0
0
Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "ULTIMATE IMPACT"


  • Rundetaarn, København 52A Købmagergade København K, 1150 Denmark (map)

Pressemeddelelse:

Insisterende og grænsesøgende udforsker udstillingen ULTIMATE IMPACT historie, substans og strømninger i nordisk design kultur. Med afsæt i allerede eksisterende - og nyproducerede værker, viser udstillingen, hvordan kunsthåndværk og design tager afsæt i en aktuel samfundsmæssig kontekst. Inddelt under fem fænomener peger udstillingens forskelligartede værker på en række kulturelle strømninger: Fantasy – Exoticism – Silence – Ragnarok – Baroque.

Fænomenerne rækker udover den udbredte opfattelse af nordisk design, der overvejende tager udgangspunkt i det underspillede, enkle og funktionelle. Udstillingen viser et nutidigt indblik i 33 nordiske fotografer, forfattere, kunstnere, kunsthåndværkere og designeres kunstneriske arbejde.

Uden et specifikt ønske om at indgå i den lyse, skandinaviske metafortælling, bevæger bidragsyderne sig på kanten af deres fagområde og strækker det til det yderste. Som under fænomenet Ragnarok, hvor den engelsk/finske tekstilkunstner Deepa Panchamias installation Mountain of Stairs består af et virvar af trapper, som fletter sig ind i – og roterer om hinanden – og herefter fører ud i intetheden. Man bliver svimmel, både af værkets konstruktive kaosprincip og af den sirlighed, hvormed det er udført.

Den finske fotograf Sade Kahra har inspireret fænomenet Eksoticism og deltager med fotoserien Tribe Me fra 2016. Serien portrætterer en række “dressed-up” afrikaniserede finnere og fabulerer over fascinationen af kulturel forskellighed og sætter spørgsmålstegn ved hvad og hvem der i virkeligheden er eksotisk.

De deltagende kunstnere, forfattere og formgivere er:
Dennis Jürgensen, Bente Skjøttgaard, Nikoline Liv Andersen, Iben Høj, Susanne Majuri, Ole Vesterlund, Christina Hagen, Sade Kahra, Amanda Betz, Isabel Berglund, Malene Bach, Tina Ratzer, Helle Vibeke Jensen, Peter-Clement Woetmann, Rune Bering, Ebbe Stub Wittrup, Chris Liljenberg Halstrøm, Laura Stamer, Søren Lyngsøe Knudsen, Maja Petrea Fox, benandsebastian, Deepa Panchamia, Gitte Jungersen, Louise Hindsgavl, Dennis Agerblad, Patrick Leis, Anna Rikkinen, Violise Lunn, Michael Geertsen, Wednesday Architecture, Hanne Harnov, Frontdesign og Hanne Friis.

Udstillingen er initieret af arkitekt/kurator Tina Midtgaard (Superobjekt) og produceret i samarbejde med kulturanalytiker/antropolog Christina Dvinge, filminstruktør Per Flyvehavn og kulturformidler Karen Helmer-Hansen. ULTIMATE IMPACT er en del af udstillingsprogrammet i Rundetaarn, der årligt huser otte udstillinger, produceret af eksterne udstillere og arrangører.

Fernisering: Fredag d. 19. maj, kl. 16-19 | Facebook event
17.00: Jesper Vang Hansen, direktør Rundetårn
17.05: Tina Midtgaard, kurator
17.30: Eriko Makimura og Ramona Macho


Tak til: Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond, Grosserer L. F. Foghts Fond, Beckettfonden og Nordisk Kultur Fond. Udstillingen er en del af Danish Design Festival og 3 Days of Design.