KUNSTHAL CHARLOTTENBORG: FORÅRSUDSTILLINGEN 2016

Forårsudstillingen på Charlottenborg har været en konstant på den danske kunstscene de sidste 159 år. Det er en uforudsigelig og rummelig udstilling, der favner bredere end nogen anden af dens slags, og til tider kan det kræve stor koncentration ikke at lade de mangeartede udtryk smelte sammen i et stort kaotisk virvar. Forårsudstillingen 2016 er ikke en undtagelse; den er en sitrende balancegang mellem kunst, design og arkitektur, og i artiklen her har vi forsøgt at fremhæve så mange som muligt af de i alt 177 værker, der har gjort størst indtryk på os.

Vi bliver taget imod af Mette Skov, som er daglig leder for Charlottenborg Fonden, der har stået bag Forårsudstillingen siden 1857. Allerede på vej op ad kunsthallens trappeopgang giver Mette udtryk for, at i år er noget særligt; “der er virkelig sket noget.” I år har man oplevet en væsentlig stigning i ansøgere; fra 560 kunstnere sidste år til 818 i år. Mette forklarer, at flere fra Det Kgl. Danske Kunstakademi søger nu, og hun tror, at det skyldes, at kunsthallen organisatorisk er blevet en del af akademiet, og at de studerende på den måde har fået et nyt tilhørsforhold til Forårsudstillingen. Derudover har interessen fra udenlandske kunstnere været større, og variationen i nationaliteter bredere end nogensinde. “Udstillingen er et springbræt for unge kunstnere, men den fungerer nu også som en mulighed for udenlandske kunstnere til at få fodfæste på den danske kunstscene.”

Hvert år udpeger Charlottenborg Fondens bestyrelse en international jury, som står for at kigge alle ansøgninger igennem og udvælge de bedste værker til udstillingen. I år har juryen bestået af FOS (kunstner, DK), Molly Haslund (kunstner, DK), Anders Abraham (arkitekt, DK), Anton Alvarez (designer, SE) og Thorsten Sadowsky (kurator, CH).

Ud af de mere end 3.000 værker, som landede på juryens bord, da ansøgningsperioden sluttede, er 177 værker af i alt 117 kunstnere valgt ud, og sammen repræsenterer de et milevidt spektrum af udtryksformer inden for kunst, design og arkitektur. Da alle værker er udvalgt på baggrund af deres alenestående kvaliteter, kan det ofte være svært at sige noget overordnet om den censurerede udstilling, men som vi træder ind i Charlottenborgs sydlige fløj, peger Mette dog alligevel på en rød tråd, der afspejler sig i flere af de udstillede værker; flugt, forskubbelse af grænser, grænseflader, den fremmede og migration.

En rituel undersøgelse af farven hvid og stuklister med pigenavne
Det første der møder os er Anita Beikpour’s Da foråret kom til Danmark, som består af en stor, bemalet, rusten ståltank, en trappe og en video skabt i samarbejde med studerende fra Filmskolen (Nanna Nyboe Tabor, Annika Aschberg, Mik Stampe, Stefan Holm, Oscar Pontén og Juan Bastias). I videoen ser man to ikke-hvide kvinder blive malet hvide af maling fra tanken, og hvordan at de langsomt begynder at sætte forskellige aftryk på den rustne beholder. Når man går rundt om tanken, kan man næsten mærke ekkoet fra det ritual, som er blevet udført omkring den. Det er et virkelig fint værk, der på elegant vis undersøger, hvad det vil sige at være hvid, og så viser det desuden, hvordan at man på en god måde kan inddrage videomediet i en udstillingssammenhæng.

Foruden Beikpour’s værk indtages kunsthallens største rum af bl.a. Filip Vest, som i et hjørne præsenterer sit værk Stucco Pieces are Called By Women’s Names Because They’re Only for Ornamental Purposes (after Richard Serra). Værket er sammensat af rigtig mange forskellige stuklister, som åbenbart har tradition for at blive tillagt pigenavne; Vera-, Gabriella-, Anna-, Giselle-, Sabrina-, Sonja-, Stella-, Helena-, Stefanie-, Nadine-, Serena-, Silvana-, Simone- og Karolinelister indgår i værket, og i samspil med første del af værkets titel har Vest en klar kønspolitisk agenda. Anden del af titlen refererer til værkets form, som minder om den amerikanske kunstner Richard Serra‘s gigantiske metalskulpturer. Vest har desuden to andre værker med på udstillingen, hvori han også demonstrerer en god sans for at skabe et ligefremt, underfundigt og tankemotiverende forhold mellem værk og titel: En rå træblok fra CoBrA-kunstneren Erik Thommesen’s atelier med titlen You’ll be a woman soon, og en tom strandsand-pose som deler titel med sloganet fra det franske studenteroprør i 1968 “Sous les Pavés, la Plage” (under brostenene, er stranden).

Frostgrader og venstrehåndstegninger
Særligt i det meget store rum kan det være svært at lade sin opmærksomhed hvile på de mindre bombastiske værker, men ofte er der enormt meget at vinde, hvis man tager sig tid til at gå langs væggen og fordybe sig. Kun få skridt til højre fra Vest’s stuklister hænger Ida Settergren‘s værk Frozen Palms, som er blevet til under et recidency-ophold i Finland i december sidste år. De seneste år har Settergren været optaget af, hvordan naturlige, organiske og mekaniske processer kan påvirke og spille sammen med hendes egne kunstneriske fremgangsmåder, og under opholdet i Finland har hun særligt fokuseret på frostgradernes indvirkning på akvarel. Frozen Palms er et eksempel på et af disse eksperimenter, og det er virkeligt fascinerende at gå helt tæt på og se, hvordan naturens og kunstnerens egen vilje smelter sammen.

Mette leder vores opmærksomhed videre mod årets vinder af den nationale pris; Aase Seidler Gernes og hendes 98 farverige tegninger på A4-papir. Mette fortæller, at Gernes snart fylder 89 år, og at hun igennem næsten hele sit liv, trods en færdiggjort uddannelse indenfor stoftryk, har undertrykt sin egen kreative side for i stedet at støtte sin mands. Gernes var gift med kunstneren Poul Gernes, men efter hans død i 1996 har hun bestræbt sig på at etablere sin egen kunstneriske identitet. Desværre blev hun i 2007 ramt af en blodprop, som medførte, at hun blev lam i højre side af kroppen og fik en svært nedsat evne til at anvende sproget. Hendes skabertrang er dog stadig så stærk, at hun har formået at fuldføre de mange tegninger, der hænger foran os, udelukkende med venstre hånd. Det er i den grad et værk, der bevidner, at det aldrig er for sent at udleve en drøm.

Værker af bl.a. Ellen Karin Mæhlum (væggen tv.) samt Nicholas Norris, Franziska Reinbothe og Tyler Mallison (væggen th.).

Fra bemalet genstand til fuldstændig nedbrydelse
Vi passerer en stor og meget gul citron af Franz Schmidt (se billedet helt øverst) og står nu foran en yderst velkomponeret bagvæg. Tre kunstneres værker hænger ind imellem hinanden og illustrerer en bevægelse i arbejdet med lærred, fra traditionelt bemalet genstand til dekonstruktion og total udskiftning af materialerne. Nicholas Norris står for det traditionelle format, men der er dog intet ordinært over hans smukke og vibrerende neonscener. Norris opstiller genkendelige rum, miljøer og landskaber, men formår at forvrænge det kendte ved hjælp af en utraditionel farvesammensætning og rumforståelse, og hans scener bliver dermed andenverdenslige, mystiske og vildt interessante. Franziska Reinbothe klipper i lærredet, folder det og lader os se dets bagside. Hun nedbryder lærredets strukturer i et forsøg på at udvidde dets overflade, så det f.eks. også inkluderer den bagvedliggende væg, der ellers bare er skjult for beskueren. Til sidst har Tyler Mallison fuldstændigt tilintetgjort mediet og bygget det op igen af fundne træpaller, udspændte t-shirts af mærket Primark og små stykker indfarvet bomuld.

Værker af Nicholas Norris og Tyler Mallison.

Undersøgelser af møbler og den danske natur
Hvert år udvælges én dansk og én udenlandsk kunstner som vinder af en pris, og de belønnes med muligheden for at lave en soloudstilling på det efterfølgende års Forårsudstilling. Sidste år vandt Anne Dorthe Vester og Maria Bruun den nationale pris med deres værk Objects of use, som var en undersøgelse af møblers funktionalitet, og i år har de så taget deres refleksioner et stort skridt videre. Hele deres konstruktion er bygget op af egetræ, stål og stentøj og balancerer konstant mellem funktion og ikke-funktion, på en måde der forvirrer vores umiddelbare intuitive tilstedeværelse i rummet. Det er jo en kunstudstilling, så vores hjerner ved godt, at vi ikke må kravle op i konstruktionen, men det er alligevel som om, at vores kroppe opfatter det anderledes. Vester og Bruun’s baggrund i hhv. arkitektur og møbeldesign skinner virkelig igennem – de er vanvittigt dygtige, og deres installation Fragment er både æstetisk smuk, sjov og udfordrer vores perception af møbler, arkitektur og rummelighed.

Værk af Anne Dorthe Vester og Maria Bruun.

Fra Vester og Bruun’s afsøgninger af møbler og interiør, står vi nu klemt inde mellem to værker, der tager os ud i naturen. Til venstre hænger Carl-Emil Jacobsen‘s 2x2meter store relief og skyder 40cm ud i rummet med sin meget direkte form og farveundersøgelse af det danske landskab. Jacobsen har fundet sten i landmænds stendynger, på marker og langs kysterne, som han så har pulveriseret til pigment og brugt til bemalingen af sit relief.

Krøllede tankemønstre og flydende grænser
Til højre har Ana Rita Antonio indtaget sit hjørne af udstillingen med en fantastisk dragende installation; Evolutionary thinking at the camping side. Opstillingen ligner en traditionel teltplads, komplet med opslået telt, bål og hængekøje, men man opdager hurtigt, at noget ikke er som det plejer at være; teltet svæver en meter over jorden, og overalt er der placeret små mærker med tal på. På en af snorene, der holder teltet oppe, hænger en række instruktioner, der beskriver, hvordan man løser de problemer, der måtte opstå på en tur i ødemarken, men de foreslåede løsningerne forårsager hele tiden nye problemer: Hvis der er hul i din teltdug, brug din luftmadras til at lappe hullet. Hvis du mangler en luftmadras, sov i stedet i din hængekøje og hæng dit telt op omkring den. De kringlede tankeeksperimenter går igen i Antonio’s andet bidrag, billedserien 14 ways of replacing a table leg, hvor hun med forskellige genstande og sin egen krop forsøger at erstatte et bordben, der er blevet væk. Begge værker er fyldt med omveje, og det er forfriskende bare at lade sige følge med i Antonio’s snørklede, umiddelbare og humoristiske tankemønstre.

Mette fortæller os, at Antonio er født i Portugal men har bosat sig i Norge, og at dette ikke er unormalt for årets internationale ansøgere. Vi vender tilbage til snakken om, hvordan kunsten afspejler samfundets tilstande, og hvordan at det forgangne års flygtningekrise har sat sit præg på Forårsudstillingen 2016. Grænserne er flydende, og det er faktisk helt særligt i år, at mange af de præsenterede kunstnere ikke bor i deres oprindelsesland. I det næste rum støder vi på den kinesiske tysker Yuanyuan Huang’s videoprojektion The room, den mexikanske svensker Carolina Nylund’s neonlyskasse Falutaco, possible other(ness) vernaculars og den danske hollænder Julie Hviid Cetti‘s Oath. Sidstnævnte værk består af en opstilling af ni tablets, hvorpå ni videosekvenser tilsamme udgør den ed, som Edward Snowden aflagde til NSA. Teksten er sat med en flydende typografi, som minder om de aflæsningsbokse, der ofte runder en online sign-up form af, for at afgøre om man er et menneske eller en robot.

Værker af Carolina Nylund og Julie Hviid Cetti.

Det næste rum vi træder ind i er anderledes end de forgående. Væggene er næsten blottede, og al fokus er koncentreret omkring et lavt podie, der næsten fylde hele gulvarealet. I et af rummets hjørner ligger svenske Melanie Kitti’s Untitled (scallops carried my bird once), som helt umiddelbart fanger vores øjne med dets letgengerende farvesammensætning. Værket er en digital fotocollage, som er trykt på silke og efterbehandlet i hånden med nål og tråd, og det giver et virkelig fint, udefinerbart, tekstilt udtryk. På det lave podie er der placeret keramik, smykker, arkitekturmodeller, møbler og alt muligt andet, på en måde hvor det er lidt svært at skelne imellem bidragene, men der er dog alligevel nogle værker, der står ud af mængden.

En dommedagsprofeti
Sidsel Nielsen Bonde har lavet en lille publikation, som er trykt på gråligt avispapir, og som publikum kan tage med sig hjem. Publikationen beskriver et selvopfundet begreb, Ikonotropi, der dækker over den vestelige kulturs tilbøjelighed til at opfatte billedet som virkelighed. Igennem korte tekster og diagrammer opstiller Bonde sin teori om billedets tiltagende position som formidler af virkeligheden og vores ikkeeksisterende sans for at skelne, samt en række dommedagslignende profetier om de uoverskuelige konsekvenser af denne tendens. “Om ikonotropien leder til et virusudbrud, en verdenskrig imellem kulturer eller masseødelæggelse af miljøet, kan man kun spekulere over.” Ikonotropi er et interessant og gennemarbejdet værk, som vi virkelig har fået mulighed for at fordybe os i, af den simple grund at vi har kunnet tage det med hjem. I en så mættet udstilling som Forårsudstillingen er dette et ekstremt begavet og forfriskende træk.

Længere henne på podiet ligger et par smukke glaseksperimenter af Maria Sparre-Petersen, hvis krystallignende udtryk får det forholdsvist tykke, mørkegrønne glas til at fremstå let, organisk og skrøbeligt. Yderst står Morten Sylvest Nøhr‘s Everyday object analyzer, som et 2 meter højt, transparent katalog over nogle af de uendelige antal menneskeskabte genstande, som vi konstant omgiver os med. Nøhr deltog på sidste års Forårsudstilling med værket “En maskine der rydder op i dine ting“ og i år hjælper han os altså fortsat med at navigere i forholdet til vores materielle omgivelser.

Værker af Morten Sylvest Nøhr og Maria Sparre-Petersen.

Autolak, ambulancedør og en smadret folkevogn
Vi forlader sydfløjens sidste lokale og er nu tilbage i kunsthallens største rum. Mette introducerer os til en af de deltagende kunstnere, som tilfældigvis et tilstede i udstillingen for at affotografere sine egne værker, og vi falder i snak. Kåre Leander Ringling Frang er igang med sit andet år på Det Kgl. Danske Kunstakademi, og han har bidraget til årets udstilling med hele tre værker. Hans værk Heat II tager udgangspunkt i den igangværende renovation, som i løbet af vinteren har resulteret i, at man både på Charlottenborg og på kunstakademiet har været uden varme i radiatorerne. Frang har derfor beklædt en af kunsthallens radiatorer med en hologramlignende autolak, der fremhæver dens tilstedeværelse i udstillingsrummet, der ellers udelukkende er af funktionelle årsager, og sender referencer til overpimpede biler ala dem man kan se på YouTube. Lakkens formål er netop at fremhæve bilens kurver, og denne egenskab går totalt tabt, når den påføres en flad og formløs genstand.

Udover Heat II har Frang placeret en sammenkrøllet ambulancedør midt i udstillingsrummet. Det er svært ikke at blive berørt over det signalgule objekt, som isoleret set bærer på en tung fortælling, og vi kan ikke undgå at forestille os alt det, der skal gå galt for at en ambulancedør ender så forvrænget. Det tredje værk inddrager også et køretøj. I filmen Air (VW Golf III) har Frang ladet en folkevogn falde fra 13 meters højde 20 gange og filmet det hele i superslowmotion, men i stedet for at fokusere på kollisionen har han sammensat alle de klip, hvor bilen bouncer op fra jorden igen. Det giver et pulserende forløb, der minder om et åndedræt, og i følge Frang selv illustrerer den mere og mere ramponerede bil en form for aldringsproces i et objekt.

Vi er allerede ret godt fyldt op med indtryk, men vi mangler endnu hele kunsthallens nordlige fløj. Vi står overfor en væg, hvorpå 56 A4-ark hænger og udgør Thomas Altheimer‘s manifest Slyngelæstetikkens udfrielse. Mette fortæller, at tematikken omkring at være ude eller inde, som hun nævnte helt i starten, også går igen i Altheimer’s manifest, som er en kritik af den danske kunstscene og særligt kunstnerne. Altheimer har brugt et recidencyophold i Mexico på at observere den scene, som han selv er en del af, udefra, og d. 13. april, kl. 17 vil han læse manifestet op, via skype, fra Tijuana-fængslet i Mexico.

Værker af bl.a. Maya Lahmy, Rune Bering Sørensen & Rune Noël og Karin von Schantz.

Forholdet mellem det virkelige og det digitale
I den modsatte ende af rummet hænger arkitekt Maya Lahmy‘s håndholdte digitalscanning af en vandmølle i Tadami, Japan. Teknikken bruges til at skabe virtuelle 3D modeller af f.eks. arkitektur, men her bruger Lahmy den til at undersøge forholdet mellem materialets fasthed og den mere flydende digitale fortolkning. Grafisk designer Rune Bering Sørensen og arkitekt Rune Noël bevæger sig i samme felt. I efteråret kombinerede de deres to fagligheder og forståelse for hhv. det grafiske og det rumlige i projektet Digital Materialitet under et ophold på Statens Værksteder for Kunst. Begge værker er gode eksempler på interessante undersøgelser af grænsefeltet mellem de to parallelle virkeligheder, som dominerer vores samtid, og både Lahmy, Bering Sørensen og Noël har formået at omsætte deres eksperimenter til meget poetiske og smukke værker.

Værker af bl.a. Edgar Haldane, Hanne G og Susanne Schwieter.

Overdøvet videokunst
Mette løfter et tungt, sort gardin til side, og vi står midt i én af udstillingens præsentationer af videokunst, som i år er kommet til at fylde rigtigt meget. I hele det mørke rum hænger skærme og kæmper om vores opmærksomhed. Desværre smelter de forskellige værker i installationen for meget sammen og gør det svært at stille skarpt på det enkelte værk. Det gør det heller ikke nemmere, at et massivt lydbombardement fra næste rum, trods sin udelukkende audielle tilstedeværelse, fylder udstillingsrummet helt op.

Den hårdt pumpende bas kommer fra Antonio Gram & Caspar Eric’s værk The hoodie – en digter og en dj i et dark room, som rent fysisk er afgrænset til en sort kvadrat, indhyllet i tungt moltonstof med enkelte gaffatapepåskrifter. Eric’s engelsksprogede oplæsning smelter sammen med musikken, men enkelte fraser slipper alligevel ud; “everybody can need something sometimes like the way I need Nike sneakers to dance a lot without getting tired because I don’t wanna go home alone.” I samme rum har man valgt at placere det værk på udstillingen, som udover The hoodie, fylder allermest. Den kaotiske installation af væltede flagstænger, med påmonterede blæsere der får svenske flag til at blafre som vanvittige, er skabt af Peter Johansson. Værkets titel er Full Fræs, men den passer egentligt lige så godt på hele rummets stemning. Der er fart på.

Den store kunstoplevelse ligger i fordybelsen
Vi slutter af med at blive blæst omkuld, men det er ellers ikke den følelse, vi står tilbage med, efter at have besøgt Forårsudstillingen 2016. Tværtimod. Mange af de største oplevelser som vi tager med os, er de små, de subtile og de forfinede. Afsøgningerne, eksperimenterne og undersøgelserne har fanget vores opmærksomhed, og fælles for dem alle er, at der er blevet gået i dybden og ikke på kompromis. Det kan være svært at være gæst på en åben, censureret udstilling, fordi der altid er uendeligt meget at fordybe sig i, og ofte ender man med at gå efter det kendte eller kun at få et overfladisk indtryk af værkerne. Og det er synd, for når man skraber i overfladen vælter det, i de fleste tilfælde, ud med historier, håndværk og holdninger.

Vi synes godt, at man fra Forårsudstillingens side kan gøre mere for at formidle de værker, som ikke giver sig selv, og sørge for at præsentere det enkelte værk på dets egne præmisser. Særligt videokunsten er i år blevet mast; mange steder er lydsiden taget fra, og ingen steder er der sørget for, at man som gæst kan sætte sig ned og opleve filmene i deres fulde længder. Det er bestemt forfriskende, at der er et sted som Forårsudstillingen, hvor så mange medier inden for både kunst, design og arkitektur forenes, men der kan helt sikkert godt gøres mere så det enkelte værk ikke drukner i mængden.

Der er rigtigt meget god kunst på Forårsudstillingen 2016, og vi vil helt sikkert anbefale, at du smutter forbi Charlottenborg i disse dage og sætter tid af til at fordybe dig i så mange som muligt af de 177 præsenterede værker. Også dem der ikke umiddelbart råber allerhøjest, men som bare hænger pænt rammet ind på de hvide vægge.

Forårsudstillingen 2016 | D. 11. marts – d. 17. april 2016 | Charlottenborg | Nyhavn 2, 1051 Kbh K.