Fritz Lang: Frau im Mond, 1929. Foto: Horst von Harbou / Deutsche Kinemathek.
Pressemeddelelse, maj 2018
Efterårets store udstilling på Louisiana indtager hele museets Sydfløj med en omfattende tværæstetisk udstilling om ét af vor kulturs store motiver, Månen. Udstillingen, som består af op imod 150 værker, tegner et multifacetteret portræt af Jordens eneste naturlige satellit gennem kunst, film, musik, litteratur, kulturhistoriske genstande, arkitektur, naturvidenskab og astronomi.
Som det eneste himmellegeme, hvis overflade kan ses med det blotte øje fra Jorden, har Månen gennem århundreder fascineret kunstnere og forfattere. Dens runde, hvide skive har været en åben projektionsflade for myter, forestillinger og drømme. Når vi ser ud i verdensrummet, ser vi også os selv – og Månen bliver, som en absolut andethed, et spejl for det menneskelige. Her mødes videnskab og folketro, fiktion og teknologi, eksistentiel søgen og økonomisk ekspansionstrang. Louisianas udstilling undersøger, hvordan tilsyneladende modstridende kulturelle impulser vikles sammen i Månens nyere historie.
Max Ernst, En galakses fødsel, 1969 (Olie på lærred, 92 x 73 cm). Fondation Beyeler, Riehen/Basel, Beyeler Collection © Max Ernst / VISDA 2018. Foto: Robert Bayer.
På én gang fjern og inden for rækkevidde er Månen vores port til et større univers. Den er blot et par dagsrejser væk, så nær, at mønstrene på dens overflade har optaget månekiggere verden over. Men den peger samtidig på den store uendelighed, der åbner sig i mørket bag den: Det kosmos, der fundamentalt overskrider menneskets fatteevne. Måske derfor står Månen som ét af vor kulturs store grundmotiver.
På den ene side er den symbol på romantiske længsler – på den anden side er den et naturligt første stop for rummissioner. Månen er begge dele – et betydningsladet ikon, hvor det ydre rum og den indre verden mødes.
Louisianas udstilling leder op til 50-året for den første bemandede månelanding, Apollo 11 i 1969, og månelandingen vil være ét af udstillingens tematiske omdrejningspunkter: som en midlertidig kulmination af de dybt forankrede kulturelle forestillinger, som var investeret i rumkapløbet. Månelandingen var ikke blot en teknologisk landvinding, men en spektakulær og gennem-æstetiseret begivenhed, som blev distribueret globalt i billeder – og som blev både foregrebet og fortolket i 1960’ernes billedkunst og bredere visuelle kultur. Amerikanske Robert Rauschenberg overværede, på officiel invitation fra NASA, Apollo 11- affyringen og skriver i collageværket Stoned Moon Book fra sit ophold: “My head said for the first time moon was going to have company and knew it.” Værket er udlånt af Robert Rauschenberg Foundation i New York og hører til udstillingens mange værker, der sjældent eller aldrig før har været udstillet i Skandinavien.
Katie Paterson, Light Bulb to Simulate Moonlight, 2008 (289 matterede el-pærer med halogen-glødetråde (28W, 4500K), kasse og log-bog, Varierende mål). Installation view Matthew Bown Gallerie, Berlin, 2010. Courtesy of the Artist. Foto: Martin John Callanan.
Udstillingen organiseres omkring en række temaer, der tilsammen tegner et multifacetteret portræt af Månen og dens betydning i den moderne kultur:
Måneskin: Månens særlige lys har optaget billedkunstnere i århundreder og er et grundmotiv i romantik-kens landskabsmaleri og digtning. Interessant nok opstår romantikkens månefascination i netop de år, hvor opfindelsen af nye, kunstige lysteknologier giver Månen konkurrence som nattens primære lyskilde. Hos malere som C.D. Friedrich, Joseph Wright of Derby, J.C. Dahl og C.W. Eckersberg sættes menneskelivets skrøbelighed i kontrast til Månens evige lys. I samtidskunsten tematiseres måneskin som en naturoplevelse, der forsvinder i takt med den tiltagende lysforurening, hos kunstnere som Katie Paterson og Darren Almond.
Selenografi: Den videnskabelige beskrivelse af Månens overflade – opkaldt efter den græske månegudinde Selene – opstår i begyndelsen af 1600-tallet, da italienske Galileo Galilei studerer Månen i et teleskop og publicerer sine opdagelser i et bogværk, der bortviser vedtagne religiøse dogmer og gør himmelrummet til genstand for videnskabelige studier. I de efterfølgende århundreder giver stadigt mere detaljerede Månekort adgang til viden om Månens beskaffenhed. Et rum i udstillingen fortæller historien om denne tiltagende kortlægning med et udvalg, der spænder fra Galileis originale akvareller over 1700-tallets smukke, håndlavede kort, til de allernyeste minutiøst detaljerede billeder af Månens overflade, publiceret af NASA.
Joseph Cornell, Sæbeboble-sæt, 1948 (Bokskonstruktion, 36,8 x 52,1 x 9,8 cm). Collection of Mr. & Mrs. John Stravinsky © The Joseph and Robert Cornell Memorial Foundation / VISDA 2018.
Myter og månesyge: Månen er objekt for videnskabelige studier, men den er også, om noget, fantasiens territorium. Mennesket ser op og digter historier: Snart sagt alle kulturer har myter, guder eller ritualer knyttet til Månen – og både kunsten og folkekulturen er rig på forestillinger om, hvordan Månen påvirker menneskets krop og psyke. Denne temasektion undersøger myternes måne i en dialog mellem måneguder, folkeminder, urbane myter og surrealistisk kunst af blandt andre Salvador Dalí, Max Ernst, Joseph Cornell og Remedios Varo. Også yngre kunstnere som Marie Kølbæk Iversen og Camille Henrot undersøger Månens rolle som knudepunkt mellem det indre og det ydre rum.
Rumalderens æstetik: Da Sovjetunionen i 1957 bragte den første kunstige satellit, Sputnik, i rotation om Jorden, indledtes et intenst rumkapløb mellem den kolde krigs stormagter, som kulminerede, da det første menneske satte fod på Månen i 1969. I årene omkring Apollo 11 er kapløbet mod Månen en altdominerende kulturel dagsorden, hvis filosofiske implikationer optager periodens store kunstnere – med lige dele fremskridtsoptimisme og ideologikritik. Her vises blandt andet Robert Rauschenbergs værker fra opholdet hos NASA, østrigske Kiki Kogelniks malerier af svævende kvinder i det ydre rum og franske Yves Kleins ”planetare relieffer” – værker der skulle give en spirituel dimension til en rumalder, der ellers, i kunstnerens øjne, risikerede at reducere mennesket til en turist i rummet.
Videnskabelig model af Månen konstrueret af Johann Friedrich Julius Schmidt og Thomas Dickert, Tyskland 1898. Foto: Field Museum Library/Getty Images.
Rumkolonisering: Hvem ejer Månen? Skønt en FN traktat definerer det ydre rum som menneskehedens fælleseje, ser vi i dag konturerne af en ny rumalder. Månen er ikke længere blot et mål i sig selv, men en affyringsrampe for missioner længere ud i universet, og både nationer og private virksomheder undersøger muligheden for Månebaser og minedrift i det ydre rum. I denne sektion undersøges rumkolonisering gennem blandt andet Foster+Partners’ månebase for ESA, Neri Oxmans eksperimenterende rumdragter og kunstneren Trevor Paglens fotografier af de hemmelige overvågningssatellitter, der gemmer sig blandt nattehimlens stjerner.
Dyb tid: Den økologiske krise på Jorden har fået forskere til at konkludere, at vi befinder os i en ny geologisk tidsalder, ”det antropocæne”, hvor mennesket påvirker Jordkloden på et planetært niveau. Hvordan kan kunsten indfange planetens tid, den dybe tid, der overskrider den menneskelige fatteevne? I denne sektion vises bl.a. kunstneren Hiroshi Sugimotos fotografier, der indfanger Månens bane som en stribe af lys henover nattehimlen og Alicja Kwades abstrakte skulpturer, der oversætter motiver som tyngdefelter og planetbaner i sten og stål. Desuden rummer sektionen et udvalg af sten, meteoritter og fossiler, der tilsammen fortæller om solsystemets opståen og Månens fascinerende tilblivelseshistorie. For at nærme sig denne dybe tid, vender en ny generation af kunstnere i dag blikket mod Månen; Jordens ledsager, der som en forpost til kosmos, har åbnet for refleksion over tilværelsens skrøbelighed, kredsløb efter kredsløb, generation efter generation.
Still fra Georges Méliès Le Voyage dans la Lune (film) / Rejse til Månen (film), 1902 (14 min). © Lobster-Fondation Groupmama Gan-Fondation Technicolor.
Udstillingen rummer flere nye kunstværker, skabt specielt til denne udstilling. Blandt andet vil den amerikanske avantgardekunstner Laurie Anderson skabe en ny virtual reality-installation specielt til Louisianas udstilling. Udstillingen er kurateret af Louisianas museumsinspektør Marie Laurberg, der de seneste år har researchet indgående i Månens betydning for kunst og kultur fra romantikken til samtidskunsten – og har udviklet udstillingen i dialog med en række institutioner inden for andre fagfelter.
I forbindelse med udstillingen udgives et rigt illustreret katalog i form af en Louisiana Revy med tekster af kurator Marie Laurberg, astrofysiker Anja Cetti Andersen, kunsthistoriker Stephen Petersen, arkæo-astronom Ed Krupp samt litterære bidrag af Italo Calvino m.fl. Under udstillingen vil der ved fuldmåne afholdes særlige Full Moon-parties med foredrag og performancekunst. Udstillingen ledsages desuden af et filmprogram med fokus på Månen i science fiction og eksperimentalfilm.
Udstillingsperiode: d. 13. september 2018 - 20. januar 2019.
Åbningstider: Tirsdag - fredag kl. 11-22. Lørdag, søn- og helligdage kl. 11-18. Mandag lukket.