0
0
Back to All Events

ANDREAS ALBRECTSEN "ESCAPE SHIFT RETURN"


  • Charlotte Fogh Gallery (Locker Room), Aarhus Mejlgade 44A Aarhus, 8000 Denmark (map)
Andreas Albrectsen “Escape Shift Return.”

Andreas Albrectsen “Escape Shift Return.”

Pressemeddelelse, marts 2019

Charlotte Fogh Gallery kan med stor glæde præsentere LOCKER ROOM-udstillingen Escape Shift Return af Andreas Albrectsen.

I udstillingen viser Albrectsen to monumentale kultegninger side-om-side i en diptykon-ophængning. Begge værker er lavet efter komponerede screenshots fra det samme præindstillede baggrundsbillede fra en computer. I forgrunden af de to repeterede bjergmotiver svæver mappeikoner og Word-dokumenter sammen med åbne vinduer af to naturvidenskabelige anskuelsestavler. Disse tavler refererer historisk til nostalgi som et medicinsk begreb. I det 17. århundrede betragtede Schweiziske læger nostalgi som en almen sygdom på lige fod med eksempelvis forkølelse. Man mente dengang, at det var muligt at behandle nostalgiske symptomer med opium, igler og en rejse til Alperne.

Escape Shift Return er en tastaturkommando, der ikke fører nogen steder hen – det er både en flugt og en tilbagevenden til udgangspunktet. For mange er baggrundsbilledet på skrivebordet et udgangspunkt i hverdagen, hvorfra der arbejdes og arkiveres. Bjerget som motiv repræsenterer kulturhistorisk set det sublime og uopnåelige, men symboliserer også en forhindring, der i psykologisk forstand skal overkommes eller bestiges. Hvis bjerget skal skildres i sin helhed, må det reduceres af afstand. Et screenshot er til gengæld et metabillede, der viser helheden af en ellers kompleks grafisk brugerflade.

De to værker på udstillingen er fysiske manifestationer af tid og er i deres naturalistiske gengivelse af skrivebordskompositionen tænkt som klassiske ”Nature Morte” opstillinger. Her udgør det kommercialiserede bjerglandskab den statiske overflade i stillebenmotivet, hvorimod de sporadiske mapper og anskuelsestavler symboliserer Vanitas-elementet; det menneskelige og dets forgængelighed.

Andreas Albrectsen (f. 1986) er uddannet fra Gerrit Rietveld Academie i Holland og Malmö Kunstakademi i Sverige i 2013 og har siden udstillet på både Aros og Stedelijk Museum Amsterdam, på Norrtälje Konsthall i Sverige foruden en række danske og internationale gallerier.

Fernisering: Fredag d. 5. april 2019 kl. 17-19 | Facebook event
Udstillingsperiode: 5. april - 18. maj 2019.
Åbningstider: Onsdag, torsdag og fredag: kl. 12-17, lørdag: kl. 11-15.

Earlier Event: April 5
CALI THORNHILL DEWITT "WAR SONG" 📷
Later Event: April 5
PRESS PRINT!