0
0
Back to All Events

J&K/JANNE SCHÄFER & KRISTINE AGERGAARD "WE"


  • du.al, Svendborg Havn Frederiksø 18a (Smøgen) Svendborg, 5700 Denmark (map)
 J&K.

J&K.

Pressemeddelelse, maj 2018

I du.al’s tredje udstilling præsenterer den dansk/tyske kunstnerduo J&K We, som tager form som et scenografisk display af skulpturer, der præsenterer en absurd vision af en verden, hvor det ikke er mennesket der er i centrum, men hvor objekter udspiller handlinger i et teatralsk rampelys.

"We are differences in intensity, We are the presence over here, that makes the over there move. We are we without a you. We get folded and twisted into shapes, and are connected tail to head. We are strands interlaced. We are what is always alluded to, but never sufficiently named.

We are a voice that doesn't use words."

 J&K.

J&K.

We er et fællesskab af levende objekter, der overskrider menneskeskabte kategorier og subjekt-objekt opdeling. Komponeret som objektteater, består We af to rumlige collager, hvor skulpturer, objekter og materialer udgør en abstrakt scene med spillere. Installeret som to dioramaer, der relaterer til hinanden og skitserer et handlingsforløb, benytter værket sig af du.als helt særlige udstillingsformat. Til ferniseringen præsenteres en performance, hvor vi hører objekterne kommer til orde.

We’s tale er skrevet af Jonathan Bonnici i samarbejde med J&K.

J&K / Janne Schäfer og Kristine Agergaard skaber værker der undersøger mekanismer bag den kulturelle produktion af værdier, tro og identitet. De arbejder med udgangspunkt i, at hierakier mellem alt levende, såsom mennesker, dyr, planter, mineraler og objekter, er midlertidige konstruktioner. Kunstnerne udfordrer et antropocentrisk perspektiv på verden, for herigennem at foreslå en alternativ vision, hvor ikke-menneskelige væsener er bevidste. Gennem deres tilgang til materie som tidslager, vidne og historiefortæller, skaber J&K komplekse og provokative tableauer, hvor materialer og objekter er indgangsvinklen til narrativer, der fremmaner en ikke-lineær tid og reformulerer historien - i en sammenfletning af det forhistoriske med det futuristiske og det hverdagslige med det mystiske.

J&K har arbejdet som kunstnerduo siden 1999, og bor og arbejder mellem København, Berlin og Møn. De har begge en BA in Fine Art fra Chelsea College of art London, 2001. Janne Schäfer har desuden en MA fra UDK Berlin, 2006 og Kristine Agergaard en MA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2005.

De har en lang række soloudstillinger bag sig, på velrenomerede nationale og internationale kunstmuseer. Heriblandt Statens Museum for Kunst (København), Pergamonmuseum (Berlin), KUNSTEN Museum og Modern Art (Aalborg) og Overgaden Institut for Samtidskunst (København).

Fernisering: Torsdag d. 31. maj, kl. 17-19. (NB! Åbningen foregår udendørs).
Udstillingsperiode: d. 31. maj, 2018 - 25. august, 2018.

 J&K.

J&K.


du.al er et kunstnerdrevet udstillingssted beliggende på værftsøen Frederiksø i Svendborg. På gadeplan, i værftsøens nedlagte snedkeri danner to gamle sprøjte-/malerum rammerne omkring udstillingsplatformen. Rummenes indgang og fysiske mål er identiske og står med deres glasfacader ud mod havnen som to transparente søjler i murværket. Rummene fungerer som to 13 kubikmeter udstillingsmontre, der over en periode på 1,5 år vil stå oplyste alle døgnets timer, og lade lyset skinne på værker af 5 forskellige etablerede og temporære kunstnerduoer.

Kunstnerne bag udstillingsplatformen, Katrine Würtz Hansen og Nanna Katharina Jensen, har kurateret en udstillingsrække på 5 udstillinger af 3 måneders varighed. Fælles for de inviterede kunstnerne er at deres kunstneriske praksis rummer både skulpturelle, installatoriske og performative kvaliteter.

du.al er støtte af STATENS KUNSTFOND og Svendborg Kommune.