0
0
Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "WE DON'T SAY GOODBYE"


  • Organon, Odense Store Glasvej 53 Odense, 5000 Denmark (map)
Plakatdesign: Alexey Layfurov.

Plakatdesign: Alexey Layfurov.

Pressemeddelelse, oktober 2019

Organon er stolte af at invitere til åbningen af We Don't Say Goodbye - en gruppeudstilling, der udforsker transhumanistiske idéer gennem værker af tolv samtidskunstnere.

Ivaquexuta (CAT), Lea Momberg (DK), Anders Visti og Tobias Stenberg (DK), Žarko Aleksić (RS), Kate Sterchi (USA), Sif Hedegård (DK), Heidi Nikolaisen (DK), Tabita Rezaire (GF), Center for Militant Futurologi (DK), Jona Borrut (DK).

Transhumanisme er en bevægelse, som synes at være drevet af en ustoppelig entusiasme for livet og for hvad den menneskelige art og det omgivende miljø kan udvikle sig til. Radikal livsforlængelse eller valgfri død, bio-optimering (body 2.0) og morfologisk frihed som en menneskerettighed er ikke rene filosofiske spekulationer men er snarere ideer, der gennemsyrer vores hverdag og som i vid udstrækning forfølges i praksis af videnskabsfolk, futurister, opfindere, tech-industrier og individuelle tech-iværksættere.

We Don’t Say Goodbye er et forsøg på at etablere en platform til at diskutere nogle af de forestillinger, der lever i strømmen af denne ideologi. Det kollaborative lyd- og softwareværk Recursive Futures af Anders Visti og Tobias Stenberg kombinerer teknologiske singulariteter, kunstige intelligenser og post-planetarisk arkitektur i en italesættelse af tekno-centriske narrativer i en ambient futuristisk popmusik. Med reference til den teoretiske ide om fænomenet rekursivitet åbner værket for spørgsmål omkring menneskehedens evne til at lære af tidligere fejl og til at formulere nye funktionelle visioner for fremtiden.

Denne forventningstvivl udtrykkes også i malerierne Thinking of Painting, Thinking of Smoking, Thinking of Thinking af Kate Sterchi. Med udgangspunkt i klassisk oliemaleri berører hendes værk et af de centrale punkter, der ligger til grund for den transhumanistiske diskurs: ideen om vores bevidsthed som den nye slagmark, og den hastige acceleration i vores omgivelser som den præmis vores kognition fungerer på. Tabita Rezaires video Sugar Walls (Teardom) beskæftiger sig på en direkte måde med et følelsesmæssigt nedarvet traume, opstået på baggrund af historisk institutionaliseret vold udført i lægevidenskabens navn. Her ses livmoderen som primær teknologi og som sådan en teknologi, der historisk er blevet ignoreret og mishandlet af tænkere og forskere. Hvis døden bliver valgfri, eller hvis døden helbredes - som den sygdom mange videnskabsmænd i højere grad opfatter den som - hvordan påvirker det så vores forhold til familie, til generationerne, til det at ære vores forfædre og til opvækst?

I værket Fold Fold behandler Sif Hedegård nogle af disse problemer ved at fokusere på forestillingen om barnet, identiteten og kæledyret. I værket, som består af en video og en performance på åbningsaftenen, præsenteres en dystopisk konfronterende karakter animeret af repetitive bevægelser og kvasi-ritualistisk gestik. I installationen The Exponential Alleviation of Separation af Heidi Nikolaisen kobles ideer om forfædretilbedelse med spekulationer omkring de voksende industrier, der beskæftiger sig med kortlægning af det personlige genom i et forsøg på at foreslå nye muligheder for opfattelse af slægtskab og forbindelser. I værket The Goddess In Us af Ivaquexuta inviteres beskueren til at spille racerbanespillet Super Mario, mens de lytter til en fikto-kritik, hvori H.C. Andersen laver en sindssammensmeltning med kaniner, Mary Shelley inviterer til fuldmånefest, og paellaen koger derudaf. Spillets formelle æstetik, uendelighedssymbolet, kan læses her ikke kun som en metafor for livet som et spil, men peger også henimod gamification som en strukturel og strukturerende komponent i vores adfærd og natur.

Den skulpturelle installation An Infinite Amount of Points af Lea Momberg udforsker også forestillingen om den menneskelige natur i sin undersøgelse af de geometriske symboler, der knytter sig til ideer om fremskridt, evolution og åndelig udvikling. Med henvisning til forestillingen om telos stiller værket spørgsmålstegn ved hvad vi opnår med udvikling samt hvad vi måske samtidig mister. Videoværket Religious Arm af Žarko Aleksić kaster et humoristisk blik på det kontroversielle spørgsmål om spiritualitet og teknologi. I værket møder vi en cgi-animation af en robotarm, der i en redundant gentagelse udfører det ortodokse korsets tegn. I Tableau (I): A Remarkable Record of Residue præsenterer Jona Borrut en digital macro-fotografisk undersøgelse af organisk og uorganisk stof. Ved at trække på videnskabens æstetik og metoder i hendes måder at arbejde med materialeindsamling, -undersøgelse og -fremvisning, er værket med til at italesætte nogle tanker omkring de ubehagelige miljømæssige og økosystemiske konsekvenser, der kan være forbundet med det at leve et teknologibaseret liv.

På lignende vis tager Center for Militant Futurologi et bredere blik på de planetariske og kosmologiske aspekter af vores arts fremtid med en samling af spekulative tekster om udødelighed, koloniseringen af rummet og interplanetært liv i zinepublikationen Universet er en fælled (udødelighed).

Vi glæder os til at præsentere udstillingen. Udstillingen er kurateret af Heidi Nikolaisen og Lea Momberg og er gjort mulig med støtte fra Odense Kulturpulje og Statens Kunstfond.

Åbning: D. 18. oktober, kl. 18 - 21.
Udstillingsperiode: D. 18. oktober - 1. november, 2019.

Åbningstider:
Søndag d. 20. oktober, kl. 12-15.
Søndag d. 27. oktober, kl. 12-15.
Fredag d. 1. november, kl. 12-15.
Og efter aftale.

Facebook event | Hjemmeside | Instagram


Organon is proud to present the group exhibition We Don't Say Goodbye, a group show exploring the ideas of transhumanism through the works of twelve contemporary artists.

Ivaquexuta (CAT), Lea Momberg (DK), Anders Visti and Tobias Stenberg (DK), Žarko Aleksić (RS), Kate Sterchi (US), Sif Hedegård (DK), Heidi Nikolaisen (DK), Tabita Rezaire (GF), Center for Militant Futurologi (DK), Jona Borrut (DK).

Transhumanism is a movement fuelled by an attitude of seemingly unstoppable enthusiasm for life and for what the human species and the surrounding environment can become. Pursuit of radical life-extension or optional death, bio-enhancement (body 2.0) and morphological freedom as a human right are not far-fetched techno-progressive ravings and pure philosophical speculation. They are rather ideas that permeate our everyday lives, as they are to a large extent carried out in practice by scientists, futurists, inventors, tech-industries and individual tech-entrepreneurs of today.

We Don’t Say Goodbye proposes a platform to discuss some of the notions that live in the currents of this ideology. The collaborate sound- and software piece Recursive Futures by Anders Visti and Tobias Stenberg brings together technological singularities, sentient artificial intelligences and post-planetary architectures to address techno-centric imaginaries and form an ambient future pop music. Echoing theories of the phenomenon of recursivity, the piece could be questioning humanity’s capacity to learn from previous mistakes and our ability to formulate new truly functioning futures.

A kind of anticipatory doubt also seem to be present in the paintings Thinking about Painting, Thinking about Smoking, Thinking about Thinking by Kate Sterchi. Drawing on classical oil-painting tradition, her work touches upon one of the crucial points underpinning the transhumanistic project: our consciousness as the new battlefield and acceleration as the speedy backdrop of our decisions. Addressing in a direct way the emotional and ancestral trauma arising from institutionalized violence carried out in the name of medical science is Tabita Rezaire’s video piece Sugar Walls (Teardom). In the piece Rezaire suggests the womb as primary technology, and as such, a technology that has been historically disregarded and mistreated by thinkers and scientists. If death becomes optional or if death is simply cured - as the disease many scientists now regard it to be - how does that affect our relation to family, to care-taking across generations, the honouring of ancestors and growing up.

Dealing with the notion of the child, identity and the household pet, the piece Fold Fold by Sif Hedegård address some of these issues. Consisting of a video and a performance on the opening night the piece presents a dystopic confrontational character animated by repetitive movements and quasi-ritualistic behaviour. The installation The Exponential Alleviation of Separation by Heidi Nikolaisen also hints at ritual and modes of creating connectivity by coupling ideas about ancestor worship with speculations on the dubiousness of the growing industry for personal genome mapping.

The Goddess In Us by Ivaquexuta invites the viewer to play the race track game Super Mario while listening to a ficto-critique in which H.C. Andersen mind-melts with rabbits, Mary Shelly invites you to a full moon party, and the paella continues to cook. The formal aesthetics of the game, the infinity-symbol, could serve not only as a reminder of the metaphor of life as a game, but might also propose gamification as a structural component of our behaviour and nature.

The sculptural installation An Infinite Amount of Points by Lea Momberg also explores the notion of human nature as it deals with the symbolic gestures connected to ideas of progress, evolution and spiritual becoming. Making reference to the notion of telos, the piece could be asking what we gain when we evolve and simultaneously what we might lose. The video piece Religious Arm by Žarko Aleksić takes a humorous look at the controversial question of spirituality and technology. In the piece a cgi-animation of a robotic arm perpetually performing the orthodox sign of the cross offers us to meditate upon the perception of spirituality in mechanical and computed entities.

In Tableau (I): A Remarkable Record of Residue Jona Borrut presents a digital micro-photographic investigation of organic and inorganic matter. Drawing on the aesthetics and methods of science in her ways of working with material collection, examination and display, the piece hints at some of the uncomfortable eco-systemic consequences and questionable sustainability issues connected to building a life based on technology. Likewise does Center for Militant Futurologi take a broader look at the planetary and cosmological aspects of our species’ future in the zine publication Universet er en fælled (udødelighed), a collection of speculative texts on immortality, space colonization and interplanetary life.

We are looking forward to presenting the exhibition. The exhibition is curated by Heidi Nikolaisen and Lea Momberg and is made possible with support from Odense Municipality and the Danish Arts Foundation.

Opening: October 18, from 6pm-9pm.
Exhibition period: October 18 - November 1, 2019.

Opening hours:
Sunday October 20, from 12-3pm.
Sunday October 27, from 12-3pm.
Friday November 1, from 12-3pm.
And by appointment.

Facebook event | Homepage | Instagram