0
0
Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "UNG DANSK KUNST: SAMFUNDSPROGNOSER"


  • ARKEN Museum for Moderne Kunst , Ishøj Skovvej 100 Ishøj, 2635 Denmark (map)
Kirsten Astrup, Troe og Agtsom, 2017 (still). Courtesy kunstneren. Foto Thomas Elsted.

Kirsten Astrup, Troe og Agtsom, 2017 (still). Courtesy kunstneren. Foto Thomas Elsted.

Pressemeddelelse, juni 2019

Med gopler formet af sukker og friture, dragperformere i røde postuniformer og bikiniklædte strandstole skaber kunsten billeder på vores samtid og fremtid. Til august åbner Ung dansk kunst: Samfundsprognoser på ARKEN. Udstillingen viser værker af en ung kunstnergeneration med politisk udsyn og noget på hjerte.

Ung dansk kunst: Samfundsprognoser præsenterer nyskabende og legesyge værker, der tager temperaturen på vores samfund og undersøger nationale og globale tematikker som arbejdskultur, tilhørsforhold og klimakrise. Udstillingen giver et unikt indblik i en ung generation af kunstnere og viser de prognoser, som kunsten opstiller for vores fremtid.

Danmarksportræt i kabaret-klæder
Arbejdskultur er et emne som flere af udstillingens kunstnere tematiserer med værker, der kredser om værdi, tempo, produktivitet og identitet. Det gælder eksempelvis billedkunstner Kirsten Astrup.

Hun folder sine karikerede samfundssatirer ud som flamboyante filmkabaretter med insisterende drag make-up, tubamusik og rekvisitter i papmaché. I udstillingens værk Troe og Agtsom (2015) er scenen sat i den gamle Centralpostbygning i København. Her møder en gruppe postarbejdere i klassiske røde postuniformer og drag make-up ind til beskeden om, at deres arbejdsplads er nedlagt – og derefter tager handlingen fart. Med lige dele humor og nostalgi behandler Kirsten Astrup velfærdssamfundets forfald, men værket rummer også håb om nye fællesskaber.

Silas Inoue, Future Friture - Turritopsis dohrnii, 2018.  Courtesy kunstneren og noma.

Silas Inoue, Future Friture - Turritopsis dohrnii, 2018.
Courtesy kunstneren og noma.

Gopler med evigt liv
Klimaforandringer og overvejelser om menneskets relation til andre arter er et andet stærkt tema i Ung dansk kunst: Samfundsprognoser.

Billedkunstner Silas Inoue arbejder med levende skulpturer af organiske materialer. I værkserien Future Friture (2018) har han formet forunderlige gopler af sukker og nedsænket dem i friture, der præserverer. Spændt ud mellem liv og død refererer Inoues uforanderlige gopler til to goplearter i naturen, der kan transformere sig fra gammelt til ungt stadie og derfor betragtes som udødelige. Værkerne knytter dermed an til menneskets teknologiske stræben efter evigt liv, men peger også på sukkeret – et af naturens mest fundamentale byggeklodser – og dets brogede kulturhistorie. Spørgsmål om evolution, invasion og ekspansion mellem arter er på færde.

Ti unge kunstnere
Ung dansk kunst: Samfundsprognoser præsenterer over 25 værker og rummer både installation, skulptur, film og en række andre medier.

De ti deltagende kunstnere er født i 1980’erne og eksperimenterer med nye materialer og udtryksformer, når de undersøger og udfordrer den tid, vi lever i.

Marie Thams, re, 2017. Courtesy kunstneren.

Marie Thams, re, 2017. Courtesy kunstneren.

Benedikte Bjerre, High Hopes, 2018. Courtesy kunstneren.

Benedikte Bjerre, High Hopes, 2018. Courtesy kunstneren.

Tabita Rezaire, Ultra Wet - Recapitulation, 2017. Courtesy kunstneren.

Tabita Rezaire, Ultra Wet - Recapitulation, 2017. Courtesy kunstneren.

De deltagende kunstnere er: Nanna Abell (f. 1985), Hannah Toticki Anbert (f. 1984), Kirsten Astrup (f. 1983), Benedikte Bjerre (f. 1987), Silas Inoue (f. 1981), Mo Maja Moesgaard (f. 1980), Astrid Myntekær (f. 1985), Tabita Rezaire (f. 1989), Masar Sohail (f. 1982) og Marie Thams (f. 1982).

Fernisering: Fredag d. 16. august, kl. 17-19 | Facebook event
Udstillingsperiode: 17. august 2019 - 15. marts 2020.
Åbningstider: Tirsdag-søndag: kl. 10-17, onsdag: kl. 10-21.