Back to All Events

MARK LECKEY "HE THRUSTS HIS FISTS AGAINST THE POSTS BUT STILL INSISTS HE SEES THE GHOSTS"


  • Statens Museum for Kunst, København 48 Sølvgade København, 1307 Denmark (map)
Mark Leckey, Stillbillede fra "Dream English Kid, 1964-1999 AD", 2015 | Foto: Mark Blower, Courtesy the Artist and Cabinet, London.

Mark Leckey, Stillbillede fra "Dream English Kid, 1964-1999 AD", 2015 | Foto: Mark Blower, Courtesy the Artist and Cabinet, London.

Inspireret af en motorvejsbro fra sin barndom, fylder den internationalt anerkendte kunstner Mark Leckey x-rummet med en totalinstallation produceret særligt til Statens Museum for Kunst.

Den britiske kunstner Mark Leckey (f. 1964) voksede op uden for Liverpool i England. Med udstillingen He Thrusts his Fists against the Posts but Still Insists he Sees the Ghosts inviterer han publikum med tilbage til et ganske særligt sted fra sin barndom: ramperne under motorvejsbroen M53 i byen Ellersmere Port. Til x-rummet på SMK har han ud fra hukommelsen genskabt broen og ramperne, hvor han og hans venner hang ud i starten af 1970’erne.

Eksorcisme i x-rummet
”Mange af mine værker udspringer af ting og oplevelser fra min barndom og ungdom, som bliver ved med at hjemsøge mig. Og motorvejsbroen er en af de ting fra mit liv, der har sat sig fast i min hukommelse. Det er derfor, jeg har genskabt den. Det er som om, at den her slags minder kommer til at fylde for meget. De bliver for overvældende”, siger Mark Leckey. Ifølge den britiske kunstner er alle hans værker en form for eksorcisme – indskydelsen og trangen til at skabe et værk opstår i ham, når noget bliver for giftigt og må udslettes. Særligt for Mark Leckeys kunstneriske praksis er hans brug af found objects og found footage, det vil sige objekter, billeder, lyd og videooptagelser fra den virkelige verden.

”Jeg vil gerne have, at museets gæster får en psykedelisk oplevelse, når de træder ind i rummet. At lyset, broens størrelse og musikken sætter dem i en anderledes tilstand”, forklarer han om den gennemgribende transformation af x-rummet, som ud over den gigantiske fantombro, der er indhyllet i natriumlys, også indbefatter afskallede plakater og ikke mindst et helt nyt lydværk designet til rummet.

Lydværket minder om en mellemting mellem et foredrag, et radioprogram, en autobiografisk fortælling og et DJ-set – og det er produceret af lyd-samples fra fire årtier, liveoptagelser, historiske fakta og Leckeys egne refleksioner og tanker. Det nye lydværk, der er skabt specielt til udstillingen på SMK, er en videreudvikling af en performance, Leckey opførte i forbindelse med sin seneste udstilling, Mark Leckey: Containers and Their Drivers, på MoMA PS1 i New York.

Mark Leckey, Fotos af Mark Leckey: "Containers and Their Drivers" på MoMA PS1 i New York, udstillet 23. oktober, 2016 - 5. marts, 2017. | Fotos: Derek Schultz. Fotos takket være kunstneren og MoMA PS1.

Mark Leckey, Fotos af Mark Leckey: "Containers and Their Drivers" på MoMA PS1 i New York, udstillet 23. oktober, 2016 - 5. marts, 2017. | Fotos: Derek Schultz. Fotos takket være kunstneren og MoMA PS1.

Om Mark Leckey
Mark Leckey har siden slutningen af 1990'erne været fremtrædende på den internationale kunstscene. Med videoværket fra 1999 – Fiorucci Made Me Hardcore – en hyldest til den britiske dance culture – blev han kendt i kunstkredse, og i de seneste år har Leckey cementeret sin betydning, bl.a. med en udstillingsrække på WEILS i Bruxelles, Haus Der Kunst i München, Madre i Napoli og Kunsthalle Basel i 2014-15.

Hans værker og performances har desuden været udstillet på blandt andet Serpentine Gallery i London, og MoMA PS1 i New York. Og i 2008 modtog Leckey den præsigefulde Turner Prize for sit værk Industrial Light and Magic. Leckeys kunstneriske praksis spænder bredt fra installationer, prints og skulpturer til video, performance og lydværker.

Fernisering: Onsdag d. 3. maj, kl. 17-19 | Facebook event