VIS OS DIT KARANTÆNE-ATELIER #6

Den aktuelle lockdown, aflyste eller udskudte udstillinger, nedlukkede kunstakademier og fortvivlende uvisheder påvirker kunstnernes arbejdsliv. For at få et bedre indblik i Covid-19s konsekvenser spørger vi nu igen landets kunstnere om, hvordan pandemien påvirker dem, og hvordan deres midlertidige karantæne-atelierer ser ud.

For hvad gør man som kunstner, når uventede omstændigheder sætter ind? Hvordan fortsætter man sin kunstneriske praksis, når hverdagen brydes op, og man helst skal holde sig inden for hjemmets mure? Hvad gør de studerende, når de ikke har adgang til deres atelierer på landets kunstakademier? Hvordan klarer man sig igennem isolationen, hvis man har børn og både skal jonglere med hjemmeskoling og samtidig skal passe sit kunstneriske arbejde? Fortsætter man ufortrødent igangværende projekter, selvom man endnu ikke ved, om ens udstillinger bliver aflyst? Uvishederne hober sig op, men vi tror på, at vi kommer bedst muligt igennem den fysiske isolation ved at dele vores tanker og bekymringer med hinanden.

Vis os dit karantæne-atelier
Hvis du har lyst til at fortælle os om, hvordan dit kunstneriske arbejde er påvirket under Covid-19, må du meget gerne sende et par billeder (i god opløsning – mobilfotos er ok) af dit karantæne-atelier, sammen med nogle linjer om din situation, og evt. hvad du arbejder på for tiden, til info@idoart.dk. De bedste bidrag bliver delt her på idoart.dk

NOAH HOLTEGAARD

Jeg studerer på kunstakademiet i Göteborg, men pga. corona foregår al min undervisning på zoom, og jeg er søgt tilbage til Danmark. De sidste 4 måneder har jeg boet en del forskellige steder, og min boligsituation har været ret omskiftelig. Derfor er min arbejdsplads ofte endt med at blive reduceret til min seng, hvor en stor del af mine dage bruges på at følge med i undervisningen online. Jeg arbejder hovedsageligt digitalt, hvilket gør det lidt nemmere at være uden et reelt atelier. Men jeg begynder også at kunne mærke, hvor hårdt det er at bruge så stor en del af min tid foran en skærm.

Mille Holtegaards atelier under Covid-19. Foto: Mille Holtegaard. — Noah Holtegaards atelier under Covid-19. Foto: Noah Holtegaard.

Internet, digitalitet og teknologi har før været præsente temaer i min kunst, men corona har fået mig til at indse nogle af bagsiderne ved det virtuelle. Som afbræk fra den overvældende mængde af virtuelle møder og skærmtid, er jeg begyndt at søge tilbage til det analoge og barndommelige i tegningen og ned i litteraturen, i et forsøg på at finde noget taktilt i min hverdag.

På det sidste har jeg særligt brugt meget tid på at sætte en udstilling op over zoom i Göteborg, som jeg skal udstille på, mens jeg har siddet på den anden side at havet i Aalborg. Det værk jeg skal have med på udstillingen er et print, som jeg er blevet nødt til at få sendt direkte til Sverige uden at kunne se det selv først. Det har været en helt utrolig tillidsøvelse at give afkald på så meget kontrol over sit værk, og en meget surrealistisk oplevelse.

Noah Holtegaard er studerende ved HDK-Valand, Göteborg.

SARA JEFFRIES

Her er min lille karantæne-arbejdsplads, som er en del af et større keramikværksted, jeg deler med fem andre. Vi arbejder hver med vores, fra kunst til design. Til forskel for lockdown i foråret hvor jeg var af sted på et residency, har min hverdag i denne periode ikke været så påvirket. Jeg har stadig haft adgang til mit værksted i Nexø på Bornholm, hvor mange steder alligevel holder lukket i vintersæsonen. Derfor har det været rart at have et sted at kunne arbejde og ses med andre, når nu verden står stille.

Lige nu arbejder jeg på en række af keramiske skulpturer til en udstilling hos Window 107. Arkitektoniske i deres udtryk handler det om, hvordan et visuelt miljø påvirker vores adfærd og mentalitet – idéen om, at vores minder er produkter af kroppens oplevelse af det fysiske rum.

Sara Jeffries er uddannet fra Kunstakademiets Designskole, Bornholm.

KIRA MASSARA

I december indså min kæreste og jeg, at der var en meget lille chance for, at samfundet ville åbne op igen lige foreløbigt. Så vi besluttede os for at flytte ned i min svigerfamilies gård. Gården er en gammel skole, som ligger på en lille Ø på Sydsjælland, kaldet Glænø. Vi pakkede det mest nødvendige, tog vores hund under armen og kørte afsted. Det er nu 3 måneder siden.

Vi har været her i de mørkeste og koldeste måneder, huset er ret gammelt og kan kun varmes op af brændeovn. Vi har på tæt hold kunne følge naturen gå fra -9 grader, til nu hvor foråret pibler frem.

Detaljerigdommen, der kommer af at befinde sig i den samme natur på daglig basis, har været meget indflydelsesrig på mit arbejde. Jeg har lært at lægge mærke til de helt små forandringer fra dag til dag.

Kira Massaras atelier under Covid-19. Foto: Kira Massara.

Jeg indrettede mig hurtigt i laden, hvor jeg (iført termotøj fra top til tå) kunne arbejde. Stilheden og de mørke eftermiddage henstillede mig i tilstand af dyb koncentration. Stilheden er ret overvældende herude – der er kun en håndfuld fastboende, så her er heller ingen biler (kun en bus én gang i døgnet). Der gik ikke lang tid før jeg fik lyst til at spille rigtig høj musik. Det der med bare at kunne skrue helt op, uden at skulle spørge om lov er altså en luksus, når man normalt bor og arbejder lige op og ned af andre. Så det gamle hus er blevet blæst godt igennem.

Jeg arbejder primært i tekstil og broderi, et håndværk som traditionelt foregår med en meget lille fysisk bevægelse. Men laden er en del større end mit atelier i byen, så jeg har kunne udfordre størrelsen på min værker og har kunne bruge hele min krop aktivt i mine værker.

Jeg glæder mig til at byen åbner op – når foråret strømmer gennem gaderne og vi kan mødes over kolde drikke, sidde helt tæt og dele lange kram.

Kira Massara er uddannet fra Central Saint Martins, London.

OSKAR KOLIANDER

Jeg er så heldig at have to steder, hvor jeg kan arbejde med min kunst – både derhjemme, hvor jeg har min store computer og musikudstyr, som er kommet til at fylde mere og mere det seneste halve år, og mit atelier på Fabrikken, hvor jeg også er, men hvor der er mere fysisk produktion.

Lige nu er jeg dog meget hjemme, fordi jeg sidder med flere projekter, der kræver mange timer ved min computer, og fordi jeg er i gang med at blive bedre til at lave musik og arbejde med lyd – noget jeg har nemmere ved at sidde med i min lejlighed. Jeg glæder mig dog meget til at vende på forholdet mellem computerarbejde og fysisk produktion. Jeg savner at bruge mine hænder og min krop i mit arbejde. Det er dog sådan min praksis er – at det skifter meget mellem de to måder at arbejde på. Nogle gange er det projekterne der kræver det, og nogle gange er det, hvad jeg har lyst til.

Oskar Koliander er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole, Royal Collage of Art, London og Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Vilmer Engelbrecht

Under nedlukningen har jeg brugt alle ugens dage på at male i mit atelier ved Kløvermarken. Ikke fordi jeg ville have prioriteret anderledes, hvis alt var åbent, men weekendens potentielle tømmermænd ville hurtigt tage noget energi fra arbejdet. Jeg synes, at corona har givet tid og plads til at skabe en rutine omkring, hvad end man elsker at lave. Jeg synes tilmed, at det er fedt at have oplevet den form for uforstyrret rutine som 20-årig. Denne tilstand føles nu næsten helt normal, efter så lang tid med nedlukning.

Jeg har lært mig selv, at give mig hen til nuet og leve dag for dag uden bekymringer om fortid og fremtid. At give sig selv lov til bare at være og gøre sin ting. Det har naturen blandt andet hjulpet med til.

For tiden arbejder jeg med mytologi, hvilket er en klassisk verden at bevæge sig ind i som maler. Det er et punkt, der interesserer mig meget, og som jeg føler, at jeg kan bidrage til, både kunstnerisk og visuelt.

Figurerne i malerierne eksisterer enten helt alene eller sammen, hver for sig – hvilket er et ordsprog, vi er blevet vænnet til på det sidste. På den måde smelter malerierne uanstrengt ind i samtiden. Figurernes fysiske eller mentale isolation bliver pludselig meget relaterbar.

Til slut har jeg lige sendt ansøgninger afsted til akademier rundt omkring i Europa. Så nu kan jeg, som vænnet til, vente i spænding i et par måneder.

Se flere karantæne-atelier her