0
0
Back to All Events

JULIE STAVAD & HOLGER HØJBJERG "BIG SHADES"


  • Charlotte Fogh Gallery, Aarhus Mejlgade 44a Aarhus, 8000 Denmark (map)
Julie Stavad, Metal heart, 2019. (Stål).

Julie Stavad, Metal heart, 2019. (Stål).

Pressemeddelelse, marts 2019

“Big Shades” er en duo-udstilling af Julie Stavad og Holger Højbjerg. De to kunstneres værker sættes overfor hinanden, og på tværs af medie, materialer og motiver opstår et fællesskab for det umiddelbare og det præcise. Hvor Julie Stavads skulpturer ofte bringer kroppen i spil gennem skalaspring og stoflige kontraster, arbejder Holger Højbjerg i sine malerier med et allerede eksisterende billedmateriale fra bl.a. kunsthistorien og populærkulturen.

Til udstillingen har Julie Stavad skabt en serie af fem værker i koldvalset pladestål, metalrør - og stænger. Med udgangspunkt i et lille smykke, en brystbaseret broche, har Stavad forstørret og forvredet objektets dele til selvstændige skulpturer, der nu står på egne ben i udstillingsrummet. Gruppen af Stavads værker er i menneskehøjde og står som en slags spejle oprejst på gulvet - sammen med beskueren. Med formgivningsprocessen som et slags motiv fremstår Stavads værker bankede, ridsede og med en form for øjne efterladt af de svejsninger, skulpturerne kræver for at kunne stå selv.

Holger Højbjerg, U.T., 2019. (Akryl og spraypaint på lærred, 150 x 100 cm).

Holger Højbjerg, U.T., 2019.
(Akryl og spraypaint på lærred, 150 x 100 cm).

I forbindelse med udstillingen har Holger Højbjerg skabt en serie af malerier på lærred med spray- og akrylmaling. Højbjerg gør ofte brug af symboler og referencer som hver især har noget iboende. Den konstante strøm af billeder, der til hverdag passerer os, italesætter Højbjerg visuelt ved at tage genkendelige motiver ud af en kontekst og sætte dem i en ny. Det er igennem de forskellige lag/overlap af betydning, at der opstår et spændingsfelt mellem historie og hverdag. Èt billede, bliver billede på noget andet.

Julie Stavad (f. 1987) dimitterede fra Det Jyske Kunstakademi i 2015 og har siden deltaget i en lang række udstillinger i ind- og udland. Julie Stavad er bl.a. repræsenteret i Aarhus Kommunes og Statens Kunstfonds samlinger. Stavad er modtager af en række legater, heriblandt Astrid Noacks Legat i 2018, der efterfulgte hendes første museumssoloudstilling på Holstebro Kunstmuseum. Stavads værker til udstillingen på Charlotte Fogh Gallery er skabt med støtte fra Aarhus Kommunes Kunstråd og Statens Værksteder for Kunst.

Holger Højbjerg (f. 1989) dimitterede fra Det Jyske Kunstakademi i 2018 med en afgangsudstilling på Kunsthal Aarhus. Derudover er Højbjergs værker senest blevet vist på Code Art Fair 2019 og Art Herning 2019. Højbjerg er bl.a. repræsenteret i Aalborg Kommunes- og Statens Kunstfonds samlinger.

Fernisering: Fredag d. 5. april 2019, kl. 17-19.
Udstillingsperiode: D. 5. april 2019 – 18. maj 2019.
Åbningstider: Onsdag, torsdag og fredag: 12-17. Lørdag: 11-15.

Charlottefogh.dk