0
0

GRUPPEUDSTILLING "SLOW VOILENCE"


  • Kunsthal Charlottenborg, København 2 Nyhavn København K, 1051 Denmark
Harun Farocki: The Silver and the Cross, 2010, still.

Harun Farocki: The Silver and the Cross, 2010, still.

Maria Thereza Alves, Pia Arke, Mia Edelgart, Harun Farocki, Basia Irland, Runo Lagomarsino, Zoe Todd, Lise Autogena & Joshua Portway.

"The Anthropocene and climate change reflect nothing so much as industrial capitalism’s dependence on ancient sunshine." (Elizabeth Povinelli ”Geontologies: A requiem to late liberalism”)

Klodens tilstand er under radikal forandring. Den massive destruktion af jordens økosystemer omfatter ikke blot klimaforandringer og artsudryddelse. Mineral- og råstofudvinding, skovrydning, ørkenspredning, forsuring af verdenshavene, flydende plastik-kontinenter, kemikalieforurening, monokulturel plantagedrift, industrielt landbrug og accelererende global urbanisering er også del af de processer, der er ved at forandre livsbetingelserne for alt levende på jorden.

Vi kalder det udvikling. Fremskridt. Vækst. En udvikling baseret på århundreders radikale indgreb i de komplekse og indbyrdes afhængige processer, der udgør jordens livsbevarende systemer.

Modernity: a permanent, dirty war on life. We have entered the endgame. (Gene Ray ”Writing the Ecocide-Genocide Knot” South as a State of Mind #7, 2016)

Nedsmeltningen af de globale livsopretholdende systemer er resultatet af en langsom vold. Det er en vold, der udøves i periferien af vores opmærksomhed, en vold der ofte er usynlig og hvis ødelæggelse først viser sig med forsinket effekt. En vold der ikke opfattes som vold.

Our present is the Anthropocene; this is our time. But this present time progressively reveals itself a present without a view. (Déborah Danowski & Eduardo Viveiros de Castro ”The Ends of the World”)

Fortællingen om det antropocæne, den geologiske periode vi befinder os i, er en ny evolutionær dagsorden, der sætter menneskeheden i centrum for klodens udvikling og udpeger mennesket som den væsentligste geologiske faktor. Men det er indlysende, at det ikke er muligt at tage hele menneskeheden til indtægt for de overgreb, der er i gang med at forandre planeten. Disse overgreb er knyttet til et særligt tankesæt, en særlig praksis og måde at opfatte menneskets relation til sine omgivelser på, der voksede frem med den europæiske kolonialisme og tidlige kapitalisme.

I det antropocæne narrativ anses industrialiseringens konsekvenser for klodens økosystemer som collateral damage, u-intenderet skade, men 1700-tallets brug af termen ’klimaforandringer’ fortæller noget andet. For kolonitidens administratorer var det afgørende ikke blot at kontrollere de fysiske omgivelser, men også at ændre de klimatiske forhold. Ligesom slavegørelse og udryddelse af hele befolkninger var manipulation af miljøer og klimaer en også integreret del af koloniseringens projekt.

Hvordan blev det muligt at opfatte mennesker og miljøer som uudtømmelige ressourcer, der kan udnyttes og udbyttes helt omkostningsfrit? Udstillingen Slow Violence er et forsøg på at læse destabiliseringen af klimaet og destruktionen af kloden som en historie om langsom vold.

Udstillingen er kurateret af Katarina Stenbeck og en del af forskningsprojektet In Search of the Lost Future, for yderligere information se www.lostfuture.net

Slow Violence lancerer programmet Charlottenborg Art Research, der er et samarbejde mellem Kunsthal Charlottenborg og Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Udstillingen er generøst støttet af Augustinus Fonden, Novo Nordisk Fonden og Statens Kunsfond.