Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "STORE SPEJL PÅ VÆGGEN DER!"


  • Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg Kong Christians Alle 50 Aalborg, 9000 Denmark (map)
Thilo Frank - The Phoenix is Closer Than it Appears. © Studio Thilo Frank.

Thilo Frank - The Phoenix is Closer Than it Appears. © Studio Thilo Frank.

Pressemeddelelse, oktober 2017

Publikum kan gynge i et uendeligt univers, sætte sig på kørende bænke og meget mere, når Kunsten i Aalborg åbner udstillingen Store spejl på væggen der!. Det er faktisk helt nødvendigt, at publikum bruger kunstværkerne.
 
Udstillingen åbner den 11. oktober, kl. 12 med aktiviteter dagen igennem for både børn og voksne. Medlemmer af Klub Kunsten+Utzon har gratis adgang. Udstillingen vises frem til den 8. april 2018.
 
Hvem er du i spejlet der? Det er et spørgsmål, man møder i eventyrets verden, i film, i teateret og i litteraturen, hvor spejlingen tit ses som et vigtigt motiv. Eller i psykologien, hvor spejlingen ses som helt afgørende, når individet skabes.
 
Store Spejl på væggen der! består af en række værker af store danske og internationale kunstnere primært fra Kunstens egen samling. På udstillingen må publikum deltage og røre ved flere af kunstværkerne, og udstillingen opfordrer publikum til at tænke over, hvad vores bevægelse betyder for den måde, vi oplever et rum. Hvad sker der, når vi ser os selv spejlet i det uendelige perspektiv og måske helt mister orienteringsevnen – eller får øje på os selv sammen med andre på en ny måde?
 
Uendeligt spejlkabinet og andre værker
I udstillingens hovedværk inviterer kunstneren Thilo Frank dig indenfor i et uendeligt spejlkabinet, hvor du mister fodfæstet, når du gynger på en gynge inde i kunstværket. Jeppe Heins bevægelige bænke kan uventet tage dig med på en tur igennem udstillingen, eller du kan stille dig ind i Olafur Eliassons mosrum, der genskaber en oplevelse af natur midt i museets arkitektur. Eller du kan betragte lysets bevægelse over tid i Marianne Hesselbjergs stakit i spejlende materiale eller stille dig ind i AVPDs lysende hvide cylinder ”Fade to Black”. Værkerne på udstillingen inviterer i den grad publikum indenfor på en udstilling, hvor det også handler om at turde se sig selv i øjnene og mærke efter, hvad der sker i mødet med kunstens verden.

Thilo Frank - The Phoenix is Closer Than it Appears. © Studio Thilo Frank.

Thilo Frank - The Phoenix is Closer Than it Appears. © Studio Thilo Frank.

 Åbningsdagen er fyldt med aktiviteter
Åbningsdagen er fyldt med aktiviteter, der sætter gang i udstillingen. Museet byder blandt andet på guidede ture for familier med børn samt en familie-workshop med spejle. Der er to ”Mød eksperten”-ture for voksne med udstillingens kurator Stinna Toft, som giver et indblik i udstillingens koncept med nedslag i enkelte værker. Aftensmaden kan familien indtage i museets Café Aalto, som i dagens anledning har skabt en særlig menu for børn og voksne.
 
Deltagende kunstnere: Michelangelo Pistoletto, Thilo Frank, Olafur Eliasson, Jeppe Hein, Elmgreen & Dragset, Marianne Hesselbjerg, AVPD, Piero Manzoni og Tomas Saraceno mfl.. På udstillingen vises både værker fra Kunstens samling og indlån, herunder værker, der sjældent vises grundet deres komplicerede tekniske opbygning, heriblandt Thilo Franks ” The Phoenix is closer than it appears”, hvis visning har været længe ventet siden den store succes i 2011.

Earlier Event: October 10
GROUP SHOW "ALLOW ME TO INTRODUCE MYSELF"
Later Event: October 12
YOKO ONO TRANSMISSION