0
0
Back to All Events

ANNE BRANDHØJ "SVINDREVNER"


  • A. Petersen, København Kløvermarksvej 70 København, 2300 Denmark (map)
 Anne Brandhøj. Foto: Amanda Hestehave.

Anne Brandhøj. Foto: Amanda Hestehave.

Pressemeddelelse, juni 2018

Kom til udstilling og talk om det levende træ og træets fortællinger, når designer Anne Brandhøj udstiller skulpturelle objekter i massivt træ og metal hos A. Petersen i september.

Til udstillingen, Svindrevner, knyttes en designtalk, hvor Anne Brandhøj i dialog med Chris Liljenberg Halstrøm og Stephan Springborg vil diskutere træets æstetiske og bæredygtige potentialer samt dets udfordringer og muligheder.

Anne Brandhøj har siden sin afgang fra KADK 2017 (med projektet Møbler hvor vi er) nysgerrigt nærstuderet træ. Til udstillingen nørder hun de svindrevner, der opstår, når træ tørrer for at forstå materialet og nytænke brugen. Normalvis anvender man i designbranchen ovntørret træ fra savværker, fordi revnerne er uønskede, da de gør træet mindre ensartet og nedsætter materialets styrke.

 Anne Brandhøj. Foto: Amanda Hestehave.

Anne Brandhøj. Foto: Amanda Hestehave.

“Uforudsigeligheden fascinerer mig, og jeg kan godt lide spændingen i at have et natur- materiale mellem hænderne, hvis kræfter i lige så høj grad som jeg, er med til at formgive”, fortæller Anne Brandhøj.

Hun giver med udstillingen Svindrevner magten tilbage til materialet og lader det uforudsigelige, våde træ afgøre formen i tørringsprocessen – dermed kan hun ikke forudsige resultatet, før træet revner og slår sine egne folder. Det levende materiale fascinerer Anne Brandhøj, som nørder de indlejrede potentialer i de massive stubbe af ask og egetræ og for hende handler det om at vise træets personlighed.

 Anne Brandhøj. Foto: Amanda Hestehave.

Anne Brandhøj. Foto: Amanda Hestehave.

Værkerne er formgivet i nyfældet friskt træ, som efter formgivning har fået lov til at tørre, krympe og revne. Deformationerne opstår langsomt over tid og er afhængigt af vandindhold, form, sort, temperatur og luftfugtighed. Når træet er helt tørt, fremhæves træets svindrevner ved hjælp af nedkilede metalelementer – og tilbage står organiske, skulpturelle objekter fastlåst i tid og sted.

Udstillingsåbning: d. 6. september kl. 17.00. Talk: kl. 17.30.
Udstillingsperiode: d. 6. - 27. september, 2018.