0
0
Back to All Events

KASPAR BONNÉN "MIN ANGST HOLDER ALLE DØRE PÅ KLEM" 📷


  • RoofTop, København Ingerslevsgade 84 A København, 1705 Denmark (map)
Kaspar Bonnén “Min angst holder alle døre på klem.” Foto: RoofTop.

Kaspar Bonnén “Min angst holder alle døre på klem.” Foto: RoofTop.

Pressemeddelelse, juli 2019

RoofTop er en ny udstillingsplatform med adresse i Den Hvide Kødby i København. Men som navnet antyder, er det ikke en helt almindelig beliggenhed, idet platformen er et 12 m langt lysskilt, som er opstillet på toppen af en nedrivningsejendom på adressen Ingerslevsgade 84 A. En urban og sfærisk beliggenhed med udsigt over banelegemet og indgangen til den pulserende Hvide Kødby fra øst.

Lysskiltet bliver udstillingsplads for 10 udstillinger/kunstneriske udsagn over de næste 10 måneder. Tekst som billedkunst, lavet af billedkunstnere. Vist i det offentlige rum.

Initiativtageren og kurator er billedkunstneren Michael Mørk, og de deltagende kunstnere er: Lise Nørholm, Peter Holst Henckel, Lise Harlev, Anette Harboe Flensburg, Gudrun Hasle, Kaspar Bonnén, Michael Mørk, Jesper Fabricius, Kim Asbury og Jakob Jakobsen.

Med udgangspunkt i forestillingen om, at alle mennesker bærer en eller anden form for angst i sig, har Kaspar Bonnén skabt værket Min angst holder alle døre på klem til RoofTop. Udsagnet kan beskrive den sårbare udforskning af verden, som man foretager sig i dagligdagen. Flere af Bonnéns værker kredser om konkrete, mentale eller forestillede rum, der visuelt eller på tekst taler til beskuerens fantasi. Et rum er en sfære, man træder ind i, som en situation eller en sammenhæng. I lignende forstand er der mange af livets situationer, som man træder ind i, hvor den ængstelige eller nervøse følelse ledsager ens entré.

Kaspar Bonnén “Min angst holder alle døre på klem.” Foto: RoofTop.

Kaspar Bonnén “Min angst holder alle døre på klem.” Foto: RoofTop.

Bonnéns værk fungerer ikke blot som billede på et mentalt rum men også et fysisk. Forestillingen om at man står i et rum eller en situation, som man ikke kan se sig ud af, skaber en næsten klaustrofobisk fornemmelse, som de fleste måske vil kunne genkende. Her bliver Bonnéns værk ikke blot et sprogligt men også et sanseligt og kropsligt udsagn, der demonstrerer, hvordan visse ord eller sætninger skaber direkte effekt hos en læser.

Min angst holder alle døre på klem kan hentyde til det angstfulde rum eller følelsen af at være til i en usikker verden, man ikke kan undslippe, men udsagnet rummer også et positivt træk; den sårbare udforskning af verdenen kan vise sig i en skærpet opmærksomhed på og empati med sine omgivelser. Her holder en særlig sensibilitet eller ængstelighed alle muligheder og scenarier åbne. Der kan opstå en fintfølende bevidsthed om det, der foregår i ens nærhed, ligesom der kan vise sig et uendeligt mulighedsrum, der langsomt og forsigtigt kan udforskes.

Kaspar Bonnén “Min angst holder alle døre på klem.” Foto: RoofTop.

Kaspar Bonnén “Min angst holder alle døre på klem.” Foto: RoofTop.

Kaspar Bonnén “Min angst holder alle døre på klem.” Foto: RoofTop.

Kaspar Bonnén “Min angst holder alle døre på klem.” Foto: RoofTop.

Kaspar Bonnén (1968, DK) tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 1999. Han har haft soloudstillinger på bl.a. ARoS, Moderna Museet i Stockholm, Kunstforeningen Gl. Strand, Designmuseum Danmark og Kunsthallen Brandts. Bonnéns værker af del af samlingerne på bl.a. Statens Museum for Kunst, ARoS, Essl Museum i Østrig og Moderna Museet i Stockholm. Han har udgivet flere romaner og digtsamlinger, heriblandt Ind til min mor ved Forlaget Vandkunsten, Skabelser ved Arena Forlag og Inventarium ved Borgens Forlag.

Fernisering: Fredag d. 19. juli 2019, kl. 18-20.
Udstillingsperiode: 19. juli - 14. august 2019.