Back to All Events

KAMPSTART KL. 19.00: OLOF OLSSON

  • Skjold Contemporary - BK Skjold, København Per Henrik Lings Allé 10 København, 2100 Denmark (map)
Olof Olsson “Driving the Blues Away”. Foto: Napoleon Bryl.

Olof Olsson “Driving the Blues Away”. Foto: Napoleon Bryl.

Pressemeddelelse, oktober 2019

Torsdag d. 24. oktober inviterer Skjold Contemporary indenfor til finalen, den sidste af fire aftener i 2019 under parolen: Kampstart kl. 19.00. Kunstnerne er underlagt følgende benspænd: 2x45 minutter i omklædningsrum nr. 6. Mellem de to halvlege skal der være en pause på 15 minutter. (Olof advarer at denne finale muligvis vil ende i forlænget spilletid).

Performancen foregår på engelsk.

Hvad forbinder Toblerone med Steve Jobs, kokain, appelsinjuice, Jomfru Maria, Heinz Ketchup, prutter og Immanuel Kant? Driving the Blues Away er en info-comedy der ræser gennem kunst-, chokolade-, coladrikke-, PC-, filosofi- og teologihistorien. På vejen er der et romantisk melodrama – hvor Olofs næsten partner bliver forført af en ultraberømt programmeringsentreprenør i Tax free-butikken i Delhis lufthavn. Det hele bærer præg af Olofs kringlede kærlighed til sprog: "Vores sprog og verden er ikke altid sammenlænket en-til-en. Det er et rod, og det gør os nervøse. Men det er et sjovt rod."

There no better way to drive the blues away, than Driving the Blues Away.

Denne performance er en del af et dobbeltprogram skabt i samarbejde med Live Art Danmark. Anden del er en performance af Klas Eriksson på Café Hermod. Find mere information her.

Tilmelding: Det er gratis at deltage, men vi har blot 22 pladser, så tilmeld dig på frankalt@hotmail.com.


Skjold Contemporary

Skjold Contemporary er fodboldklubben BK Skjolds indspark på den københavnske kunstscene. Herfra vil kunstneriske initiativer, underlagt benspænd fra fodboldens verden, udspringe.

Med Skjold Contemporary ønsker BK Skjold at byde samtidskunsten indenfor. Vi ønsker at iscenesætte kunstneriske udspil til refleksion for klubbens medlemmer og andre, der måtte lægge vejen forbi. Vi arrangerer udstillinger samt kunstrelaterede begivenheder, og vores ambition er at præsentere samtidskunst af høj kvalitet. Fodboldklubber er generelt meget endimensionelle omkring fodbold - det ønsker vi at ændre. Hos BK Skjold arbejder vi for at skabe en urban fodboldklub, som afspejler København, og som kan bygge bro mellem sport, kunst, kultur og socialt arbejde.

Skjold Contemporary har hjemmebane i omklædningsrum nr. 6 på Østerbro Stadion.

I 2019 afholder Skjold Contemporary 4 aftenarrangementer under parolen: Kampstart kl. 19.00. Her vil vi udfordre fire kunstnere til hver især at iscenesætte en aften med følgende benspænd: 2x45 minutter i omklædningsrum nr. 6. Mellem de to halvlege skal der være en pause på 15 minutter. 

Skjold Contemporary kan følges på Facebook og Instagram.

Program for Kampstart kl. 19.00

Earlier Event: October 24
INDVIELSE: KAI NIELSEN "VANDMODEREN"