0
0
Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "FLOATING ART"


  • Vejle Kunstmuseum 16 Flegborg Vejle, 7100 Denmark (map)

Pressemeddelelse:

Med Floating Art udvider Vejle Kunstmuseum udstillingsrummet hen over sommeren.

12 kunstværker skabt til at flyde på vandet spejler sig i Vejle Fjord og kommenterer på globale konsekvenser forudsagt af politiske dagsordner og menneskelige handlinger, der strækker sig langt ud over Jyllands østkyst. Kunsten på fjorden, som man både kan sejle ud til og opleve fra land, kommenterer på emner som klimaændringer, migration over landegrænser, overflod, ejendomsret og navigation i en verden, der bliver mere kompleks at begribe fysisk. Flere af kunstnere undersøger disse temaer på et lokalt plan og bringer os ned på mikroniveau for at forstå det store verdensbillede.

De deltagende kunstnere er: Jonas Kjeldgaard Sørensen, Hillevi Cecilia Högström (S), Tine Oksbjerg, Claus Haxholm, Christian Hansen, Joaquin Zaragoza & Marianne Jørgensen, Gudrun Steen-Andersen, Anne Højlund, Peter Brandt, Rasmus Strange Thue Tobiasen, Marija Griniuk (LT) og Swen Kaehlert (D).

Stor åbningsfest
Floating Art 2017 åbner Sankt Hans aften 23. juni med bål, musik, taler og perfomances ved Vejle Lystbådehavn, Stævnen 53. Oplev performances fra to af de kunstnere der bidrager til Floating Art, livemusik med det lokale upcoming band Inetio, og tag din egen mad med til den fælles grill. Læs mere om åbningen her.

Oplev Floating Art på egen hånd med et søkort i hånden
En tre kilometer lang rute fra Vejle Lystbådehavn til Skyttehushaven giver børn og voksne mulighed for at se på kunsten i vandkanten og komme ud i naturen. På kortet kan du lokalisere de 12 kunstværker i vandet og ud for hvert værk, er der en formidlingspost på land. Her kan man blive klogere på kunsten og omgivelserne i og omkring Vejle Fjord.

Floating Art for børn
Hver tirsdag i udstillingsperioden flytter Vejle Kunstmuseum kontoret ned i vandkanten på en tømmerflåde med et væld af aktivitetskasser. Fang krabber med sølvmønter, skab dit eget flag i alverdens farver eller bliv klogere på havets kæmpe: hvalen. Der bliver rig mulighed for at møde den flydende kunst i børnehøjde gennem praktiske hands-on aktiviteter, der alle foregår i vandkanten. Se mere her.

De 12 værker er udvalgt på baggrund af et open call. Juryen består i år af Judith Schwartzbart, rektor for Det Jyske Kunstakademi, redaktør Matthias Hvass Borello fra Kunsten.nu samt Pernille Rom Bruun og Marie Dufresne, museumsinspektører på Vejle Kunstmuseum.