0
0
Back to All Events

JOHAN ROSENMUNTHE "HIDDEN IN PLAIN SIGHT"


  • Overgaden - Institut for Samtidskunst, København Overgaden Neden Vandet 17 København K, 1414 Denmark (map)
unnamed(1).jpg

Pressemeddelelse, Januar 2017

På sin første store soloudstilling i København præsenterer Johan Rosenmunthe os for værker, der spekulerer i, at genstande optager viden fra deres omgivelser. Hvad kan vi eksempelvis lære af en tandbørste, en violinbue eller en robotarm? 
 
Den danske kunstner Johan Rosenmunthe er optaget af, hvordan arkæologi, tid og potentiel energi spiller sammen. På sin solopræsentation på Overgaden kommer denne interesse til udtryk i en sanselig materialeundersøgelse, der giver os anledning til at se de velkendte brugsgenstande, som vi omgiver os med, i et nyt lys. Hvad adskiller egentlig ‘døde’ objekter fra ‘levende’ organismer? Udstillingen på Overgaden tager udgangspunkt i en antagelse om, at menneskeskabte genstande såvel som naturens materialer lagrer informationer om deres omgivelser i form af eksempelvis lydbølger, temperaturpåvirkninger og hormoner, men at vi på nuværende tidspunkt blot ikke er i stand til at måle og registrere denne viden. I kunstnerens optik kan vi potentielt lære af vores hverdagsobjekter, ligesom der foregår en udveksling og kommunikation os og dem imellem.

På Hidden in Plain Sight omformes udstillingsrummene til et spekulativt – måske fremtidigt – arkæologisk sted, der danner ramme om en række nye værker, som med metoder hentet fra kemien og industriens verden dissekerer og udforsker forskellige objekters materie.

Som det første i udstillingen mødes publikum af et landskab bestående af kalksten, som breder sig ud i hele rummet. Her er der placeret en serie af print, der alle er registreringer og gennemlysninger af et udvalg af organiske såvel som uorganiske materialer. I næste rum kan man nærstudere hverdagsgenstandes bestanddele, idet kunstneren har indstøbt blandt andet et cykeldæk, en høvl og et kontrolpanel i plast og derefter skåret dem igennem.
 
Udstillingens sidste element består af en række væskefyldte og bagbelyste beholdere, hvori der er nedsænket forskellige genstande som violinbuer, tandbørster og en industrirobot. Sidstnævnte er placeret i en beholder, hvorpå der er monteret en hane, som gør det muligt for publikum at indtage det berigede vand, der i et lukket kredsløb konstant strømmer hen over robotten og ud gennem hanen.
 
Med Hidden in Plain Sight giver Johan Rosenmunthe os et anderledes og sanseligt syn på vores hverdags brugsgenstande og giver os samtidig anledning til at overveje, hvordan vi tilskriver og udvælger objekter og materialer og indgyder dem særlig betydning. 
 
Johan Rosenmunthes arbejde spænder fra kunstnerbøger og fotografi til skulpturelle installationer og performances. Han har udstillet nationalt og internationalt, senest på Tranen og Kunsthal Nord, Deli Gallery (NY), MELK (NO) og Museum De Domijnen (NL). Han er uddannet på RUC og Fatamorgana.

Fernisering: Fredag d. 26. januar kl. 17-20.