0
0
Back to All Events

BIBA FIBIGER "LA NANA NANO _EN VOYAGE"


  • c4 projects, København Dybbølsgade 60 København, 1721 Denmark (map)

Pressemeddelelse, januar 2019

– Give me your hand. Because I no longer know what I am saying. I think I made it all up, none of this existed! But if I made up what happened yesterday – who can guarantee that I didn’t also invent my entire life prior to yesterday?
— Clarice Lispector, The Passion Acording to G.H. p97.

Vi befinder os i La Nana Nanos alkymistiske laboratorium. Det er her hun skaber: Skaber sig selv, sin omverden og fremtiden. La Nana Nano er en sjæl med fire øjne. Hun kigger både indad og udad på én gang. Hvert øje repræsenterer en del af hendes færden i verden, som kunstner, som moder, som algoritme, som univers. Hun er en polymorf skikkelse, der samler plurale stemmer i én singularitet.

I dialog med sig selv driver hun ind og ud af scenarier af fremtid og fortid, perspektiver og frekvenser. Trancetilstandens og de lucide drømmes uendelige billedassociationer beriger hende med universets kræfter. Men hun er også i indre kamp med sine mange perspektiver. Hun gør oprør mod at føle sig som den dårlige cyborg, der er begrænset af den fysiske virkelighed som er statisk og ubevægelig.

Hun kan blive den hun ønsker at være. Alligevel tøvende og ubeslutsom oscillerer hun et sted mellem at være kvinde, sarkofag, dissekeringsbord, badekar, buffet, et laboratorium, en maskine, en algoritmisk talisman. ”Hvis du gør og siger det rigtige, vil en lykkelig fremtid åbenbare sig for dig.”

Til udstillingen La Nana Nano _en voyage har Biba Fibiger lavet nye skulpturer af keramik, stål og LCD skærme. De tre centrale skulpturer er hver udstyret med en iPhone, der synger og taler til publikum og hinanden. Skulpturerne giver form til en rejse igennem et associerende og multiperspektivisk landskab, der undersøger idéer om det feminines multiple rumlighed og rummelighed.

Titlen La Nana Nano er inspireret af en persisk talisman, Niki de St Phalles frie-kvindefigur La Nana samt den aktuelle nano-teknologi. Gennem installationens forskellige dele sidestilles forestillingen og tanken med drømmens virtuelle rum og kroppen med det fysiske og statiske rum.

Gennem skulpturelle landskaber bestående af objekter og strukturer i skiftende materialer (beton, keramik, collager) undersøger Biba Fibiger de teknologier vi benytter til at afkode, producere og positionere os i verden med: herunder både protetiske måleinstrumenter og kroppen som teknologi – og ikke mindst hvordan vi samtidig selv bliver læst og kodet i denne konstante, spiralerende udveksling.

Biba Fibiger bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Kunstakademiet i København 2016. Hun modtog i 2018 Bikubenfondens atelier program og Statens Kunstfonds Arbejdslegat i 2017. Desuden nomineret til Charlottenborgs jurypris 2012, Helge og Merete Finsens legat og DCKs talentpris 2008. Hun har haft indtil flere solo og gruppeudstillinger i København.

c4 projects har udarbejdet et nyt to-årigt program: Intimitetsprogrammet 2019/2020. Med fjorten udstillinger ønsker c4 projects at styrke sin profil med et ambitiøst og mere internationalt orienteret program. Intimitetsprogrammet vil undersøge det mentalt intime og kropsligt udfordrende, det private, troens rum og seksualitet, og vil igennem fordybelsen i emnet intimiteter behandle og nuancere eksistensvilkår i samtiden. Foråret 2019 vil byde på udstillinger der udforsker den perception og det nærvær, som c4 projects’ interiør indbyder til. Biba Fibigers soloudstilling La Nana Nano _en voyage er den allerførste udstilling i rækken og er kurateret af Anne Munnecke.

Intimitetsprogrammet 2019/2020 er støttet af Statens Kunstfond, Københavns Kommunes Billedkunstudvalg, Det Obelske Familiefond og Beckett Fonden. Desuden er produktionen af Biba Fibigers værker til La Nana Nano _en voyage blevet til med støtte fra Københavns Kommunes Billedkunstudvalg.

Fernisering: Fredag d. 11. januar, kl. 17-20.
Udstillingsperiode: D. 12. januar - 9. februar, 2019.
Åbningstider: Torsdag, fredag og lørdag, kl. 14-17.