0
0
Back to All Events

HANNAH TOTICKI ANBERT "TOOLS"


  • Astrid Noacks Atelier, København Rådmandsgade 34 København, 2200 Denmark (map)
Hannah Toticki Anbert, Tools.

Hannah Toticki Anbert, Tools.

Pressemeddelelse, maj 2019

I udstillingen præsenterer Anbert 'tools' til at navigere i en grænseløs kultur præget af konstant online tilstedeværelse. Muligheden for at supplere vores viden og hukommelse med information, der lagres online, ændrer både vores kroppes tilstedeværelse i verden og vores relation til ting.

I udstillingen kommer Anbert med bud på analoge og materielle ’værktøjer’ til at manøvrere i; have sin krop i og leve med i 'grænseløshedens kultur'. Det er et begreb fra Kulturforskeren Gregers Andersens bog af samme titel. Bogen handler om sammenhængen mellem personlig og global udmattelse, hvilket er et tema, der ligger i forlængelse af Anberts projekter Sakralt Arbejde (2016-2018) og Slower and Cheaper (2018).

I en grænseløs kultur præget af endeløs vækst og evig hastighed smelter klimakrise og den eksistentielle krise sammen til én stor krise. Hverken planeten eller mennesket kan tilsyneladende fortsætte med at tage del i hastighedsregimet: Kloden giver efter med brande, oversvømmelser og storme, mens vi mennesker i stigende grad plages af angst, stress og depression. I en kultur af grænseløshed er der brug for ’tools’ til at bruge kroppen og sanserne på andre måder, der ikke følger logikker omkring vækst, energi og hastighed.

Udstillingen består af en række nyproducerede værker. "Daybed for framing infinity" er et møbel, en briks placeret i atelierets store port og således både inde i atelieret og ude i gården. Publikum inviteres til at lægge sig på briksen og kigge op i himlen, der indrammes af en cirkel. Indramningen er en pendant til måden, hvorpå information målrettes os og netop "frames" for os på daglig basis. Anbert udtaler om sit værk: ”Vi er alle vandt til, at information "frames" for os, at vi skal have noget i ramme for at opdage det i virvaret af informationer og sanseindtryk. Værket er samtidigt en opfordring til at kigge op til forskel fra ned i telefonen, computeren osv. og huske på, at vi er små. Der er en uendelighed over vores hoveder, hvilket er meget svært at fatte, men at give det lidt tid og eftertanke kan måske åbne for nye perspektiver i vores liv, det er præcis dét, møblet er designet til at give beskueren mulighed for.”

Anbert har endvidere lavet et par ringe støbt i sølv og guld. Dette værk har titlen "Touch screen protection rings". Ringene er beregnet til at sidde på fingerblommen på pege- og tommelfinger, og idéen er at man ikke kan bruge sin smartphone, når man har ringene på. Det lægger op til en øget bevidsthed om egen kropslighed, når man interagerer med elektronik. Ringe er også noget, der bæres som et symbol, og "touch screen protection rings" er symboler på at være til stede; forstået som ’jeg er her med dig og ikke alle mulige andre steder." I udstillingen finder man også værket "Protection glasses for smartphones", der er et sæt briller, der ligesom fingerringene er et redskab med det præcise formål at indlægge en kropslig forhindring. Både brillerne og ringene er et forsøg på at være kritisk overfor sit eget begær og lægger på den måde i forlængelse af den amerikanske kunstner Jenny Holzers slogan "protect me from what I want".

"Antenna for nothing" samler fokusset på tilstedeværelse og uendelighed fra de andre værker. Der er her tale om antennelignede skulpturer, der ikke er i stand til at opfange signaler. På den måde åbner værket for en undersøgelse af, hvad der egentligt sker, når vi lukker ned for signaler, er "off" og ikke kan modtage information. Anbert synes med "Antenna for nothing" at pege på, at det ikke kun er vores digitale udstyr, vores adskillige ’devises’, der kaster os ud i en grænseløs kultur, det offentlige rum er også fyldt med nyheder, opdateringer og luftbårne signaler, vi måske, måske ikke har bedt om.

Med TOOLS indstiller Anbert blikket skarpt på menneskets sanseapparat i en digital tidsalder og åbner med en undersøgende, refleksiv gestus for en meditativ tilegnelse af viden og erfaring.

Hannah Toticki Anbert har en MA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 2013-2016. I perioden 2010-2013 fik hun sin BA på samme akademi, hvor hun var en del af det nordiske samarbejde Nordic Sound Art. I 2018 havde Hannah Anbert sin første store soloudstilling i en dansk kontekst. Udstillingen havde titlen Slower and Cheaper og fandt sted på Overgaden Institut for Samtidskunst i København. På Riga International Biennial of Contemporary Art deltog Anbert med Sacred Work Fashion Collection (2016-18) i 2018. Samme år modtog hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talent Legat. I 2019 performede Anbert The Land of Milk and Honey på KW Institute for Contemporary Art, Berlin.

Fernisering: Fredag d. 24. maj, kl. 16-19.
Artist talk: Lørdag d. 25. maj, kl. 15.15.
TOOLS er åben under Art Week lørdag d. 25. kl. 12-17 og søndag d. 26. kl. 12-15.
Udstillingsperiode: D. 24. maj - 22. juni, 2019.
Se åbningstider i udstillingsperioden på Astrid-noack.dk.

Alle er velkomne i Rådmandsgade 34.

Astrid Noacks Ateliers kunstprogram er støttet af:
Statens Kunstfond, Beckett Fonden, Nørrebro Lokaludvalg og BKF.