Back to All Events

METTE RIISE & REBECCA KRASNIK "THE LESS UNSUSTAINABLE TALKSHOW"


  • Nikolaj Kunsthal, København Nikolaj Plads 10 København, 1067 Denmark (map)

Mette Riise, The Less Unsustainable Talk Show. Foto: Daniel Jamernik.

Pressemeddelelse, marts 2022

Hvilke fortællinger om klimakrisen, grøn omstilling og bæredygtighed findes i vores samfund i dag? Hvad beror de sig egentlig på, og hvem er fortælleren i dem? Det er spørgsmål som disse, kunstner Mette Riise nysgerrigt undersøger i hybrid-filmværket The Less Unsustainable Talkshow. Filmen, der er en del af det nye udstillingsinitiativ Platform, kan opleves fra 9. april til 22. maj.

Nikolaj Kunsthal har for nyligt søsat projektet Platform, der er et nyt udstillingsrum dedikeret til unge kunstnere og kuratorer. Kunstner Mette Riise og kurator Rebecca Krasnik præsenterer fra 9. april filmværket The Less Unsustainable Talkshow, hvor fortællinger om grøn omstilling og økonomisk vækst bliver sat på spidsen, vendt på hovedet og skilt ad.

Tragikomisk talkshow som doku-satirisk hybridformat
I The Less Unsustainable Talkshow forsøger filmens hovedperson, der spilles af kunstneren selv, på tragikomisk vis at producere et talkshow, der skal reaktualisere miljørapporten The Limits to Growth fra 1972. Men talkshowet bliver hurtigt lige så absurd og usammenhængende, som løftet om en bæredygtig fremtid viser sig at være. For giver det mening at snakke om bæredygtighed i et kapitalistisk samfund, der bygger på en søgen efter uendelig vækst, når vi lever på en jord med begrænsede ressourcer?

Mette Riise, The Less Unsustainable Talk Show. Foto: Daniel Jamernik.

Mette Riise, The Less Unsustainable Talk Show. Foto: Daniel Jamernik.

“Vestens” hvide heltefortællinger skal gås efter i sømmene
Med dokumentariske greb og fiktiv iscenesættelse skaber Mette Riise med filmen en kritisk satire, der belyser “Vestens” behov for nye alternative historiefortællinger.

Filmen fremlægger Mette Riises omfattende research og inddrager både klimaforskere og journalister, bl.a. Jørgen Randers og Clive Spash samt artikel af klimajournalisten Martin Bahn. Mette Riise belyser således de stemmer, økonomiske systemer og magtstrukturerer, der ligger bag vores klassiske fortællinger og verdensopfattelser. Den klassiske hvide helt bliver konfronteret med sine egne blinde vinkler og et behov for nye fortællinger og verdensopfattelser, der ikke bygger på uendelig vækst, konkurrence og individualisme opstår. Der er ifølge Mette Riise brug for at skabe plads til alternative narrativer, der åbner op for nye klimaperspektiver på verden. I forbindelse med udstillingen vises filmen i en totalinstallation skabt af Mette Riise; en tydelig kulisse der henviser til budskaber om kapitalismes vækstparadigmer og løfter om en bedre grøn fremtid. Det er et surreelt rum, som skaber rammerne for en illusion. Med en skillevæg, falsk græs og papfigurer er det tydeligt, at det kun er et midlertidigt display, der skal sælge ideen om grøn vækst og et talkshow, som begge har nær umulige forudsætninger.

Det (selv)kritiske spejl afstedkommer flere spørgsmål end svar
Filmen kaster et kritisk blik på narrativerne i vores samfund og udforsker temaer som det kapitalocæne, økofeminisme og ’white male supremacy’. Mette Riise bruger sit kunstner-alter-ego i en sammensmeltning af genrer: fra satirisk komedie, mockumentary til klassisk dokumentarisme. I processen bliver temaernes absurditeter reflekteret tilbage til os. Vi står dermed tilbage med flere spørgsmål end svar – men forhåbentlig med en mere kritisk tilgang til vores verdensopfattelse og aktørerne i den. The Less Unsustainable Talkshow kan opleves i Nikolaj Kunsthals udstillingsrum Platform fra 9. april til 22. maj, 2022.


Rebecca Krasnik.

Mette Riise. Foto: Sissel Abel.

Mette Riise (f. 1992) er uddannet ved Akademie der bildenden Künste Wien og Hochschule für bildende Künste Hamburg. Riise arbejder med performative interventioner, installationer og videoer, hvori hun ofte selv optræder. Hendes arbejde er karakteriseret af omfattende research, hvor hun ofte opsøger og integrerer sig i andre industrier, fx accounting-branchen eller den danske standup comedy-scene, da hun er optaget af at undersøge kunstnerens rolle uden for kunstinstitutionelle rammer.

Tematisk sætter Riise spørgsmålstegn ved det senkapitalistiske arbejdssamfund og de globale magtstrukturer, som opretholdes gennem vort økonomiske system. Temaer hun bearbejder med satire, alvor og (selv)kritik. Riise har udstillet og performet i bl.a. 21er Haus Wien (AUT), Monash Business School (AU), i Børssalen ved ”MOMENTUM – Køn og Kunst på Børsen” (DK) og er repræsenteret af pars.dk.

Rebecca Krasnik (f. 1987) er billedkunstner og kurator. Hun har en MFA fra School of Visual Arts i New York. I 2019 grundlagde hun det kuratoriske projekt Lazed Leaves, som placerer kunstværker i afslappede positioner på sofaer i private hjem (lazedleaves.today). Derudover er hun med til at drive Bladr – en platform for kunstnerbøger på Nørrebro i København.

Som billedkunstner arbejder Rebecca Krasnik med tid og billeder. Hun udforsker, hvordan den teknologiske udvikling fortsat ændrer vores måder at skabe og omgås billeder og de tidslige oplevelser, de tilbyder. Hun har vist sit arbejde på bl.a. Galleri Image (DK), A.I.R. Gallery (USA), EFA Project Space Gallery (USA) Nowolipki Gallery (PL) og som en del af AXW Film Festival på Anthology Film Archive (USA).

Nikolaj Kunsthal præsenterer især dansk, men også international samtidskunst i unikke historiske omgivelser midt i København. Kunsthallen er beliggende i den gamle Sankt Nikolaj Kirke, der kan dateres tilbage til 1200-tallet. Den smukke arkitektur indgår i samspil med skiftende udstillinger, senest af bl.a. Ditte Ejlerskov, Nikoline Liv Andersen, David Lynch, HuskMitNavn, Leonard Cohen m.fl. Nikolaj Kunsthal har sit fokus på Københavns samtidskunstscene og er optaget af kunstmøder på tværs af genrer, medier og formater. Kunsthallen præsenterer også løbende koncerter, performances, omvisninger, middage, talks m.v.

Platform er et nyt udstillingsrum, der viser seks årlige udstillinger af unge samtidskunstnere og kuratorer. Med Nikolaj Kunsthal som base har Platform til formål at skabe et udstillingsrum for unge, visuelle kunstnere og kuratorer i København. Intentionen er at styrke vækstlaget og bidrage til at løfte og bære nye talenter videre i deres kunstneriske karrierer.

Fernisering: Fredag d. 8. april, fra kl. 16. (Facebook event).
Udstillingsperiode:
D. 9. april - 22. maj, 2022.