VIL DU VÆRE MIN MÆCEN?

Jeg indleder hermed et eksperiment; crowdfunding er set i ganske mange forskellige brancher og er et af de stærkeste værktøjer, når man taler om deleøkonomi. Særligt er den kendt fra musikbranchen, hvor fans støtter deres yndlingsbands i udgivelsen og finansieringen af deres albums. Men mon jeg kan samle støtte til mit kunstakademi-forløb i Amsterdam?

Jeg ejer ikke en klink og har nu fået tildelt muligheden for at tage på mit livs kunstneriske eventyr for at studere på et af de mest eksperimenterende internationale kunstakademier i Europa, og det skal hverken SU-styrelsens udløbende klippekort, fremdriftsreformer á 2013 og 2014 §10 stk 2 eller afslagsgivende legatbestyrelser i virksomheder hindre mig i.

Da jeg står i den heldige situation at være blevet tildelt plads på kunstakademiet Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, søger jeg nu finansiel støtte til mit ophold. Store dele af opholdet har jeg kunnet betale gennem egenfinansiering og salg af malerier – dog vil jeg have brug for en ekstra hjælp til at betale samtlige studieafgifter. Da jeg allerede har været under uddannelse andetsteds og har været underlagt fremdriftsreformens klamme greb, støtter SU-styrelsen kun det første år af min uddannelse. Derefter er jeg overladt til mig selv til at få finansieret mit akademiforløb yderligere.

Målet er at crowdfunde så stort et beløb som muligt, da det skal gå til betaling af de materialer og studieafgifter, der vil forekomme de første år. Et sådant beløb vil kunne give mig arbejds -og studie ro, så jeg kan fordybe mig i dygtiggørelsen af mit formsprog og opnå det internationale kunstneriske niveau, der er ambitionen. Jo større slutbeløb vi ender på, desto større chance har jeg for at få tid til mine studier på kunstakademiet i de forløbne år. Du støtter min crowdfunding ved at trykke her.

Og du får fordele! For alle der giver mere end 300 kr. vil få tilsendt et kunstværk svarende til det donerede beløb. Ønsker man at se mit tidligere arbejde og vejl. priser kan der henvises til galleriet Another Ballroom og min officielle hjemmeside. Små oliemalerier vil kunne rekvireres ved donationer fra 2.000 kr. og opefter. Man vil dog ikke kunne have medbestemmelse på gaven, man får tilsendt som tak for sin donation til august. (Husk at registrere postadresse i din indbetaling!)

Photo by Frederik Gøeg Bygholm.

Photo by Frederik Gøeg Bygholm.

Hvem er jeg?
Mit navn er Johannes, jeg er 26 år, og jeg har haft en lang og kringlet vej til kunsten. Da jeg ikke har haft et stærkt netværk indenfor de billedkunstneriske fag eller gået på nogle kunstskoler, har jeg måttet skabe vejen selv, forstå mit kald og finde min identitet som kunstner. Jeg har været vidt omkring i min søgen efter, hvilken kunstner jeg er. Jeg har været ude og spille koncerter på danske spillesteder som håbefuld rockmusiker med typisk dayjob ved siden af, været sangskriver på en japansk pop-sang og har samarbejdet med Spotify på en række content marketing-strategier til Asien. Og jeg har sågar i en kort overgang været fotomodel i Berlin. Jeg er opvokset i Aalborg og har bl.a. haft et langt universitetsstudium i Kommunikation, Design og Digitale Medier, men uanset hvad jeg gjorde for at rationalisere mit kald ind i en kommerciel økonomisk “sikker” havn, vendte jeg altid tilbage til de kunstneriske fag. I 2014 tog jeg konsekvensen af det og besluttede at gå 100 % efter målet. Jeg kom i privat mesterlære hos den danske billedkunstner Erik Rytter, og det har resulteret i tre års benhårdt arbejde med optagelsesprøver i hhv. Danmark og udland, hvor min drøm nu er gået i opfyldelse med optagelse på et internationalt kunstakademi.

Ønsker du at finde ud af mere, kan du læse om mit arbejde og cv på min hjemmeside.

Johannes Holt-Iversen (f. 1989) er billedkunstner og studerende ved Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, Holland. Johannes har bidraget til idoart.dk siden 2014.