0
0

MAIKEN BENT "LØSØRE"


  • Gl Holtegaard, Holte 170 Attemosevej Holte, 2840 Denmark
Maiken Bent, Løsøre på GL Holtegaard, 2017. Foto: I DO ART Agency.

Maiken Bent, Løsøre på GL Holtegaard, 2017. Foto: I DO ART Agency.

Med multifarvede fragmenter af sammensyet skind, bemalet silke og print på tapet, bundter af glitrende kæder, karabinhager og viklede reb indtager den unge billedkunstner Maiken Bent nu Gl. Holtegaard i en gennemgribende iscenesættelse af kunsthallens historiske rum.

Som afslutning på den treårige udstillingstrilogi BAROK+samtidskunst flytter billedkunstner Maiken Bent ind på Gl. Holtegaard. Hun tager udgangspunkt i en forestilling om, hvordan hofbygmester Lauritz de Thurah, husets arkitekt og første ejer, oprindeligt indrettede sit private landsted i midten af 1700-tallet.

Maiken Bent genetablerer husets midterakse og lader lyset strømme ind ad bygningens vinduer, så barokhavens symmetri og orden atter kan ses i samspil med arkitekturen. Som en hilsen til Lauritz de Turah forstærker og dramatiserer hun stedets barokke ånd og arkitektur, hvor de enkelte værker tilsammen forvandler huset til én stor totalinstallation.

Udstillingen er et forførende, æstetisk patchwork af objekter og redskaber sammensat af skinnende spænder og kæder, kæppe, karabinhager, reb, bolde, straps og strips, sammensyninger af farverigt skind, transparent tekstil, mønstrede tapeter og gulvtæpper. Skulpturelle objekter er spændt fast på væg, placeret på gulv og hængt fra loft som fetisherede genstande, der oser af iscenesættelse og overdådig dekadence. Således arbejder Bent med huset som scene og med forholdet mellem objekt, rum og krop.

Artist book
Som en integreret del af udstillingen skaber Maiken Bent en artist book, med titlen Maiken Bent (Detail). Her zoomer hun ind på sine værker og går helt tæt på mønstre, farver, linjer og teksturer. Bogen udgør dermed en billedmættet rejse ind i de mindste detaljer i hendes arbejde.

Maiken Bent
Maiken Bent (f. 1980) bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (2000-2006). I november 2016 modtog hun Elna og C.T. Hollesens Legat. Både kunstintuitioner i ind -og udland har erhvervet Maiken Bents værker heriblandt Louisiana, Sorø Kunstmuseum, KUNSTEN i Aalborg og SKMU, Sørlandets Kunstmuseum i Norge.

Eventprogram
Gl. Holtegaard inviterer til en række arrangementer i udstillingsperioden, hvor man blandt andet kan møde Maiken Bent i dialog med Maria Gadegaard, direktør for Gl. Holtegaard. Derudover vil temaerne i udstillingen blive udfoldet og diskuteret af inviterede foredragsholdere. Det endelige program offentliggøres på kunsthallens hjemmeside op til udstillingsåbning.

Fernisering: Torsdag d. 4. maj, kl. 17. | Facebook