0
0
Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "MELLEM/RUM MELLEM KERAMIK/MALERI"


  • JANUS Vestjyllands Kunstmuseum, Tistrup Lærkevej 25 Tistrup, 6862 Denmark (map)
Fra udstillingen Mellem/Rum på Gammelgård i 2017 (Manuel Canu, installationer og Allan Stabell, malerier). Foto: Christoffer Regild.

Fra udstillingen Mellem/Rum på Gammelgård i 2017 (Manuel Canu, installationer og Allan Stabell, malerier). Foto: Christoffer Regild.

Pressemeddelelse, marts 2019

Mellem/Rum mellem keramik/maleri er en gruppeudstilling af kunstnerne Manuel Canu, Allan Stabell, Stine Jespersen og Kirsten Bøgh.

Efter deres første fællesudstilling på Gammelgård, udstiller kunstnerne i april 2019, nye værker på JANUS Vestjyllands Kunstmuseum med samme koncept. Her er publikum inviteret til at opleve en dialog mellem kunstnernes todimensionelle og tredimensionelle arbejder.

På denne udstilling er dialogen mellem kunstværkerne skabt via de forskellige tilgange til medierne og kunstnernes fælles interesse for forholdet mellem det materielle og immaterielle. Det er netop mellemrummet mellem det materielle o!g det immaterielle, som denne udstilling sigter mod at udforske.

I en legende interaktion mellem medierne kan ornamenter fra skulpturerne opleves som elementer i malerierne, og visa versa, rumlige former eller strukturer fanget på maleriernes overflade kan opleves i skulpturerne. Men hvad ligger der mellem disse to dimensioner? Hvad er det for et rum der skabes? Et immaterielt sted eller et fysisk rum? Eller kan det bare være en illusion, en idé eller et koncept? Med disse spørgsmål i tankerne skaber kunstnerne udstillingen og dykker ind i den abstrakte dimension af tid, rum og sted, og åbner dermed for beskuerens egen oplevelse og fortolkning af det imaginære mellemrum.

Allan Stabell fortolker med sine visuelle undersøgelser af engangsemballage forståelsen af flade og rum. Han arbejder med de oversete motiver, der er biprodukter af forbrugersamfundet. Ved at gentage og lege med emballagens former og ved en begrænset farvesammensætning af fortrinsvis mørk, grå og rød, skaber Allan små variationer af farvens og fladens udstrækning i sine malerier.

Ligeledes bruger Stine Jespersen i sine keramiske skulpturer gentagelsen som et værktøj til at finde det unikke. De omhyggeligt håndbyggede skulpturer anvender en næsten meditativ metode til at finde det overraskende i det indlysende, der samtidig giver hver skulptur et særpræg. I Kirsten Bøghs malerier, sammensætter hun eksotiske persiske mønstre, der som regel repræsentere organiske strukturer med Interiøret og Still Lebent. Disse elementer fusioneres sammen i en komposition af farve og lys. Dette skaber en kulturel dialog og et rum, som vi inviteres ind i. Til tider bliver vi tilskuere til en uopnåelig drøm.

I sammenspil med de ornamentale kvaliteter, der karakteriserer dele af udstillingen, forsøger Manuel Canu gennem installationer, keramiske skulpturer og tegninger, at etablere et forhold mellem rum og selvidentitet. Med inspiration i arkitekturen arbejder han med modsætninger mellem fysiske og immaterielle karakterer, det velkendte og det fjerntliggende, samt skrøbelighed og stabilitet.

Udstillingsperiode: 6. april - 19. maj 2019.
Åbningstider: Tirsdag-søndag: kl. 13-16.

Fra udstillingen Mellem/Rum på Gammelgård i 2017 (Stine Jespersen, keramik og Kirsten Bøgh, malerier). Foto: Christoffer Regild.

Fra udstillingen Mellem/Rum på Gammelgård i 2017 (Stine Jespersen, keramik og Kirsten Bøgh, malerier). Foto: Christoffer Regild.

Stine Jespersens uddannelse består af tre år ved Danmarks Designskole, et år ved Central Saint Martins College of Art and Design i London, samt en toårig Master, ved Royal College of Art i London. Hun afsluttede sin Master i 2005 og har siden været på en række arbejdsophold blandt andet i Jingdezhen, Kina, hvortil hun i 2009 modtog Kulturministeriets rejselegat. I 2007 afsluttede hun et toårigt arbejdsophold på Bath Spa University i England, kaldet Next Move sponsoreret af det engelske Arts Council og det engelske Crafts Council. Hun har af flere omgange haft ophold på Statens Værksted for Kunst og Håndværk senest i forbindelse med denne kommende udstilling. Stines værker har været udstillet flere steder i USA, Kina, England, Belgien, og Tyskland. Hendes seneste udstillinger har været udstillingen Sølv med Gold-Smidt Assembly ved WRB Studios i London, 2016, samt udstillingen ”Mellem/Rum”, mellemrum på Gammelgård Kunst og Kulturcenter i Herlev 2017.

Manuel Canu, født i 1979 i Italien. Han har en BA i keramisk design fra Bath Spa Universitet, England. Manuel Canu har siden 2008 boet og arbejdet som kunstner i Danmark. Hans arbejde er blevet vist på censurerede udstillinger såsom Foårsudstilling på Charlottenborg; Efterårsudstillingen på Den Frie, hvor han blev tildelt Asbæks pris i form af et kunstner ophold på CCA, Center of Moderne kunst på Mallorca. Han har været med Design Biennalen på Rundetårn i København og Reform Design Biennale ved Munkeruphus. Hans samarbejde med andre kunstnere omfatter gruppeudstillingen på Gammelgård Kunstcenter, Herlev; Ok Corral, København og Grimerhuse Museum for Keramik, Middelfart. Internationalt har Manuels værker været udstillet på Talente, International Trade Fair, München, Tyskland; Ceramic Art London, England og National History Museum, Georgia.

Kirsten Bøgh er uddannet på Det Fynske Kunstakademi (1996) og afsluttede i 2006 en BA i kunsthistorie på Københavns Universitet. I begyndelsen af hendes kunstneriske udstillingskarriere, blev hun udvalgt til at udstille på Proms 3 på Brandts Klædefabrik – en udstilling for unge lovende talenter. Kirsten Bøgh har optrådt på internationale performancefestivaler i ind- og udland, heriblandt på festivalen ”For Eyes and Ears” på Brandts Klædefabrik. Derudover har hun bl.a. udstillet i Århus Kunstbygning med udstillingen ”Transparentia” sammen med Indigo Richards, på udstillingen Tradition og opbrud på Banegården kunst og kultur i Åbenrå og udstillingen ”Parafraser” på Fyns Kunstmuseum. Hun har desuden deltaget på adskillige galleriudstillinger i ind- og udland og har dermed deltaget på kunstmessen i Herning og i København i flere år. I dag er det fortrukne medie maleriet, men hun har tidligere i en kort periode arbejdet med video og performance. Senest har hun indgået et samarbejde med kunstnerne Allan Stabell, Stine Jespersen og Manuel Canu på udstillingen Mellem/Rum på Kunstcenteret Gammelgård.

Allan Stabell er uddannet på det Kongelige Danske Kunstakademi (1969 - 78), overbygning Kunstpædagogisk Skole (1978 – 79). Allan Stabell har deltaget på mange forskellige udstillinger, hvor kun de vigtigste nævnes her. I 1979 blev han inviteret til at udstille i galleri A gruppen, som var en højt estimeret kunstgruppe i dansk kunstliv. Her udstillede Allan med objekter udført i forskellige materialer, som for en stor del kunne købes i et byggemarked. Han blev senere medlem af A gruppen. I 1983 og 84 udstillede han på Århus Kunstmuseum ligeledes objekter med installations karakter. I 1985 inviterede Kulturministeriet Allan Stabell, Jane Balsgaard, Britt Smelver og Oda Kristiansen til at udstille i Det Danske Hus i Paris. Udstillingen turnerede videre til Handwerksform i Hannover og Lübeck Kunstmuseum.

I 1990 blev Allan medlem af kunstersammenslutningen ”Kammeraterne” der i 1991 udstillede på Skive Kunstmuseum. Derudover udstillede han i 1991/92 et meget stort projekt sammen med billedhuggeren Ingvar Cronhammar i Århus Kunstbygning, på Lunds Konsthal, på Fyns Kunstmuseum, og på Kastrupgaardsamlingen. Han har ligeledes udstillet hos galleri Leif Jensen og med ham adskillige gange på kunstmesser i København og Herning. Sidst men ikke mindst har Allan været med på udstillingen Mellem/rum på kunstcenteret Gammelgård.