0
0

AUTOPSIA #3: PAN DAIJING / ASTRID SONNE & XENIA XAMANEK / ILLDJINN


  • Jazzhouse, København 10 Niels Hemmingsens Gade København K, 1153 Denmark

Dans for dansens skyld?

Når bevægelse indfanges på kamera

Autopsia er en programserie bestående af fire arrangementer sammensat af en nyskabt kuratorduo i København. I Autopsia udforskes samspillet mellem dokumentation af performance og komposition af ny lyd. Arrangementerne afholdes i vinteren/foråret 2017 og består af 12 udvalgte dokumentationsvideoer og 12 musikalske genfortolkninger, opført live af en række nytænkende, eksperimenterende lydkunstnerne. De udvalgte videoværker dokumenterer moderne dans, koreografi og performancekunst, men varierer i udtryk, udspring og format. Til hvert arrangement præsenteres tre videoværker med tilhørende live-opførte lydfortolkninger, og ligeledes er hver aften tituleret med et grafisk symbol skabt til den specifikke sammensætning af deltagende værker og musikacts.

Autopsia finder sted på Jazzhouse og præsenterer d. 22. april det tredje arrangement i rækken. Denne gang vil publikum blive præsenteret for dansevideoværker, der er skabt og optaget af skandinaviske og internationale kunstnere mellem 1993-2016, men som dog alle har tilfælles, at de forholder sig til systemer, strukturer og metode med kroppen som udgangspunkt; dans for dansens skyld, og ikke mindst dans med afsæt i et konstrueret og nøje koreograferet system. De udvalgte, videodokumenterede performances har således det tilfælles, at de kan udføres når og hvor som helst, hvor den pågældende struktur hersker.
Lydsiden til disse værker vil blive skabt af lokale såvel som internationale artister og udgøres af et udsnit af eksperimenterende komponisttalenter og anerkendte performere, der hver især møder musik, performance og filmmediet med en stærk æstetisk sans og samtidig tør skubbe til publikums forståelse af, hvad musikkomposition er og kan være.

illdjinn, Maleri af Helle Rasmussen.

illdjinn, Maleri af Helle Rasmussen.

'Neon' x Illdjinn
Mads Forsby vil med sit soloprojekt Illdjinn komponere ny lyd til værket 'Neon' af Hannes Þór Egilsson. Som trommeslager hører Forsby til blandt de mest alsidige, eksperimenterende navne på den danske musikscene pt. Med solo-projektet Illdjinn tager Forsby et skridt i retningen af et tværkunstnerisk felt; udover at være opstået som et video- og installationsværk, markerer Forsby med Illdjinn-projektet sig som solokunstner med interesse for grænselandet mellem lydkunst, film og musik. Hannes Þór Egilsson har udviklet koreografien til 'Neon' i tæt samarbejde med dansere fra Icelandic Dance Company. Egilsson søger bevægelser og kompositioner, der er fascinerende for øje og øre, men dyrker også en uhørt detaljerigdom og stringens, hvor hver eneste bevægelse lades med et intenst fokus - hvilket tydeligt træder frem i 'Neon', hvori dansen som koncept er det konstituerende fundament.

Hannes Þór Egilsson, Neon.

Hannes Þór Egilsson, Neon.

'Right Angled Curves (Dance Suite)' x Astrid Sonne & Xenia Xamanek Lopez
Den israelske koreograf Noa Eshkol dedikerede sit liv til komposition af bevægelse og dans, nedfældet i notationer og fysiske skulpturer. I sin analytiske og æstetiske tilgang til det at skabe bevægelsesmønstre lod hun sig ikke diktere af forudindtagede ideer. Dansesuiten 'Right Angled Curves' (nedskrevet som notation i 1958) er det første af hendes danseværker til at blive udgivet som et samlet score. Da fokus er på den rene bevægelse er hendes score renset for angivelser af musikalsk akkompagnement, scenografi etc. Denne aften vil værket for første gang blive tilføjet musik, som til anledningen er skabt af Astrid Sonne & Xenia Xamanek Lopez. Astrid gjorde sig bemærket til dette års åbningskoncert på CPH:DOX i en improviseret audiovisuel konstellation med Nis Bysted og Abby Portner, og Xenia laver musik under sine soloaliasser Equis og C.Cell samt med gruppen Boujeloud, Med Astrids bratsch, samples og computergenererede lyde og Xenias kompositioner skabt af analoge lyde og field recordings, skaber den nye duo et univers der veksler mellem det improviserede og organiske, og det stramt komponerede, repetitive og elektroniske.

Stina Nyberg - The Way Sounds Attack. Photo by Jens strandberg.

Stina Nyberg - The Way Sounds Attack. Photo by Jens strandberg.

Pan Daijing. Photo by Francesca Beltran.

Pan Daijing. Photo by Francesca Beltran.

'The Way Sounds Attack' x Pan Daijing  
Den bemærkelsesværdige og internationalt anerkendte kunstner Pan Daijing er født og opvokset i det sydvestlige Kina, og i hendes kunst blandes ritualer og filosofi fra Kina på idiosynkratisk vis med eksperimenterende elektronisk musik, techno og støjcollage. Hendes liveoptrædender befinder sig et udefinerbart sted mellem performancekunst og musik, hvor kropslige improvisationer og tung maskinel støj flettes sammen i narrative forløb. Pan Daijing vil denne aften via ny musik fremføre sin fortolkning af den svenske koreograf Stina Nybergs værk 'The Way Sounds Attack' - en koreografi, der sætter fokus på netop kroppens relation til lyd. Koreografien er blevet udviklet gennem løbende dansepraksis til technomusik, og det oprindelige lydspor til videoværket var da netop også funderet i technoen, hvorfor Pan Daijings radikale møder mellem krop og maskine forekommer yderst passende.

Om Autopsia
Under navnet Autopsia undersøges dokumentation af scenekunst og hvordan denne indfanges i videoform. Særligt performance, dans og koreografi er i centrum, når det tværgående projekt undersøger, hvad det vil sige ‘at se med egne øjne’ (den oldgræske oversættelse af Autopsia). Projektet, der er kurateret af Cecilie Jørck og Klara Utke Acs, er en programserie bestående af fire arrangementer, som undersøger samspillet mellem 12 udvalgte videoværker, der dokumenterer koreografi- og danseperformances, og 12 liveoptrædener med en række eksperimenterende lokale såvel som internationale lydkunstnere. En ‘dissekering’ af videoværkernes æstetiske udtryk og formsprog foregår gennem den musikalske fortolkning således at en ny, sanselig kontekst opstår.

Autopsia
Jazzhouse, d. 22. april 2017, kl. 21.00 (døre åbner kl. 20.00).
Billetpris: 100 kroner inklusiv gebyr.
Billetter kan købes på Billetlugen.

www.autopsia.media | Facebook-event