0
0
Back to All Events

DITTE EJLERSKOV "BASE REALITY"


  • SPECTA, København Peder Skrams Gade 13 København, 1054 Denmark (map)
Ditte Ejlerskov “Bent’s Greenhouse”, 2019 (Oil on canvas, 170 x 190 cm).

Ditte Ejlerskov “Bent’s Greenhouse”, 2019 (Oil on canvas, 170 x 190 cm).

Pressemeddelelse, januar 2019

Kære gæst,

Velkommen til udstillingen ”Base Reality”, som også lidt hemmeligt hedder “Bents Drivhus”. I mit tilfælde hænger de to titler sammen på den måde at hvis min Base Reality (et koncept jeg forklarer herunder) er den virkelighed jeg lever i nu, så er det sammen med Bent. Bent er en meget venlig og jordbunden mand på 80. Han dyrker en sjælden og imponerende potent bambus, som han gi’r til venner og bekendte, så de kan plante den i deres have. Han dyrker også en potte-palme. Eller det vil sige, han fik palmen til en fest for 40-50 år siden, og har siden da lavet kopier af originalen. Bent er min nabo.

Efter en lang periode hvor videnskaben har arbejdet med præmissen om en materialistisk verden, hvor alt (selv sindet og bevidstheden) kan brydes ned til materie, er der nu en ny, accepteret tanke blandt forskere. Den har eksisteret længe, men har ikke tidligere været accepteret. Tanken er, at vi befinder os i en hyper-realistisk, simuleret tilværelse udtænkt af … ja, vi ved ikke af hvem.

Til udstillingen i SPECTA har jeg lavet en ny værkserie, hvor jeg har forfulgt tanken om, at vi muligvis befinder os i en sådan simulering… Os, mig, Bent, bambussen, palmerne. Forskere forestiller sig, at strukturen af simuleringer ligner en omvendt pyramide, hvor base reality (virkeligheden) er punktet i bunden af den inverterede pyramide – den sande virkelighed. Over base reality-punktet er et større område af pyramiden som repræsenterer simuleringer på første niveau. Over det er et endnu større område, der repræsenterer simuleringer på anden niveau og så videre. Forskerne mener, at vi ikke befinder os i base reality – den grundlæggende virkelighed. Så Bents palmer er altså ikke ægte..?

Lad os sige, at forskerne har ret; at vi befinder os i et af disse niveauer af simulering. Det er sådan, de fleste computerspil er opbygget – man tager en rolle og eksisterer i et univers, simulering i simulering. Det har jeg selv gjort tidligere i mit arbejde med teksten My Bajan Letters, som jeg skrev sammen med en email-scammer for nogle år tilbage. Samtalen tog mig til Barbados, hvor jeg drev søgende rundt i en periode. Søgende efter det univers, jeg og scammeren havde skabt sammen. Jeg er ret bevidst om, at jeg skabte dette univers, og derfor virker det heller ikke usandsynligt, at mit univers er opdigtet... Jeg maler lidt om formiddagen, jeg går over til Bent, jeg køber æg (Bent har høns), taler lidt om vejret og planter, jeg går hjem, jeg maler lidt igen, jeg laver et blødkogt æg, jeg spiser det.... Helt rimeligt, at det er en simulation. Jo mere jeg tænker over det, desto mere overbevist bliver jeg.

Malerierne, der er inspirerede af Bents have og drivhus, er malet på en mere opløst måde, men er ikke så surrealistiske eller sciencefiction-agtige. Det flettede billede af drivhuset virker måske digitalt, og opløst på den måde, men også venligt og mildt. Andre malerier kan forekomme mørkere og antyde en kodet eksistens. Men selv hvis den virkelighed, vi kender, er opdigtet, så kan vi dog stadig leve i den, ikke?

Med venlig hilsen,
Ditte


Ditte Ejlerskov (DK, 1982) er uddannet fra Malmö Art Academy, Cooper Union, New York og Det Fynske Kunstakademi. Seneste udstillinger tæller bl.a. The Muse, Kristiansand Kunsthall, NO (solo). You Made Me, AnnaElle Gallery, Stockholm (solo). My Music, Arken, Ishøj. Trio (Ditte Ejlerskov, Johannes Sivertsen og Camilla Thorup), SPECTA. And I Will take You To Paradise, KUBE Ålesund, NO. Den 9. februar åbner Ejlerskov soloudstillingen Can you hear me?, Röda Sten Konsthal, SE. Ditte Ejlerskov stod bag det officielle portræt af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt i 2017. Ejlerskov er repræsenteret i en række private og offentlige samlinger herunder Malmö Konstmuseum, Statens Kunstfond og Statens Konstråd.

Fernisering: Lørdag d. 12. januar, kl. 13-16 | Facebook event
Udstillingsperiode: 12. januar - 16. februar 2019.
Åbningstider: Tirsdag-fredag: kl. 12-17.30, Lørdag: kl. 11-14.

Earlier Event: January 11
THE WINTER OFFICE "_ LEARNING FROM A.N.A"
Later Event: January 12
LUISE SEJERSEN "TRESHOLD SPACES"