0
0
Back to All Events

CHARLOTTE GYLLENHAMMAR "NATT OCH DAG"


  • Munkeruphus, Dronningmølle 78 Munkerup Strandvej Dronningmølle, 3120 Denmark (map)
Charlotte Gyllenhammar "Hang", 2006-2011 (Loftmonteret filmprojektion i loop. HDCAM overført til HD). Photo by David Stjernholm.

Charlotte Gyllenhammar "Hang", 2006-2011 (Loftmonteret filmprojektion i loop. HDCAM overført til HD). Photo by David Stjernholm.

Pressemeddelelse:

Munkeruphus er stolte af at kunne præsentere den første soloudstilling i Danmark med Charlotte Gyllenhammar, der er en af Sveriges mest toneangivende nulevende kunstnere. Hidtil har kunstnerens værker kun været vist herhjemme på gruppeudstillinger på Charlottenborg (2004), Louisiana (2013) og Chart Art Fair (2014).

Det er derfor med stor glæde, at Munkeruphus fra d. 18. juni til 3. september 2017 endelig kan vise en udstilling med nye og ældre værker af kunstneren, der arbejder med både video, skulptur, fotografi og installationer. Udstillingen formidler også en række af de store udsmykningsopgaver, som Charlotte Gyllenhammar står bag i sit hjemland.

Centralt i kunstnerens mangeårige praksis står værker, der både visuelt og indholdsmæssigt udfordrer vores vante måde at opleve verden på. Bl.a. har kunstneren gjort sig bemærket med en række loftmonterede video-projektioner, hvor tyngdeloven sættes ud af spil ved at gengive kvinder hængende med hovedet nedad. Filmet nedefra og iført store kjoler minder kvinderne på én gang om udsprungne blomsterhoveder, men også om eksotiske planter i færd med at fortære sig selv.

Charlotte Gyllenhammar "Knäveck", 2003 (Polyester, stof, guldkæde, træ og madras). Photo by David Stjernholm.

Charlotte Gyllenhammar "Knäveck", 2003 (Polyester, stof, guldkæde, træ og madras). Photo by David Stjernholm.

Et andet motiv, der har fulgt Charlotte Gyllenhammar gennem årene, er barnet, dets perception og eksponering i en verden, som det endnu ikke er parat til at stå til ansigt med. Uden at værkerne på nogen måde bliver selvbiografiske, refererer flere af dem til situationer og stemninger, kunstneren har kendt fra sin barndom, hvor hun, som datter af Volvo-industrimagnaten P.G. Gyllenhammar, levede med stor bevågenhed og i visse perioder også med trusler om kidnapning.

Selvom Charlotte Gyllenhammars ophav er meget langt fra de flestes, taler hendes værker til noget alment menneskeligt i os alle. Vi kan relatere til dem. De handler om barnet, om at være kvinde og kunstner klemt af normer – og ikke mindst om ensomhed og livets skrøbelighed som fælles grundvilkår.

Charlotte Gyllenhammar "Natt och Dag", Munkeruphus, 2017. Photo by David Stjernholm.

Charlotte Gyllenhammar "Natt och Dag", Munkeruphus, 2017. Photo by David Stjernholm.

Natt och Dag er første udstilling under temaet UDSYN i Munkeruphus’ nye profil, hvor værker af internationale kunstnere præsenteres på solo- eller gruppeudstillinger. I de kommende år med særligt fokus på skandinaviske kunstnere fra vores nabolande.

I forbindelse med udstillingen arrangeres artist talks og omvisninger, der annonceres løbende her.