage til slutningen af 1970'erne. Gennem årerne har Kirkeby, Niels Borch og master printer Mette Ulstrup udviklet en fortrolighed og et fælles arbejdssprog. Det mangeårige samarbejde har resulteret i en imponerende grafiske produktion.

Kirkeby startede eksperimenterne med teknikker, farve-tryk og store formater på værkstedet. Niels Borch introducerede i 1980'erne Kirkeby til monotypi: Monotypi er et unikt plantryk, hvor farven påføres direkte på pladens overflade. Monotypi adskiller sig fra andre grafiske teknikker, da motivet ikke udskæres eller ætses i pladen, men derimod udføres frit på en tom plade. Monotypier kan ikke gentages som identiske aftryk og derfor altid unika tryk.

Fra 2013–14 har Kirkeby parallelt med arbejdet med kobbertryk skabt en stor mængde monotypier i det klassiske Kirkeby-format: 122 x 122 cm. Per Kirkeby og Niels Borch Jensen har med stor glæde foræret hovedparten af monotypierne til Museum Jorn i Silkeborg. Siden 1975 har Kirkeby løbende doneret mere end 3.000 egne grafiske værker til museet. Monotypierne er dermed et flot supplement til museets imponerende samling.

BORCHs Butik viser og sælger original grafik af førende danske og udenlandske kunstnere. Alle tryk er udført hos Niels Borch Jensen Værksted for Kobbertryk og findes kun i begrænset oplag. Per Kirkebys raderinger er udgivet af Knust & Kunz, München.

Fernisering: Fredag d. 13. januar, kl. 17-19 | Facebook event.