Back to All Events

MUNKERUPHUS: 30 ÅRS JUBILÆUMSFEJRING

  • Munkeruphus, Dronningmølle Munkerup Strandvej 78 Dronningmølle, 3120 Denmark (map)
Observatoriet i MUNKERUP PARK er et nyt offentligt bål- og samlingssted bygget af arkitekt Simon Hjermind Jensen. Foto: Simon Hjermind Jensen.

Observatoriet i MUNKERUP PARK er et nyt offentligt bål- og samlingssted bygget af arkitekt Simon Hjermind Jensen. Foto: Simon Hjermind Jensen.

Pressemeddelelse, august 2019

Udstillingsstedet MUNKERUPHUS fejrer sine 30 år som udstillingssted søndag d. 25. august med en hel dags oplevelser og aktiviteter om kunst og natur i MUNKERUP PARK.

Denne sommer er det 30 år siden, at en gruppe lokale borgere og frivillige ildsjæle fik reddet og fredet den smukke bygning Munkeruphus, der dengang stod forfalden og til nedrivning. Siden har stedet været drevet som udstillingssted for kunst og design, som i år også kan fejre at husets tidligere ejer, kunstneren Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982), kunne være fyldt 100 år.

Begge begivenheder fejres med henholdsvis stort jubilæumsprogram søndag d. 25. august kl. 10-20 samt en udstilling og helt ny film om Gunnar Aagaard Andersen, der kan opleves på Munkeruphus til efteråret.

Jubilæumsprogram.

Alle er velkomne på jubilæumsdagen d. 25. august, hvor der fra morgen til aften vil være forskellige aktiviteter og oplevelser, som finder sted både på stranden, i Munkeruphus’ have og ikke mindst i den tilstødende MUNKERUP PARK, som i år er rammen for et kunst- og naturlaboratorium med workshopforløb for børn og unge. Dagen starter kl. 10 med gratis morgenkaffe, morgensang og åbningstale ved Gribskovs Borgmester Anders Gerner Frost. Om eftermiddagen er der bl.a. oplæg og debat om kunst og natur som ramme for læring og fællesskaber samt filmprogram i skov-garagen, hvor man bl.a. kan se den anmelderroste dokumentarfilm Genopdagelsen af Phie Ambo. Dagen igennem er der aktiviteter for børn og der kan købes picnicposer, kaffe og kage i Munkeruphus’ Spisestue til at tage med ud i det grønne. Jubilæet rundes af med performance v. den internationalt anerkendte lydkunstner Jacob Kirkegaard samt bålhygge i Simon Hjermind Jensens arkitektoniske vartegn for MUNKERUP PARK.


Katinka Fogh Vindelev & Jacob Kirkegaard - Eustachia for two voices

Katinka Fogh Vindelev og Jacob Kirkegaards fællesværk og performance Eustachia for two voices (2016) er baseret på toner genereret i det indre øre. Disse toner, kaldet spontane otoakustiske emissioner (eller SOAE), produceres – uden ekstern stimuli – i folks ører. Mens kombinationerne af toner, der udsendes fra det ene øre, kan være dissonante, mikrotonale og komplekse, kan toner, der udsendes fra et andet øre, være harmoniske og afbalancerede. Hvert emitterende øre producerer derfor noget, der ligner et akustisk fingeraftryk. Tonerne er optaget med specielle mikrofoner indsat direkte i ørerne på studerende under Jacob Kirkegaards residency på St. John's College ved University of Oxford i 2016. Det eustakiske rør (eng: Eustachian tube) strækker sig fra mellemøret til svælget og forbinder dermed øret og stemmen: Vindelev og Kirkegaards to kunstneriske kerne discipliner. I en 12 minutter lang performance, stående, ansigt til ansigt, fortolker parret udvalgte ører, ved at synge dem ind i hinandens munde. Eustachia for two voices er tidligere blevet opført på Louisiana, ARoS, Ribe Kunstmuseum og på Fridman Gallery New York City, USA.